Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Ramadanmiddag. Just do it. Det er en smuk og hyggelig begivenhed for alle, der har lyst, troende som ikke-troende, fastende som ikke-fastende. Ligesom ramadanen er en måned for refleksion og fordybelse, kan ramadanmiddagen være et sted for respektfuld dialog om, hvad der nu er relevant i sammenhængen. Et eksempel: I sidste uge holdt juristernes og økonomernes fagforbund Djøf i samarbejde med revisions- og konsulentvirksomheden Ernst & Young en ramadanmiddag med det formål “at samle både fastende og ikke-fastende djøf’ere til en dialog om det inkluderende på arbejdspladsen”. At dømme på folks opslag på LinkedIn var arrangementet en strålende succes – et eksempel til efterfølgelse.
Mindre heldigt er det, når en ramadanmiddag bliver politiseret på en plat og uhensigtsmæssig måde. Det kan man sige var tilfældet med den ramadanmiddag i Tingbjerg Kulturhus, som fandt sted i sidste uge hos Özlem Cekic’ ellers sympatiske foreningsinitiativ ‘Brobyggerne – Center for dialogkaffe’. En gruppe på fem muslimer meldte kort forinden afbud til Brobyggernes ramadanmiddag. De formulerede afbuddene forskelligt på sociale medier, men årsagen var den samme: “Dialogkaffe er godt. Men ingen dialogkaffe kan bygge bro mellem dem, der udsættes for folkemordet, og dem, der undskylder det.”
Brobyggernes næstformand er overrabbiner Jair Melchior. Melchior er – ligesom bedstefaren Bent Melchior var det – en venlig, tolerant og inkluderende mand med et stort udsyn. Men den unge Melchior har haft overordentligt svært ved at tage afstand fra Israels uproportionale og barbariske bombardementer i Gaza-striben, som indtil videre har kostet mindst 33.000 civile livet og invalideret endnu flere.
Jair Melchior har sådan set ikke bare haft svært ved det, han har helt undgået at gøre det. I en reportage i Kristeligt Dagblad fra december refereres det, hvordan en skoleelev under et dialogarrangement spørger Melchior, om ikke det er “terror fra begge sider, hvis Israel bomber biler med civile, der forsøger at komme væk fra krigszonen?” Hertil svarer overrabbineren forblommet: “Jeg kan fortælle dig, at der sidder en jurist og godkender hver en bombe, Israel sender af sted.” Da en elev spørger: “Hvad med bombningen af hospitaler?” svarer Melchior: “Det er ikke sket.”
De fem muslimer (eller “muslimske ledere”, som Politiken kaldte dem i en lederartikel) ønskede blot som mindstemål, at der fra Melchiors side blev taget afstand fra den israelske regerings magtanvendelse og voldsudgydelser. Det pinte dem, at Özlem Cekic i sin omtale af arrangementet på sociale medier havde skrevet – banaliserende og forenklende – at bagtæppet for ramadanmiddagen var “den tragiske omstændighed, at der atter er krig i Mellemøsten”.
Og værre blev det, da Cekic (som selv er muslim) tidligt om morgenen dagen efter middagen skrev ud på Facebook, at hun havde behov for at dele sine refleksioner oven på afbuddene, hvorefter hun bl.a. formulerede sig sådan her: “Denne gang kommer kritikken desværre fra nogle fremtrædende danske muslimer. De mener ikke, at man kan dele et måltid med danske jøder, når Gaza bliver bombet sønder og sammen af Israel.”
Af en ‘brobygger’ at være var det en bemærkelsesværdig splittende måde at formulere sig på. Så disse muslimer ville simpelthen ikke mødes med danske jøder? Historien blev straks samlet op af medierne. Vinklen havde Özlem Cekic leveret, nu blev den bare skærpet lidt. En overskrift i B.T. lød: ‘“Udansk” og “antisemitisk”: Politikere raser over muslimsk boykot’.
B.T. er en avis i frit fald. Både annoncørerne og læserne svigter, så Berlingske Medias direktør, der selv er erklæret borgerlig, har hyret en borgerlig chefredaktør, der skal levere nyheder til borgerlige læsere. I farten har man måske glemt at tænke sig om, og det er denne artikel en udmærket eksponent for. Først citerer B.T.-journalisten Jens-Kristian Lütken, der er integrationsborgmester for Venstre i Københavns Kommune: “Det er virkelig ærgerligt, at flere af de inviterede muslimer vælger at blive væk. Det er jo udelukkende, fordi han er jøde og repræsentant for jødedommen herhjemme, og fordi hans familie har en tilknytning til Israel. Det gør mig virkelig ked af det, og det er virkelig udansk,” siger han.
Næste levende billede er Danmarksdemokraternes udlændinge- og integrationsordfører Peter Skaarup. Han lever en stille zombietilværelse i sit parti, men når en journalist ringer og vækker ham, har han ikke glemt sit gamle Dansk Folkeparti-vokabularium fra 00’erne: “Der er tale om intolerante muslimer, der ikke kan acceptere jøder. Det er sagens kerne. Det er paradoksalt, at man prædiker dialog og samkvem fra arrangørernes side, men at mange af de inviterede muslimer så ikke engang vil møde op, når der er optræk til dialog,” lyder det fra Skaarup.
Trip trap træsko. B.T.’s journalist er hele spektret rundt og skal da også lige høre Socialdemokratiets udlændinge- og integrationsordfører, Frederik Vad, som det forløbne halve år har skærpet sin profil som strammer på sit område: “Hvis ikke man vil mødes med officielle repræsentanter fra jødiske institutioner i Danmark, så mener jeg sådan set, at det er en form for indirekte antisemitisme.”
Så kom antisemitismekortet op. Men de fem muslimer – Imran Bin Munir Husayn, Fatih Alev, Naveed Baig, Zubair Butt Hussain og Urfan Zahoor Ahmed – har intet problem med jøder. De har et problem med folk, der ikke kan tage afstand fra voldsomme overgreb mod en civilbefolkning, der lever under apartheid-lignende forhold og ikke kan komme væk. Husker du “Dialogkaffe er godt”-citatet, som stod længere oppe? Det med at “ingen dialogkaffe kan bygge bro mellem dem, der udsættes for folkemordet, og dem, der undskylder det”? Det var ikke en af muslimerne, der skrev det, men Klaus Goldschmidt Henriksen, der er 1. stedfortræder for Enhedslisten i Borgerrepræsentationen i København – og jøde.
For et par dage siden skrev han til Özlem Cekic på Facebook: “Vi er rigtig mange med jødisk baggrund, som har fine, daglige relationer med muslimer, palæstinensere og så videre (…) [P]roblemet med din aktuelle tilgang er, at du taler om ‘jøder’ som én homogen gruppe og ser bort fra at staten Israel – og Det Jødiske Samfund – bruger den samme generelle vending ‘jøder’, når de vil forsvare Israel og bortforklare Israels besættelse, drab, fordrivelser osv. Og vi er mange, som lige nu har det ekstremt svært med en dialog med Israels danske støtter, der på deres side har helt utroligt svært ved at tage klar og synlig afstand fra Israels handlinger.”
Muslimer og jøder mødes på alle mulige måder, ikke kun til dialogkaffe hos Brobyggerne. Medierne må stramme sig an, når virkeligheden skal gengives. /Oliver Stilling