Den grønne omstilling har fået et nyt kort på hånden

Det er billedligt og helt konkret: “Umuligheden” af at rejse med tog mellem de europæiske hovedstæder står ifølge den tidligere italienske premierminister Enrico Letta som det mest fremtrædende eksempel på EU’s udfordringer. På den ene side står unionens udvandede og bortforhandlede klimamål, hvor helt grundlæggende grønne løsninger halter – og på den anden side spørgsmålet: Hvorfor lader en union baseret på fri bevægelighed – af varer, kapital, ydelser og personer – dig strande på stationen i Berlin?

Som den 57-årige socialdemokrat opsummerer i en ny 147 sider lang rapport, som Bruxelles har haft travlt med at læse siden onsdag: “På et kontinent, der er så lille og tæt befolket som vores, og som også har slået ind på vejen mod miljømæssig bæredygtighed, ville det have været naturligt at rejse med tog, som er indbegrebet af en grøn transportform. Men det er umuligt i øjeblikket, og det ser ikke ud til at ændre sig i den nærmeste fremtid, da konkrete driftsplaner stadig kun er teoretiske. Det er en dyb selvmodsigelse, som er symbolsk for problemerne med det indre marked.”

Her 31 år efter det indre markeds fødsel er det fragmenteret og i stykker. På samme måde som dets fadder, den for nylig afdøde Jacques Delors, råbte højt om eurozonens fejl, er det nu Letta, der viderefører ånden. Som formand for tænketanken Institut Jacques Delors advarer han om, at det indre marked ikke længere er indre. Europa mister virksomheder, hoveder og økonomi til USA og Kina, og vi kan ikke garantere arbejdspladser til de europæiske borgere. Nu skal det indre marked have “tænder”.

Lettas rapport bliver taget op på torsdagens topmøde i Bruxelles, hvor EU-lederne skal debattere de strategiske prioriteter for de næste fem år. Og frustrationerne har allerede hobet sig op, efter et lækket udkast fra EU-rådsformand Charles Michel viser, at klima og miljø er trådt i baggrunden til fordel for industri, krig og forsvar. Midt i en valgkamp, hvor afgørende dele af den grønne aftale Green Deal er blevet slækket, hvor natur- og genopretningsloven pludselig blev sat på pause, og hvor landmændene har kastet æg for kompromiser.

Ifølge Neil Makaroff, direktør for den franske tænketank Strategic Perspectives, understreger Lettas visioner behovet for en ny europæisk industripolitik, der sætter den grønne omstilling først. Krigen i Ukraine har mindsket afhængigheden af Rusland, men har også afsløret EU’s sårbarhed over for USA og Kina: For eksempel har EU fordoblet indkøbet af flydende gas (LNG) fra USA siden 2022. Produktionen skal tilbage på europæiske hænder, men det kan ikke gøres uden at vælge grønt.

“Letta siger tydeligt, at Green Deal bidrager til EU’s industrielle lederskab, og at vi er nødt til at starte en stabil ramme. Det går imod den anti-Green Deal-fortælling, vi ser i øjeblikket, hvor nogle politiske partier siger, at de ønsker at rulle lovgivning, standarder og mål tilbage,” siger Makaroff. Han kalder derfor rapporten et vigtigt signal til dem, der tror, at den grønne omstilling kan smides væk i en håndevending.

“Den siger præcis det modsatte: At hvis europæiske aktører ønsker at være konkurrencedygtige og opbygge en business case, har de brug for stabilitet i lovgivningen. At vi er nødt til at bevare det, der er blevet vedtaget i denne valgperiode.”

Et offentligt gode

Mens EU har udtrykt ønske om at matche Joe Bidens Inflation Reduction Act (IRA), der giver milliardskattelettelser og statsstøtte til grønne teknologier, har der fra flere sider været bekymring for, at unionen kastede sig hovedkulds ind i en global statsstøttekrig. I den forlængelse har Letta foreslået en ny femte frihed, som skal sikre, at unionen fokuserer på det, den er bedst til: At skabe et energisystem, der er pålideligt, innovativt og bæredygtigt. Kvalitet over kvantitet.

Hvor klima og miljø ifølge en hurtig ordoptælling ikke fyldte lige så meget i Delors’ tanker om det indre marked, fungerer Lettas tognetværk som et eksempel på det, de europæiske ledere ikke længere kan ignorere: At Europas konkurrenceevne ikke kan opretholdes uden at prioritere den grønne omstilling. Netop det har en anden tidligere italiensk premierminister Mario Draghi – der har fået til opgave at komme med bud på, hvordan den tabte konkurrenceevne kan genoprettes – også understreget i denne uge: I sin tale i Bruxelles tirsdag fremhævede han et fælles energinet som noget, der bør være et offentligt gode.

Ifølge Makarov skal en ny europæisk industristrategi basere sig på tre afgørende aspekter: Dekarbonisering og elektrificering, der skaber billigere og mere konkurrencedygtige elpriser; investeringer i fabrikker med fokus på netto-nul-teknologier; og at skabe en værdikæde inden for Europa – så eksempelvis lithium til elbilbatterier kan raffineres i Spanien i stedet for Kina, som i dag sidder tungt på de sjældne jordarter og kritiske råstoffer til den grønne omstilling. Efter Strategic Perspectives beregninger kan det skabe to mio. jobs i 2040.

“Hvis vi ikke reagerer hurtigt, er der en klar frygt for, at EU vil stå over for en økonomisk tilbagegang eller endda en afindustrialisering. At dekarbonisere vores økonomi er den bedste måde at genvinde den europæiske konkurrenceevne,” siger Makaroff.

Opgør med statsstøtten

Det største slag bliver – præcis som med Green Deal – hvem der skal betale. Letta har tidligere kaldt det en fejl at igangsætte en grøn omstilling uden først at blive enige om, hvor regningen ender. Derfor foreslår Letta en nytænkning af de europæiske statsstøtteregler, der blev lempet efter coronakrisen, og som han har udtalt er “dræbende” for det indre marked. Idéen er grundlæggende, at medlemslandene skal bruge noget af deres støtte på paneuropæiske projekter – herunder en europæisk garantifond, der skal hjælpe mindre medlemslande til at “overvinde begrænset forhandlingsstyrke på grund af mindre indkøbsvolumener”.

Men det er langt fra givet, at der vil være enstemmig opbakning. For det er historisk set ikke alle, der er lige glade for at poste flere penge i budgetterne – som vi har set det i ophedede gældsdiskussioner om den europæiske genopretningsfond efter pandemien. En anden og lige så stor ubekendt faktor skal findes uden for Europas grænser. For uanset, hvordan Europa-Parlamentets sammensætning ser ud efter juni – og om Kommissionen, når dens mandatperiode udløber i december, ligeledes bliver mindre grøn – står Donald Trump på den anden side af Atlanten og truer med at droppe IRA.

Derfor kan det allerede nu betale sig at tænke langt.

“Man kan forestille sig, at USA under en Trump-administration vil ønske at øge eksporten af LNG til EU. Til skade for EU’s energisikkerhed. LNG er ekstremt dyrt og ustabilt. Hvis man ikke dekarboniserer, hvis man ikke på den ene side udvikler netto-nul-teknologier i industrien og på den anden side dekarboniserer den tunge industri, risikerer man at blive ekstremt afhængig af amerikansk LNG-import. Det er ikke et særlig strategisk og smart valg for europæiske aktører at forblive afhængige af Trumps administration,” siger Neil Makaroff.

“Europæiske industristrategier kan vende Green Deal til noget positivt i form af arbejdspladser og fabrikker. Det modvirker ideen om, at miljølovgivningen faktisk er imod industrien. Det er ikke enten eller, netto-nul-omstillingen og industrien hører sammen.”