Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Ved fordøren har der været stort spektakel foran Forsvarsministeriet her til morgen: Dramaet om kvindelig værnepligt har fået Danmarksdemokraternes formand Inger Støjberg og Liberal Alliances formand Alex Vanopslagh til at stille sig på tværs. Men omme ved bagdøren – i mere ubemærkethed – foregår et forhandlingsspil, som kan ende med at få mere vidtrækkende konsekvenser. Og vel at mærke for de allermest sårbare.
Gennem de seneste uger har social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) forsøgt at forhandle en ny og ganske spektakulær aftale på handicapområdet på plads. Den offentlige opmærksomhed har været påfaldende fraværende, til trods for at der her kan komme langt mere håndfast tvang i spil.
I det udkast til nye regler på handicapområdet, som SVM-regeringen har lagt på bordet, vil mennesker med udviklingshandicap fremover kunne låst inde i op til ti timer i døgnet – officielt for at “mindske bureaukratiet og at gøre det mere smidigt”. Samtidig vil beboere med handicap blive overvåget med videokameraer.
Præmissen for forhandlingerne er, at hjælpen til borgere med funktionsudfordringer ikke må koste flere penge, og at alle ændringer derfor skal finansieres direkte ved at spare andre steder på området, primært ved såkaldt afbureaukratisering. Og det er altså her, at Pernille Rosenkrantz-Theil har fundet et bemærkelsesværdigt kryds: Indespærring af personer med handicap – blot for at spare penge.
Retfærdigvis åbner udspillet kun for muligheden for budget-indespærring, men som erfaringerne viser på handicapområdet, er der altid bosteder og kommuner, som vælger de billigste løsninger. Derfor har ordningen da også skabt postyr, for reelt er der tale om et langt større tvangsindgreb end overvejelserne om at indføre værnepligt for kvinder.
Den afgørende forskel – ikke mindst politisk – er blot, at øget tvang over for personer med handicap vil ramme en forholdsvis lille gruppe af særligt sårbare, mens en udvidelse af værnepligten potentielt vil kunne berøre alle familier i Danmark, og på klassisk vis er der således tale om, at et ganske ekstremt indgreb over for få almindeligvis skaber mindre ballade end et moderat indgreb over for den brede befolkning.
Shitstorm på vej
På Christiansborg er det dog langt fra alle partier, der er villige til at medvirke til SVM-regeringens planer. Onsdag blev SF skubbet helt ud af forhandlingerne:
“Regeringen bad os sige ja til tiltag, der utvetydigt vil forværre forholdene for personer med handicap, og som understreger et alarmerende skifte fra pædagogik til magtanvendelse. Samtidig krævede man nedskæringer på et område, der i forvejen er ramt af manglende økonomi,” fortæller SF’s handicapordfører Charlotte Broman Mølbæk, som ikke ville være med til at indføre mere tvang for at spare penge: “Vi er blevet bedt om at tage vores gode tøj og gå.”
Den øvrige opposition er om muligt endnu mere kritiske. En umage alliance af yderfløjspartier fra højre til venstre er kommet med et egentligt opråb. Så forskellige partier som Enhedslisten, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Alternativet er enige om at kritisere social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil:
“Regeringens retning på handicapområdet er skudt helt ved siden af: Vi skal ikke have mere tvang og mere magtanvendelse,” skriver de fem partier i deres fælles opråb, som fortsætter: “I stedet skal vi – som alle Folketingets partier er enige om i aftalen ’En bedre psykiatri’ fra november 2023 – gøre alt, hvad vi kan for at nedbringe brugen af tvang og magtanvendelse og i stedet sikre faglig kvalitet og kompetencer på botilbud for mennesker med handicap samt et fokus på tidlig indsats.”
Kritikken er opsigtsvækkende og kunne meget vel sætte gang i en ny og større shitstorm mod de tre regeringspartier, som nu står alene tilbage sammen med kun to andre partier, De Radikale og De Konservative. Formelt er flertallet dermed mere end på plads: SVM-regeringen kan sagtens gennemføre de i alt 22 nye initiativer på handicapområdet, uden at skulle lytte til hverken oppositionen eller organisationerne på socialområdet.
Regeringstoppen risikerer dog at forregne sig, hvis de blot tromler planerne igennem. For nedefra begynder modstanden at vokse frem. Efter finansminister Nicolai Wammen (S) kom til at sætte gang i debatten, da sidste efterår fik mere end antydet, at personer med handicap og det såkaldt “specialiserede socialområde” dræner kommunernes kasser, er der opstået nye græsrodsbevægelser, der kæmper for de mest sårbare.
Ude på sidelinjen
Som en direkte reaktion på Wammens kontroversielle brok over udgifterne til handicapområdet opstår initiativet #Enmillionstemmer, hvis medstifter Monica Lylloff er på barrikaderne nu:
“Det vil blive en skamplet på danmarkshistorien, fordi menneskers behov for hjælp vil blive vurderet ud fra, hvad kommunerne har lyst til at betale,” siger hun til DR, hvor hun også kalder forhandlingerne for et bluffnummer: “Jeg er meget bekymret for, at vurderingen af menneskers behov for hjælp bliver sat ind i en ramme, der hedder: Hvor billigt kan det gøres?”
De mere etablerede stemmer på handicapområdet opfordrer til, at hele processen skal begynde forfra, simpelthen fordi SVM-regeringens kombination af tvang og smalhals er uacceptabel. Danske Handicaporganisationers formand, Thorkild Olesen, har hældt aftalen af bordet.
Men trods virakken er alt måske alligevel, som det plejer? Partierne prioriterer endnu ikke tvangen her på samme niveau som den mulige værnepligt for kvinder. Og hverken Danske Handicaporganisationer eller de mere iltre initiativer fra neden skal nok forvente at blive lyttet til på samme måde som SVM-regeringen lytter til interesseorganisationerne på fx landbrugsområdet.
Mens Landbrug & Fødevarer er inviteret helt med i den grønne trepart og er blevet givet næsten en form for vetoret over for udformningen af en CO2-afgift på landbruget, er de organisationer, som repræsenterer sårbare borgere kørt ud på et sidespor. Og da flere vælgere tilsyneladende kan forholde sig helt personligt til konsekvenserne af værnepligt for kvinder end af tvangsindespærring af personer med handicap, har selv de mest kritiske oppositionspartier foreløbigt også valgt at fokusere på kvinder i trøjen.
Så mens partierne her mandag formiddag er flokkedes omkring Forsvarsministeriet, og forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) har haft gang i en dramatisk blinkekonkurrence med Danmarksdemokraternes formand Inger Støjberg og Liberal Alliances formand Alex Vanopslagh om de nærmere formuleringer af en fremtidig værnepligt for kvinder, er der et fortsat og reelt mere vidtgående magtspil i gang i Social- og Boligministeriet.
Det vil være kendetegnende for Socialdemokratiets nye strammerlinje, hvis det ender med, at sparehensyn fører til kontante forringelser for de mest udsatte. Og det vil være endnu mere symptomatisk for den danske offentlighed, hvis ramaskriget først kommer i den bredere offentlighed, når det er for sent. /Lars Trier Mogensen