Nyhedsanalyse

Hedebølger er den nye normal

Ekstreme temperaturer ses lige nu fra USA til Indien. Klimakrisen finder sted nu og her.

Fadel Senna/AFP/Ritzau Scanpix

De 10 plager i Bibelen bød på alt fra græshoppesværme til kvægpest og haglstorme. Skulle de opdateres til i dag, trænger en 11. plage sig meget oplagt på: Hedebølger. Ikke bare i Egypten, men i store dele af den nordlige halvkugle, er ekstrem varme for længst begyndt at sprede sig. I USA og Mexico, i Indien, Saudi-Arabien og Nepal, i Grækenland, Cypern og Italien, i Sahel-regionen og Mali, overalt er temperaturerne i disse uger og måneder blevet dødbringende. At der i allerhøjeste grad er tale om en katastrofe, som menneskeheden selv er skyld i, gør kun situationen så meget desto mere bibelsk.

I Indien har temperaturer langt over 40 grader celsius fået fugle til at dratte ned fra himlen, mens hospitaler må designe klinikker til specifikt at behandle hedeslag – som myndighederne anslår, at mindst 40.000 mennesker har været ramt af. I Mekka meldes mindst 500 mennesker i år døde under den årlige pilgrimsfærd hajj som følge af varmen. I Athen er Akropolis blevet midlertidigt lukket under hedebølgen, mens skovbrande breder sig i Tyrkiet. Også her er temperaturerne kommet på den anden side af de 40 grader celsius. I USA oplever op mod 80 pct. af befolkningen, svarende til godt 270 mio. amerikanere, de værste hedebølger i årtier, yderligere forværret af såkaldte heat domes. Sådan kan man blive ved i en ildevarslende, brandvarm nyhedsstrøm.

Når kroppen udsættes for langvarig og ekstrem varme, vil den langsomt begynde at lukke ned. Kroppen vil arbejde på højtryk for at holde de indre organer omkring deres normale temperaturer, men dette sætter også et øget pres på blodkredsløbet. Til sidst risikerer man, at både nyrer og hjerte står af. På samme måde forholder det sig på sin vis med vores infrastruktur: Mange steder er den bygget til at modstå varieret vejr, men når først varmen ophober sig længe og nådesløst, truer de eksisterende værn og systemer med at lukke ned. Der er grænser for, hvor høje temperaturer vi kan håndtere.

Sidste år var allerede det varmeste nogensinde målt. Alene i Europa døde mindst 60.000 mennesker som følge af varmen, omend det reelle tal ifølge generalsekretær for International Federation of Red Cross and Red Crescent Societies (IFRC) Jagan Chapagain sandsynligvis var langt højere. 2024 står allerede nu til at slå nye negative rekorder, hvilket blot understreger, at klimakrisen finder sted nu og her.

Selvom naturfænomenet El Niño også bar noget af skylden, stod menneskeskabte klimaforandringer ifølge forskere for 92 pct. af sidste års opvarmning. Ifølge NGO’en Climate Central bliver ekstrem varme gjort fem gange så sandsynlig af klimaforandringerne. Og spørger man klimaforskere fra World Weather Attribution, er de igangværende hedebølger i Mellemamerika gjort 35 gange så sandsynlige af den globale opvarmning.

Som FN’s generalsekretær António Guterres tidligere på måneden sagde med henvisning til hedebølgerne: “Vores planet forsøger at fortælle os noget. Men vi ser ikke ud til at lytte.” Det kan der på alle måder være noget om, for samtidig med at solen bager, har verdens forbrug af fossile brændstoffer haft endnu et rekordår. Læst hver for sig er de mange hedebølger i forvejen tragiske. Som et samlet hele vidner de om, at det slet ikke kan gå hurtigt nok med at få slukket for den gigantiske industrielle elkedel, vi mod bedre vidende bliver ved med at bringe i kog. /David Dragsted

 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12