Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Med fem år forsinkelse begynder det at dæmre, hvor meget der reelt er på spil, når der afholdes valg til Europa-Parlamentet om blot 27 dage. Hele Europa står over for et nyt klimavalg, blot med omvendt fortegn. Det virkelige klimavalg skete nemlig tilbage i 2019, og nu risikerer modreaktionen, rekylen, at slå hårdt tilbage.
For fem år siden endte stemmerne nemlig med at falde ud til grøn side, og i løbet af de seneste fem år har EU-systemet målrettet arbejdet for at accelerere klimaomstillingen, ofte i konflikt med medlemslandene. Anført af kommissionsformand Ursula von der Leyen er EU for længst rykket foran gennemsnittet. Bruxelles er på forunderlig vis blevet aktivistisk.
I dag er Europa nået frem til det afgørende punkt, at de europæiske standarder for bl.a. reduktioner af drivhusgasudledning og møjsommelig naturgenopretning har nået et langt mere ambitiøst niveau end de lokale regler her i Danmark. Når og hvis der sker grønne ryk, er det således i stadig højere grad drevet frem af fælleseuropæiske beslutninger.
Men intet varer evigt. Når vælgerne i Danmark skal til stemmeurnerne søndag den 9. juni handler det som udgangspunkt ikke længere om at presse den grønne omstilling højere op på dagsordenen, men kan derimod meget hurtigt vise sig at blive en kamp om det stik modsatte. Om at bremse tilbageslaget.
I en lang række EU-lande mobiliserer både højrefløjs- og centrumpartier sig lige nu imod den miljø- og klimaregulering, som ellers var opnået enighed om. Den modstrømning, som kaldes for ‘Net Zero Backlash’, kan meget vel blive triumfatoren ved det snarlige EP-valg. I hvert fald hvis de grønneste stemmer ikke går til modangreb på modangrebet.
Skær landbrugsstøtten
Balancen er måske ligefrem tippet, før valget overhovedet er afholdt. Da Europa-Parlamentet for ganske nylig stemte om den nye naturgenopretningsplan, lykkedes det kun at få et knebent flertal for en stærkt udvandet version. Efter intenst pres for landbrugslobbyen fik flere af forslagene slebet kanterne af, og alligevel nåede ja-stemmerne kun på på 336 for, mens 300 stemte imod og 13 blanke. Næste gang vil balancen med meget stor sandsynlighed være kæntret.
Hvis prognoserne holder, forsvinder det grønne flertal snart.
Herhjemme har De Radikale netop sat modangrebet ind. Med spidskandidat Sigrid Friis i front har partiet lanceret en EU-kampagne med sloganet ”Der er brug for en Plan B”, selvfølgelig et ordspil på De Radikales bogstav på stemmesedlen, B.
Kampzonen er nøje udvalgt, for De Radikale går lige i kødet på det konventionelle landbrug. I oplægget, der rent timingsmæssigt falder sammen med forhandlingerne i den grønne treparti, foreslår De Radikale at omprioritere den massive landbrugsindustri på, ja, radikal vis. Helt kontant lyder forslaget at “reducere budgettet for den fælles landbrugspolitik med 200 mia. kr. i perioden 2028-34 – det svarer til en reduktion på 10 pct. i forhold til niveauet i dag.”
Derudover vil De Radikale “udfase den direkte landbrugsstøtte, startende med de største landbrug, hvilket vil frigive en stor del af de ca. 900 mia. kr. som i dag gives i grundbetaling uden tilstrækkelige modkrav”.
Der er på ingen måde tale om småbeløb, men derimod om noget, der nærmer sig en gennemgribende landbrugsrevolution. Og tidspunktet er i hvert fald rigtigt, for det er netop i næste valgperiode, at medlemmerne af Europa-Parlamentet skal være med til at godkende en ny model for den massive landbrugsstøtte, som stadig trækker over en tredjedel af EU’s samlede budget. Eller hvad der løber op i svimlende 2.880 milliarder over den syvårige budgetperiode.
29-årige Sigrid Friis forsøger nu at gøre de næste ugers valgkamp til et klimavalg – et anti-anti-klimavalg: “Vi skal gennemføre en reform af landbrugsstøtten, hvor vi i højere grad prioriterer klima, biodiversitet og natur, mens vi fremtidssikrer vores fødevareproduktion,” siger hun, og forklarer omlægningen enkelt: “Landmænd, der producerer foder til dyr, skal i stedet producere plantebaseret mad til mennesker”.
Klimamodstanden stiger
De Radikale, der bestemt ikke står alene med den grønne dagsorden, men blot er kommet først i valgkampen med et større udspil, vil også hæve landbrugets reduktionsmål betydeligt: Mindst 90 procent færre reduktioner i 2040, og samtidig skal der investeres i beskyttelse af langt flere naturområder og regeneration af større artsmangfoldighed.
Umiddelbart er det svært at forestille sig, hvordan De Radikale skulle kunne komme igennem med de skærpede klima- og naturkrav. For i første omgang vil de politiske kræfter, som trækker i samme retning, næppe blive styrket ved valget, ikke engang i den partigruppe, som De Radikale sidder med i, Renew – hvor også Venstre og Moderaterne hører til.
På syret vis vil Sigrid Friis skulle sidde i samme parlamentariske gruppe som f.eks. mælkebonden Asger Christensen, som er valgt for Venstre, og som sidste år gjorde sig bemærket ved at kalde forslaget om en CO2-afgift for “tudehamrende tosset”. Så ikke alene ville De Radikale skulle overbevise såvel socialdemokrater som konservative i Europa-Parlamentet om en vidtgående omprioritering af landbrugsstøtten, men altså også sine egne allierede.
Men der er ingen vej udenom. Hvis ikke nogle politikere tør sætte naturen fri, og hårdt og kontant udfordrer de velorganiserede landbruglobbyister, kan man være helt sikker på, at de senere års ansatser til grøn regulering vil begynde at rulle baglæns. Hvis ikke politikere som Sigrid Friis åbner debatten, og hvis ikke de andre kandidater fra betydningsfulde partier følger op med konkrete udspil, vil de mest reaktionære og fossile kræfter komme til at dominere.
EP-valget søndag den 9. juni – om snart under 600 timer – bliver en skelsættende styrkeprøve, hvor alle de vidtløftige ord om grøn omstilling, som i hovedsagen endnu kun er netop ord, risikerer at fuse ud som en ballon fra gårsdagens fest. De næste uger bliver en test af klimabevægelsens evne til fortsat at mobilisere. Opgøret med landbrugsstøtten er en god begyndelse. /Lars Trier Mogensen