Jenny Holzer: Light Line (2024). Foto: Hakim Bishara/Hyperallergic
Den 73-årige amerikanske ‘nykonceptuelle’ kunstner Jenny Holzer er aktuel med en stor installation på Guggenheim-museet i New York. Det ser ret godt ud på billederne. Udstillingen, som hedder Light Line, er en genfortolkning (en re-imagining) af en retrospektiv udstilling, som hun havde samme sted i 1989.
Holzer er kendt for sine hundredvis af Truisms, som hun begyndte at skrive i 70’erne. Truismerne er en lang række korte udsagn, som i dansk oversættelse er sådan noget som: “Du er et offer for de regler du lever efter”, “Magtmisbrug kan ikke overraske nogen”, “Dårlige hensigter kan skabe gode resultater”, “At kategorisere frygt er beroligende”, “Dine handlinger er ligegyldige hvis ingen bemærker dem” og “Jeg ser dig, jeg holder øje med dig, jeg skanner dig”, etc. Det handler ikke så lidt om magtdynamikker. På udstillingen i 1989 kørte et udvalg af disse sandheder/overbevisninger/fordomme/aforismer på et lysavis-agtigt L.E.D.-display, der løb hele vejen op langs Guggenheims ikoniske spiralformede rampe, så man kunne se dem fra bunden af rotunden.
Det er tilsyneladende det samme nummer, Jenny Holzer gentager på den nye udstilling, teknologien er bare blevet lækrere og flottere i de mellemliggende 35 år (og så er der et smukt lilla tema). Light Line er en ret neutral titel på udstillingen, og man fornemmer, at det er hensigten. I stedet for at meningen bliver stoppet ned i halsen på beskueren, kommer den ligesom snigende ind på en, hvis den overhovedet gør det. Det lyder ret virkningsfuldt. Som kunstmediet Hyperallergics anmelder Hakim Bishara skriver, er det “politisk kunst minus de snavsede aspekter af politik”. Og som Bishara afslører allerede i underrubrikken, så er Gaza til stede overalt i installationen, “men man opdager det ikke nødvendigvis”. Han skriver videre, at han blev berørt af udstillingen, “endda mod min vilje”. Og hvordan så det? Det er, da han pludselig bliver konfronteret med tre specifikke sætninger, at han bliver ramt:
“Jeg stod bare der i en time og skreg mine børns navne”
“Jeg kan ikke synge mere. Jeg tænker på min far og min søster, som er døde”.
“Barnet bliver trukket ud på gaden /Teltåbningen bliver revet op / Hvor er hendes navn?”
Hakim Bishara: “Kun hvis man downloader og derefter navigerer gennem Bloomberg Connects telefon-app, vil man opdage, at den første sætning kommer fra en far fra Gaza, som er citeret i en 2023-rapport fra Human Rights Watch; den anden kommer fra et barn i Gaza by, som udtalte sig til en FN-undersøgelse af Israels krig mod byen i 2014, hvor mindst 2.251 palæstinensere, herunder 551 børn og 299 kvinder, blev dræbt; og den tredje er fra Kathy Engels digt “Life Support” (1982) fra samlingen We Begin Here: Poems for Palestine and Lebanon (2007).”
Anmelderen nævner, at han selv er far og palæstinenser, og at det er svært ikke at komme til at tænke på alle de børn i Gaza, som gennem årene er blevet myrdet, lemlæstet, fordrevet, udsultet og traumatiseret. “Guggenheim har plads til 1.400 gæster. De palæstinensiske børn, som den israelske hær har slået ihjel siden den 7. oktober, ville kunne fylde museet 10 gange.”
Død og dumhed
Det her skulle egentlig være en tekst om de israelske kommandosoldaters ‘redningsaktion’ i Gaza forleden. Det var her, at fire israelske gidsler, som har været tilbageholdt af den palæstinensiske terrororganisation Hamas siden den 7. oktober, blev reddet i sikkerhed i en storstilet operation. Det var jo lykkeligt for gidslerne og deres familier. Men ulykkeligt for de mere end 200 civile palæstinensere, som blev slået ihjel, da den israelske hær i en afledningsmanøvre bombede uhæmmet løs i kvarteret omkring redningsaktionen.
Hvor mange palæstinensiske liv er ét israelsk liv værd? Der vil nogle sikkert uden tøven svare, som den borgerlige tabloidavis B.T.’s såkaldte politiske kommentator Joachim B. Olsen gjorde på Twitter: “En milliard.” Her til morgen forklarede han sig med, at spørgsmålet var “dumt”, og at et dumt spørgsmål må afføde et “dumt svar”.
Af og til når man et punkt, hvor man ikke rigtig kan klare mere. Man får lyst til at kigge i andre retninger, læse om elefanter, der giver hinanden navne, eller om vildheste, der er blevet sluppet løs på Kasakhstans vidder. Man drømmer om at være lykkeligt uvidende om alt verdens lort. Det er okay at lukke øjnene. Men man bliver nødt til at åbne dem igen. Som en af Jenny Holzers truismer lyder: ”Wishing things away is not effective.” /Oliver Stilling