Foto: José Andrés/WCK
Det er et højt træ. Som ugerne og månederne skrider frem, bliver det mere og mere åbenlyst, at Israels legitime krig mod terrororganisationen Hamas er et illegitimt og menneskeretligt totalt uforsvarligt overgreb mod den palæstinensiske civilbefolkning. Det stod sådan set klart allerede et par uger efter Hamas’ afskyelige angreb på israelsk jord, da antallet af dræbte palæstinensere i den israelske hærs (IDF) modsvar havde rundet de 5.000 – hovedsageligt kvinder og børn. I dag har Israels krigsmaskine kostet nær 35.000 palæstinensere i Gaza livet, og flere end 78.000 er blevet såret. IDF bomber rask væk boligområder, flygtningelejre, universiteter, skoler, hospitaler, nødhjælpskonvojer, journalister, infrastruktur, alt.
Og træet er højt – højt for de folk her i “Vesten”, der kravlede op i det dengang og forsvarede Israels legitime ret til at forsvare sig og gøre gengæld, men som stadig ikke er kommet ned fra træet endnu. Undskyldningerne for stadig at klamre sig til en betingelsesløs støtte til Israels forbrydelser knopskyder i alle mulige retninger: Vi kan ikke stole på palæstinensernes egne tal; Hamas bruger civile som menneskeskjold; palæstinenserne i Gaza har selv stemt på Hamas ved valget i 2006; palæstinenserne er selv ude om det, for de ønsker Israel fjernet fra jordens overflade; IDF er “verdens mest moralske hær” og ville aldrig gøre de ugerninger, den beskyldes for; ja, krig er barbarisk, og man må påregne en vis mængde collateral damage; Hamas kan bare løslade de sidste gidsler, etc., etc.
Gaza i øjenhøjde
For de folk oppe i det træ er det måske på tide at åbne øjnene – bare lidt. Man kunne jo starte med at følge nogle af de (overvejende unge) palæstinensere, som siden Israels modangreb i oktober har orienteret omverdenen om forholdene med kommentarer og videoklip indefra Gaza-striben. Det kunne være fotograferne Wissam Nazar og Motaz Azaira eller de unge journalister Plestia Alaqad og Bisan Owda.
Bisan Owda, der også er fredsaktivist, var før belejringen af Gaza vært på et lille tv-show på den jordanske tv-kanal Roya med titlen Hakawatya, hvor hun fortalte historier med inspiration fra den arabiske tradition for historiefortælling. Siden oktober har de ting, hun fortæller til sine 4,5 mio. følgere på Instagram, været uhyggeligt virkelighedsnære. Her tirsdag morgen delte Bisan Owda en 15 sekunder lang video på Instagram, som er delt op i to klip. På det første ses Owda selv under de første optagelser til Hakawatya, inden den israelske hær indtog Gaza. Solen skinner, hun sidder på en stol foran et stort skilt ved en lille plads i Rafah, hvor der står “I love Gaza” – med et hjerte i stedet for “elsker”. Skiltet er noget af det første, man ser, når man krydser den sydlige grænse mellem Egypten og Gaza. “Alle mennesker, som er rejst ind her de seneste tre år, kender det godt,” skriver hun.
Anden del af videoen ses fra toppen af en israelsk kampvogn tidligt i morges. Her er skiltet igen, og minsandten om ikke kampvognen kører ind over skiltet og smadrer det. Alt skal væk, alt skal tilsyneladende jævnes med jorden. Gaza-striben skal gøres til et sted, hvor der ikke er nogle steder at være for levende mennesker.
Det scenarie, som alle håbede kunne afværges, er en realitet: Israel har først bombet og er siden gået ind i Rafah, som en stor del af Gaza-stribens 2 mio. indbyggere er blevet fordrevet til. Mandag udtalte FN’s rapportør for Palæstina Francesca Albanese, at et angreb på Rafah ville være “et angreb på den civile befolkning” og en “massakre”. Hun understregede, at børn i Gaza-striben i forvejen dør på grund af fejlernæring og infektioner. “Dødstallet bliver ved med at stige, ikke kun på grund af bomber, men også på grund af manglende sundhedsfaciliteter”.
Israel har overtaget kontrollen over grænseovergangen til Egypten, og FN’s kontor for koordinering af humanitær indsats (OCHA) kan ikke længere komme ind, siger kontorets talsperson Jens Lærke. “På nuværende tidspunkt har vi ingen fysisk tilstedeværelse ved overgangen i Rafah, da vi har fået nægtet adgang af [det israelske forsvarsministerium]”.
Det er en dybt tragisk situation. Forleden bragte dagbladet Information et essay af den israelske populærhistoriker Yuval Noah Harari, hvor han er inde på den benægtelse eller fortrængning, som vi forsøgte at skitsere længere oppe i denne tekst. Den er naturligvis endnu stærkere i den israelske befolkning. Harari konkluderer, at “Israels internationale anseelse [ligger] i ruiner”, og at det mest optimistiske scenarie måske er, at det bliver Mellemøstens svar på Nordkorea. /Oliver Stilling