Fodboldguiden

Nye stikord til EM

Fodbold-EM står for døren – men hvad skal du egentlig sige under slutrunden? Føljeton bringer en måske hjælpende guide.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Det danske herrelandshold er blevet sendt af sted til EM i fodbold iført beige Shaping New Tomorrow-jakkesæt, og tiden er altså snart kommet til, at hele Danmarks befolkning kollektivt mister besindelsen over en kneben 1-0-sejr mod Slovenien, mens fodboldekspert Nicklas Bendtner ivrigt forklarer i TV 2-studiet, at jo, det er faktisk vigtigt at score mål.

Men hvad gør du, hvis du ikke har den fjerneste interesse for fodbold og derfor frygter de kommende uger, hvor EM-euforien systematisk vil kapre al rationel samtale? Når gaderne atter står øde og grillmaden bliver stadig mere forkullet som følge af, at folk slet ikke kan få øjnene fra Christian Eriksens frispark og Thomas Delaneys hår? Bare rolig(an), Føljeton har selvfølgelig forudset problemet og nok engang skrevet en række stikord, du kan bruge til at kapre den fodboldfanatiske samtale med.

Når Tyskland møder Skotland i åbningskampen:

“En fodboldslutrunde i Tyskland, det føles bare rigtigt. Skål og aldrig mere Qatar! Vent, hvad sagde du lige om Saudi-Arabien i 2034?”

“Jeg får aldrig nok af Toni Kroos’ lange afleveringer. Tænk, at han er tilbage i det tyske maskinrum.” (kan med fordel siges indforstået hver gang Kroos modtager bolden – det sker rundt regnet 100 gange i løbet af en kamp, så bør ikke gøres til en drukleg).

“Skotland er måske undertippede, men når først Scott McTominay tager et dybt løb ind i boksen skal sækkepiben nok få en anden lyd.”

“Det mål er jo praktisk talt dansk, for Mads Buttgereit er Tysklands dødboldstræner!” (siges første gang Tyskland scorer efter et hjørnespark).

“Stik mig en currywurst og et mål af Florian Wirtz, så er lykken gjort.”

Nej bedstemor, han hedder Führich. Og der står altså bare “44” på den trøje.

 

Når Danmark møder Slovenien:

“Ja ja, måske har Kasper Hjulmand været lidt konservativ i sin holdudtagelse, men se bare, hvad den rutine betyder for os” (siges hver gang anfører Simon Kjær med nød og næppe laver en tackling uden at blive skadet).

“Matt O’Riley havde jo bare smasket den op i nettaget. Hvorfor har Hjulmand dog ikke taget ham med?” (siges omvendt hver gang Danmark taber bolden omkring Sloveniens målfelt – din fodboldekspertise bliver kun mere troværdig, hvis dit syn på Kasper Hjulmands trænerevner kontinuerligt skifter gennem kampen).

“Prøv lige at se Mathias Jensens blik for spillet – han bliver vel ikke kaldt den danske Pirlo for ingenting.”

“Nu skal Jannik Vestergaard altså ikke og ud løbe om kap med Benjamin Šeško, det ender saftsuseme galt” (husk at veksle din brug af bandeord, så bitterheden over Danmarks pauvre spil forbliver tilpas småborgerlig).

“Det er lige så man taber Mæhlet” (bonuspoint hvis du når at sige det før kommentatoren, når Joakim Mæhle laver sin første gode offensive aktion).

“Danmark bliver altså nødt til at afslutte bedre, hvis vi vil forbi Jan Oblak. Han er jo en af verdens bedste målmænd.”

Når Georgien møder Tjekkiet, og du for alvor skal sætte dig i respekt som fodboldconnaisseur:

“Husk at Patrick Schick scorede fem gange ved sidste EM. Han ved bare, hvor målet sidder” (fodboldfans kan af en eller anden grund godt blive lidt bekymrede for spillernes stedsans – så vigtigt at understrege, hvis de er særligt bevidste om banens beskaffenhed).

“Der er en grund til, at de kalder ham Kvaradona i Napoli” (siges hver gang Georgiens stjernespiller Khvicha Kvaratskhelia laver en vellykket dribling).

“Tomáš Souček må aldrig undervurderes i luftrummet.”

“Hvis det stod til mig, stillede Willy Sagnol altså med Gabriel Sigua fra start, han var jo imponerende i Georgiens 6-1-sejr over Mongoliet sidste år.” /David Dragsted

 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12