Kære læser

Støjbergs marxistiske analyse

Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Systemkritikken går i træsko her i Danmark. I bogstaveligste forstand. De borgere, der i dag er allermest kritiske og mistroiske over for det etablerede system, lever og bor uden for de større bysamfund. Og alene derfor giver det et sug gennem hele det politiske landskab, når vrede vælgere stimler sammen på gårdspladser for at opleve den ægte Inger Støjberg.

På velkoreograferet vis ventede rådgiverne med at lade hende træde op på scenen til weekendens to CO2-rallyer, indtil stemningen var hidset op, og Inger Støjberg som en anden rockstjerne kunne forløse spændingen. Iscenesættelsen var kopieret direkte fra de politiske rallyer i USA, hvor eks-præsident Donald Trump også først træder op på podiet, når publikum snart ikke kan vente længere.

Inden Inger Støjberg kunne bade sig jubelråb, var det faktisk en af opvarmerne, der satte stærkest ord på, hvad det er for en indestængt frustration og forurettelse, som Danmarksdemokraterne giver stemme til. Formanden for Danmarksdemokraternes Ungdom, Patrick Culmsee Bryhl, siger direkte, hvordan han føler sig ringeagtet og set ned på:

“Jeg står her som en ung mand, der elsker livet på landet,” siger han til hjemmepublikummet, der står med papskilte med påskriften ‘Bevar dansk landbrug’: “Men det liv, jeg ønsker at leve, bliver konstant underprioriteret og udskammet. Jeg skal konstant udskammes, fordi jeg kører en benzinbil eller en dieselbil. Fordi jeg spiser kød og drikker mælk.”

Patrick Culmsee Bryhl skal nok have en fremtid foran sig som politiker. Med enkle virkemidler forklarer han Danmarksdemokraternes systemkritik på letforståelig vis:

“Sandheden er, at vi kommer aldrig til at gøre Greta Thunberg og venstrefløjen tilfredse. De bliver aldrig tilfredse, før dansk landbrug er dødt, og jeg lever af bælgfrugter.” Og her rammer han virkelig et ømt punkt. For bælgfrugter er djævlens værk, må man forstå:

“Men en ting, de ikke har forstået, er, at jeg aldrig kun kommer til at leve af bælgfrugter. For min livret … den er sgu buffet. Og der taler jeg ikke om den der kedelige salatbuffet, der er til familiefesterne. Nej, min livret er en god dansk kødbuffet,” lyder det oprigtigt fra ungdomsformanden.

Ingen skal bestemme, hvad han skal spise, og han vil ikke længere finde sig i at blive hånet, spottet og latterliggjort for at elske det konventionelle landbrug.

Syret form for marxisme

Vekselvirkningen mellem en tyngende skamfølelse og en befriende selvbestemmelsestrang er selve hovednøglen til at forstå, hvorfor højrepartier som Danmarksdemokraterne har så stor succes med at appellere til vælgergrupper, der føler sig hægtet af samfundsudviklingen; til dem, der føler, at andre slæber afsted med alle gevinsterne ved globalisering, digitalisering og den grønne omstilling.

Det er tankevækkende, at fortællingen om det trængte liv på landet bygger på en klassisk offerrolle. Det er eliten ovre i København, som udbytter det arbejdende folk ude i periferien, og ja, det er faktisk en marxistisk analyse, helt old school, som kan siges at ligge til grund for selvbilledet af en landbobefolkning, der ernærer de veluddannede gøgeunger i Aarhus og København. Først pisser de på os, bagefter siger de, at vi lugter.

Ingen vil naturligvis drømme om at bruge betegnelsen “marxistisk”, for det ville være politisk selvmord i selskab med Danmarksdemokraternes vælgere. Her har alt, der kan lyde blot en anelse venstreorienteret, karakter af skældsord. Men grundlæggende er der tale om den samme grundforståelse af økonomien: Allernederst i samfundspyramiden står de slidsomme landarbejdere, som det selvhøjtidelige kulturborgerskab både snylter på og ringeagter.

I hovedværket om dette forunderlige fænomen med højrefløjspolitikere, der vrider en marxistisk analyse rundt i nye landlige gevandter, bogen What’s the Matter with Kansas? fra 2004, beskriver forfatterjournalisten Thomas Frank, hvordan konservative værdispørgsmål som fri abort forvandles til symboler på elitens dominans.

For alle de vælgere, som til hverdag føler, at de bliver økonomisk udbyttet og udskammet af storbyeliterne, bliver spørgsmålet om fri abort således gjort til et symbol på, at nogle fjerne, fremmede og frygteligt frisindede elitetyper vil bestemme henover hovedet på menigmand. Abort er den følelsesladede anledning, men dominansen ovenfra er det egentlige problem, som folk reagerer imod.

Samme mønster går igen ved Inger Støjbergs CO2-rallyer. Forslaget om en klimaafgift er blot gnisten, der har antændt opstandelsen: Den egentlige frustration handler i højere grad om, at livsgrundlaget for alvor skrider i landdistrikterne, samtidig med at de bedst stillede inde i de største byer tilmed har fortsat stigende friværdier.

En nejer til folket

Til CO2-rallyet lørdag uden for Randers satte partiets spidskandidat til Europa-Parlamentsvalget, Kristoffer Storm, fyndige ord på fjendebilledet: “De djøffere, der laver reglerne, spiser ikke bøffer”.

Da Inger Støjberg herself endelig indtager scenen har hjælperne allerede præsenteret både skurke og helte, og hun kan derfor nøjes med at tale til de fremmødtes ramponerede stolthed:

“Dansk landbrug er en af de mest klimabevidste og klimadygtige landbrug i hele verden. Det er derfor, det er tude-hamrende-tosset at indføre en CO2-afgift på dansk landbrug som det eneste land i hele verden,” siger Støjberg, og afbrydes af klapsalver og forløsende hujen.

Dernæst kørte hun afsted med de efterhånden gamle travere om “de københavnske saloner”, dog krydret med lidt spydigheder om, at den veluddannede elite ikke længere kan se deres “privilegier for bar stuk”, altså også her en lidt pudsig twistet brug af det nymarxistiske begreb om privilegieblindhed. Og så selvfølgelig bashing af bælgfrugter, som åbenbart er det værste, man overhovedet kan forestille sig på tallerkenen blandt Danmarksdemokraternes kernevælgere.

Hvis man skulle være i tvivl om inspirationen fra Trump satte Danmarksdemokraternes Ungdom trumf på ved at have optrykt sedler med såkaldte “Inger-dollars”. Med et farvefoto af Inger Støjberg – som en anden Benjamin Franklin, én af USA’s grundlæggere, der figurer på den amerikanske 100-dollarseddel – lyder parolen enkelt: “Lavere skatter og afgifter – og mere frit valg”.

Så selv om argumenternes appel reelt bygger på en marxistisk analyse af grov udbytning af globaliseringens tabere, er de hurtige løsninger fra Danmarksdemokraterne i praksis så liberalistiske, som de næsten kan blive her i Danmark. Støjberg har nemlig først og fremmest fået godt fat i Venstres gamle højrefløj, og de nye ved Danmarksdemokraterne er på ingen måde deres forslag eller mangel på samme.

Nej, det slagkraftige er i bund og grund, at Støjberg stiller sig i spidsen for de mest forbandede; dem, der føler sig klemt og glemt. Kort sagt dem, som venstrefløjen tidligere forsøgte at repræsentere. Det omvæltende er, at systemkritikken nu kommer fra højre, og tilmed indpakket i humor og kulørte lamper. Weekendens C02-rallyer vil blive husket for én enkelt ting: “En nejer – øl, som de er flest”, Støjbergs bajere. Skål! Det er en protestform, som venstrefløjen heller ikke længere mestrer. /Lars Trier Mogensen

 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12