Okay. Jeg havde egentlig forestillet mig, ja sågar opbygget et scenarie i mit hoved, hvor, når jeg skulle skrive disse anbefalinger, ville få mig selv til at lyde intelligent, belæst og poetisk. Ja, nærmest som en forfatter, der ikke er født, og som derfor heller aldrig vil dø. Men noget, som gerne må dø, er den dumme numse, jeg går rundt med. En dum numse, som pludselig meldte sin ankomst, da jeg sad i Husets Teater og så Fædra. Pludselig begyndte min mave at vibrere som en iPhone på lydløs. Min første tanke var, at måske var det bare en indvendig prut. I ved, en af de der prutter, som man har holdt inde lidt for længe, og som så føler sig kaldet til at give den gas i den “livmoder”, den blev skabt i. Jeg kigger kort på min telefon for at se, hvad klokken var. Min veninde kigger på mig, da min hånd lyser op i salens mørke. “Jeg har ondt i maven,” får jeg fremstammet. Jeg kigger hen mod exitudgangene. Vi sidder på række 8. Jeg overvejede i nogle minutter, om jeg skulle prøve at snige mig ubemærket ud. I de selvsamme minutter begynder min mave at falde til ro. Jeg ånder lettet op. Stykket slutter. Vi klapper begejstret. Teatret byder på kage. Jeg tager to store stykker på en tallerken og går ud til min veninde, som står ude i en lille indhegning ude foran teatret. Jeg tager en bid. En bid, som skulle vise sig at være benzin på mit indre bål. Jeg sagde hurtigt farvel til min veninde og halv-løb de 110 meter hjem til min lejlighed, samtidig med at jeg prøvede at balancere en tallerken med to stykker kage og en gaffel, som jeg åbenbart havde besluttet mig for at tage med mig, fordi jeg jo elsker kage. Da jeg når min opgang, sidder der en af naboens børn på en trappesten lige ved indgangen. Han flyttede sig ikke. Jeg får mig låst ind. Bevæger mig hurtigt op ad trapperne, mens en indre stemme sagde “bevæg dig roligt for du risikerer at snuble over dine egne ben, og så er du seriøst fucked”. Koldsveden melder sin ankomst. Jeg bliver svimmel. 5. sal virkede pludselig som 10. sal. Begynder at knappe mine bukser op, for jeg ved, at det er et spørgsmål om ganske få sekunder. Sekunder fra, at jeg ville skide i bukserne. Min vejrtrækning er på en og samme tid hurtig og langsom. Lidt ligesom øjeblikkket, inden man kommer. I ved, den seksuelle kommen. En kommen, hvor timing kan være en både generøs og ugenerøs størrelse. Jeg når min dør. Låser rystende døren op og løber ud på toilettet og får knap nok sat mig, før min røv kommer. Jeg sidder med lukkede øjne, med mit hoved nede ved mine ben og foldede hænder. Som om jeg er ved at bede en bøn. Som om jeg er ved at bede om syndsforladelse. Dum numse er ikke en straf, men en tilstand, som sætter tid og sted ud af spillet. Du kan forsøge at tæmme den, manipulere den, men dum numse lyver aldrig. Den er utrolig loyal mod sin egen natur. Mod os. Den tager ikke pis på os, men lukker derimod lort ud, som ingen skal tage personligt. Så derfor anbefaler jeg ganske enkelt enhver bare at overgive sig til den. Se den som et talerør, ja endda en konfrontation med alt det, livet ganske uvægerligt kommer til at byde os af ubehageligheder. xxx