Den glemte borgerkrig

Mens den humanitære krise i Gazastriben af gode grunde løber med meget af den internationale opmærksomhed, bliver situationen i Sudan tilsyneladende ofte glemt. Det på trods af, at borgerkrigen i det afrikanske land i denne måned går ind i sit andet år, med stadig mere katastrofale følger for civilbefolkningen. Faktisk topper Sudan nødhjælpsorganisationen International Rescue Committees (IRC) såkaldte Emergency Watchlist for 2024, som analyserer, hvilke lande der er i størst risiko for nye og forværrede humanitære kriser – lige foran Palæstina.

Tallene er da på alle måder også nedslående, endsige uforståelige. Før vi kommer til dem, kan vi dog lige tage en hurtig (og uundgåeligt overfladisk) opridsning af konflikten: Den 15. april sidste år udbrød kampe i hovedstaden Khartoum mellem den sudanesiske hær (SAF) og den paramilitære gruppe Rapid Support Forces (RSF). Kampene blev affødt af et magtopgør mellem hærchef og de facto leder af landet Abdel Fattah al-Burhan og RSF’s frontfigur Mohamed Hamdan Dagalo, også bare kendt som Hemedti. Sammen fik de væltet Sudans mangeårige diktator Omar al-Bashir tilbage i 2019, men siden da – og særligt efter et nyt militærkup af den indsatte civilregering i 2021 – er uenighederne kun vokset – med blodige konsekvenser for befolkningen.

Kampene mellem RSF og SAF centrerer sig nu ikke længere kun om Khartoum og nabobyen Omdurman, men har også spredt sig videre ud i landet. I den strategisk vigtige havneby Port Sudan ud til Det Røde Hav har SAF og al-Burhan skabt en slags ny de facto hovedstad, mens RSF og Hemedti har sat sig på regionerne Darfur og Al-Jazirah. Sidstnævnte er også kendt som Sudans brødkurv, da størstedelen af landets fødevareproduktion skal findes her. Netop mad – og adgangen til den – er da også blevet et decideret våben i krigen, og både RSF og SAF beskyldes for at angribe og blokere nødhjælpsarbejde i landet.

Og ja, det bringer os så til den humanitære krise. Allerede før borgerkrigen begyndte blev det vurderet, at omkring 15 mio. mennesker havde behov for nødhjælp som følge af mange års ustabilitet og økonomisk usikkerhed i Sudan. Nu er det tal ifølge FN vokset til godt 25 mio. mennesker, mens flere end otte mio. mennesker allerede er blevet drevet på flugt. Op mod 70 pct. af landets sundhedsfaciliteter er ude af drift, og mere end 18 mio. mennesker menes at være i sultefare. Medregner man Tchad og Sydsudan – som har taget imod flere millioner flygtninge fra Sudan, og dermed også oplever et øget ressourcepres – anslår FN, at så mange som 28 mio. mennesker kan stå i akut fødevaremangel. Kort sagt: Der er al mulig grund til ikke at glemme Sudan. /David Dragsted