Taylor Swift for begynderen

David: Okay Emilie. Nu har jeg så lyttet til The Tortured Poets Department: The Anthology, og jeg… forstår ikke rigtigt hypen. Til gengæld har jeg skrevet nogle noter til pladen, som jeg meget gerne vil dele med dig. Men før vi kommer så langt, bliver jeg nødt til at høre: Hvad er det egentlig, Taylor Swift kan?

Emilie: Det er et stort spørgsmål, og det er egentlig vildt, at vi stadig stiller det. For hun har gang på gang bevist, at der egentlig ikke er noget, hun ikke kan: Country, pop, indiemusik, verdensherredømme, etc. Derfor er det også ufatteligt for mig, at du nærmest ikke kender nogle af de helt store Swift-sange. Hun har været soundtracket til mit liv, og sådan tror jeg, at mange – særligt unge kvinder – har det. Det er nok også her, at noget af hendes magi ligger, i hendes fortælling og i den nostalgi, hun altid har brugt til at formidle den. Hun har fra starten af sin karriere dyrket autofiktionen og dagbogens nærmest hellige status, og hun kategoriserer selv sine sange ud fra dem, der er skrevet med fjerpen, fyldepen og glittertusch.

David: Haha, måske er det netop det, der gør Taylor Swift så svær at forstå udefra: At hun har erobret verdensherredømmet og egenhændigt kan påvirke landes BNP med sine koncerter. Pludselig er man blevet uvildig undersåt i Taylor Swifts kongerige (dronningerige?), pænt forvirret over, hvordan man er havnet der, og hvorfor alle taler om Taylor Swifts privatliv, som var det en religiøs tekst, der skal udlægges. Men det er så selvfølgelig også der, autofiktionen kommer ind i billedet. Hvad skal jeg vide om hendes (selv)fortælling?

Emilie: En religiøs tekst er egentlig en passende metafor, for Swifts egen fortælling handler meget om redemption. Vi kommer ikke udenom Kanye West (Ye?), for hvis jeg skulle forklare hendes liv med udgangspunkt i én begivenhed, så ville det være MTV VMA i 2009. Swift ankom i en græskarformet glaskarat, klædt i en glitrende sølvkjole. Hun skulle optræde og var nomineret for sangen “You Belong With Me”, hvis musikvideo hun vandt en pris for. Under takketalen kom Ye op på scenen, greb mikrofonen ud af hendes hånd og sagde de berygtede ord “I’mma let you finish, but Beyoncé had one of the best videos of all time!” En oplevelse, som Swift selv har beskrevet som meget formativ. Syv år senere spillede Ye (og hans ekskone Kim Kardashian) også en stor rolle i at vende offentligheden imod Swift. Hun gemte sig væk i et års tid, før hun vendte tilbage med hævnpladen reputation.

Den anden skurk i Swifts historie er Scott Borchetta, chefen for hendes tidligere pladeselskab, der i 2019 solgte hendes såkaldte masters, altså indspilningerne af sangene fra hendes fem første plader.

Det er dog vigtigt at tilføje, at det her er Swifts egen udlægning af historien. For hvis man ser lidt mere objektivt på det, så er det faktisk lidt svært at genkende hendes korsfæstelse. Hendes salgstal har aldrig været videre påvirket af det offentlige backlash, og særligt i forhold til Borchetta har hun fået det sidste ord – for med genindspilningerne af Swifts tidligere plader, som hun nu udgiver og ejer rettighederne til, har hendes popularitet nået nye højder.

David: Uha, vi må hellere lade være med at tale for meget om Kanye West, for ellers stopper jeg aldrig igen! Så lad os hoppe videre til det nye album. Hvad synes du om det?

Emilie: Det er langt fra det bedste, jeg har hørt fra hende. Med dét sagt, så synes jeg stadig, at hun er bedre end de fleste, også når det bliver ujævnt og repetitivt. Pladens store temaer, et brud med henholdsvis en bad boy og berømmelse, har hun tacklet før og bedre. På både Red og 1989 er hun skarpere og sjovere, mens hun i sangen “Mirrorball” fra folklore skriver vildt godt om at være kendt og en kæmpe people-pleaser:

“I’m still on that trapeze/ I’m still trying everything/ to keep you looking at me”.

Men altså, jeg er kun et menneske (og en Swiftie), så selvfølgelig lytter jeg også til sangene og leder efter alle ledetrådene om, hvem og hvad de handler om. Derfor er jeg også nysgerrig: Hvordan er det at lytte til Taylor Swift, når man ikke kender til hendes datinghistorik?

David: Godt spørgsmål! Efter at have hørt pladen igennem så tilpas mange gange, at jeg er begyndt at blive nervøs for anbefalingerne i min Apple Music-algoritme, sidder jeg i hvert fald stadig tilbage med en fornemmelse af, at der er noget, jeg mangler. Det er, som om albummet ikke bare er et isoleret værk for sig, men en del af et større puslespil, som jeg umuligt vil kunne samle uden at grave mig ned i nogle dybe Taylor Swift-kaninhuller på internettet. Hvilket leder mig tilbage til mine noter  – for måske kan de tage dig med på den rejse, jeg har været på.

Noget af det første, jeg har skrevet, er, at pladen tydeligvis går efter en 80’er-inspireret synthpop-lyd, som ikke er super opfindsom. Godt halvvejs igennem begynder alt også at glide sammen for mig. “Hvor meget af det her album er Taylor Swift, der har lyttet virkelig meget til Lana Del Rey, og hvor meget er det bare sådan, Taylor normalt lyder?”, har jeg bemærket. Hen mod slutningen stempler jeg for alvor ud, for det bliver – i mine ører – mest bare den ene formulariske sang efter den anden, hvor teksten tydeligvis er det vigtigste, snarere end instrumentaliseringen og produktionen. “Jeg er træt, trættere end Taylor Swifts kronisk søvnige halvt-hviskende vokal. Jeg kan ikke håndtere flere klaverballader. Hvornår slutter det her?”, noterer jeg.

Emilie: For at give lidt kontekst, så kommer den her synthpop-lyd fra produceren Jack Antonoff, som hun har arbejdet sammen med siden 2014. Et samarbejde, der har leveret højpolerede pop-perler i form af sangene “Out of the Woods”, “Cruel Summer” og “August”. Men ved de første gennemlytninger af den her plade må jeg indrømme, at jeg er lidt træt af hans lyd, der går igen hos bl.a. Lana Del Rey, som han også producerer for. Og så sidder jeg alligevel med musikken i ørene lige nu, og den er mærkeligt afhængighedsskabende? Det er mere råt og rodet, men det fungerer.

Jeg giver dig ret i, at der er virkelig mange sange. Og her må jeg lige vende tilbage til genindspilningerne af hendes tidligere plader. For med dem introducerede hun konceptet “vault tracks”, altså sange, der ikke kom med på de oprindelige plader, men som nu er med som bonusnumre på de genindspillede versioner. Det er noget, som hendes fans selvfølgelig elsker. Nu lader det til, at bonussangene er med på pladen fra begyndelsen, og der må man bare konkludere, at det ikke er alle udkast, der er geniale.

Jeg er jo dybt nede i det kaninhul, som du refererer til, men her er vi jo også tilbage ved det autofiktive element. Derfor vil jeg spørge: Som en, der ikke har læst Karl Ove Knausgård, kan jeg vel heller ikke bare kaste mig ud i femte bind af Min kamp og forstå det hele?

David: Touché!

Der er helt klart noget i mit eget uoplyste ståsted (også som Knausgård-elskende hvid hetero-mand), der bliver et ret åbenlyst problem, når jeg skal forholde mig til det her album. Og det er heller ikke fordi, jeg synes alt er dårligt. Fx er “I Can Do It With a Broken Heart” en kæmpe banger. “So Long, London” er også meget god, for den lyder som en sang, hvor Matt Berninger fra The National kunne have sunget omkvædet – hvilket jo nok skyldes, at Aaron Dessner fra The National også har været med til at producere pladen. Men måske er vi her tilbage ved mit eget ståsted – for vil jeg bare gerne have, at Taylor Swift skal lyde som Matt Berninger?

Apropos ståsted: Kan en milliardær som Taylor Swift egentlig være en “tortured poet”?

Emilie: Der ligger klart et paradoks i privatflyvende og Super Bowl-stjerne datende Swift, som jo er kendt for at være relatable. Derudover synes jeg, at alle de Knausgård-elskende hvide hetero-mænd skal starte et andet sted, navnlig med pladerne folklore og evermore, der har et mere fiktivt udgangspunkt.

Jeg er dog glad for, at det ikke var tortur for dig hele vejen igennem. Udover de sange, som du nævner, vil jeg også fremhæve “Clara Bow”, en virkelig interessant sang, som kun hun kunne skrive:

“You look like Taylor Swift/ in this light, we’re loving it /You’ve got edge, she never did /The future’s bright, dazzling.”

Taylor Swift har beskæftiget sig med sin frygt for at blive erstattet lige siden hun var i starten af 20’erne (hun er 34 i dag), og der er også en berettiget kritik af musikindustrien og måden, hvorpå særligt kvindelige kunstnere konstant må forny sig selv og har en relativt tidlig udløbsdato.

David: Ja, det er en spændende tematik. Desuden virker det, som om Taylor Swift gerne vil tage et opgør med det parasociale, lidt overdrevne forhold, mange af hendes fans har til hende som kvindelig kunstner?

Emilie: Helt klart. Der er virkelig nogle svirp til de fans, som synes, at Matty Healy var så nederen, at de lavede åbne breve og underskriftsindsamlinger for at få forholdet til at slutte. Og det er jo nok også svært ikke at blive meta, når man er så allestedsnærværende, som Swift er. Det er lidt sjovt, når hun på “Who’s Afraid Of Little Old Me” synger:

“So tell me everything is not about me/ But what if it is?”

For lige nu handler det hele jo rent faktisk om hende.

David: Haha, ja! Man kan jo næsten ikke være nogle steder på internettet uden at blive konfronteret med Taylor Swift. Hun er narrativet. Det er stadig ret overvældende. Men du har i hvert fald givet mig mere blod på tanden i forhold til at dykke ned i Taylor Swifts bagkatalog. Særligt hvis du også mener, at The Tortured Poets Department: The Anthology heller ikke er hendes stærkeste værk – så tak!

Et sidste spørgsmål, før jeg forvilder mig helt ind i Swift-metaverset: På sangen “thanK you aIMee” synger hun om en kvinde, hun tydeligvis ikke kan lide. Det er – af mangel på bedre ord – et diss track. I slutningen synger hun det her:

“I don’t think you’ve changed much/ And so I changed your name and any real defining clues/ And one day, your kid comes home singin’/ A song that only us two is gonna know is about you.”

Det mærkelige er dog, at selve sangtitlen med de kapitaliserede bogstaver alligevel giver et pænt stort hint om, hvem Taylor Swift har i tankerne – nemlig Kim, altså Kim Kardashian. Er Taylor Swift bare ironisk, eller hvad er meningen?

Emilie: Haha, jeg rynkede lidt på panden, da jeg så dén sangtitel. For her er vi jo helt tilbage i hendes tidligste plader, hvor hun gjorde brug af kapitaliserede bogstaver i de medfølgende sanghæfter, så man meget nemt kunne gætte sig til, hvilken ekskæreste, der nu fik røven på komedie.

Men altså, Taylor Swift har en veludviklet sans for ironi – også på den her plade, der er blevet markedsført med en sort/hvid æstetik og skrivemaskiner, hvorefter hun på titelnummeret synger: “I think some things I never say/ Like, who uses typewriters anyway?”