Nyhedsanalysen

Talestrømme og amerikanske drømme

Brendan SMIALOWSKI/AFP

Lørdag nat dansk tid begyndte en af de mærkeligste og mest bemærkelsesværdige uger i moderne amerikansk politik, da der pludselig tikkede et attentatforsøg ind på telefonen iklædt en BREAKING-bjælke. Den tidligere amerikanske præsident Donald Trump var forsøgt snigmyrdet til et vælgermøde i Butler, Pennsylvania, og manden med fingeren på aftrækkeren var en 20-årig republikaner, hvis motivation stadig er uvis her en uge senere.

Straks efter det mislykkede mordforsøg på Donald Trump spredte der sig en panik iblandt demokrater og udenrigskorrespondenter, der erklærede, at valget hermed var afgjort. At være udsat for og overleve et attentat gav præcis Trump den ”rally around the flag”-effekt, som ville være et endegyldigt slut for den stavrende Joe Biden. Og dog.

Selvom det umiskendeligt føles som om, at støtten og sympatien til den tidligere præsident er allestedsnærværende, så forbliver meningsmålingerne de samme som før lørdagens skudforsøg. Og det lyder måske ikke af megen trøst, at Joe Biden stadig ligger 2 procentpoint bag Trump, men hvis man kigger hen imod en anden meningsmåling, så giver FiveThirtyEight altså Biden en 53 pct. chance for at vinde valget i november imod Trumps 46 procentpoint anno d. 16. juli. De odds tager vi gerne.

Tidligere på ugen og et par dage efter attentatforsøget var den tidligere præsident frisk nok til at kunne afsløre navnet på sin vicepræsidentkandidat, som folk og forfatteren Stephen King var hurtige til at påpege, altså kun skal udskiftes, fordi Trumps egne støtter gerne ville myrde forgængeren Mike Pence. Valget faldt på forfatteren og den republikanske senator J.D. Vance, som 40 pct. af adspurgte amerikanere ikke i forvejen vidste, hvem var. Og af dem, der gjorde, kunne 19 pct. overhovedet ikke fordrage ham, imens 30 pct. bare ikke kunne lide ham. Så hvem er han?

I knoldesparkerens ærinde

39-årige J.D. Vances “claim to fame” kom i 2016, da han skrev en decideret bestseller, selvbiografien Hillbilly Elegy: A Memoir of a Family and a Culture in Crisis. Bogen handlede lidt kynisk om det helt rigtige emne på det helt rigtige tidspunkt, nemlig Vances egen opvækst som ”white trash” i Rustbæltet i USA. Vance er vokset op med sin mor, der arbejdede som sygeplejerske og led af et stofmisbrug, samt hendes skiftende kærester, indtil han flyttede hjem til sine bedsteforældre. Midt i en valgkamp og et valg, hvor Trumps tilhængere arrogant blev hånet og naragtiggjort af demokraterne, blev J.D. Vances selvbiografi hyldet af både højre- og venstrefløj for at være en personificering af den hvide underklasse i Vances egen erfaring med at overkomme socioøkonomiske vilkår og klasserejse. Vance skulle siden tage fire år i hæren, før han gik på Ohio State University, dernæst Yale Law School og siden blev republikansk senator i Ohio i 2022.

Og i denne uge var han så at finde på tribunerne til det Republikanske Partis konvent, der netop er afsluttet.

Politisk er Vance lidt af en ål. I 2016 beskrev han sig selv som en ”Never Trump-guy” og omtalte den tidligere præsident som den amerikanske Hitler og kulturel heroin, men Vance er en ”man har et standpunkt til man tager et nyt-guy”, og al kritik af Trump røg ud med badevandet, da han stillede op som senator. ”JD slikker min røv, han vil så gerne have min støtte,” sagde Trump om Vances nye ordlyd. Siden har Vance stort set påtaget sig hele den ekstreme højrefløjs vifte af vanvittige holdninger. Det kan bl.a. ses i hans mildest talt bizarre kampagnevideo fra midtvejsvalget i 2022, hvor han starter med at spørge: ”Er du racist? Hader du mexicanere?” Dernæst giver han den ”manglende grænsekontrol” skylden for hans mors stofmisbrug. Det selvom hun fik sine stoffer igennem sit arbejde som sygeplejerske, som han selv har beskrevet det i sin bog. Lige op til selve nomineringen af ham som vicepræsidentkandidat har J.D. Vance derudover og bl.a. støttet et nationalt forbud mod abort. Som reaktion på nomineringen har Biden-kampagnen kaldt ham personificeringen af den ekstreme højrefløjs ”Projekt 2025”.

Projektet er en torn i Trumps præsidentkampagne. For selvom den 900-siders drejebog til, hvordan man omdanner det amerikanske ”demokrati” til et de facto diktatur er opbygget på baggrund af en ny præsidentperiode til Trump, og selvom den er skrevet og udformet af over 200 af Trumps tidligere ansatte, så har den tidligere præsident så sent som i sidste uge været ude og afvise sit kendskab til projektet. Planen er da også så gyseligt dystopisk, at den retfærdiggør al tidligere brug af Handmaids Tale-referencer.

I sin enkelthed består planen i at gelejde så meget magt til præsidentembedet, at Trump vil være i stand til at fyre samtlige offentlige ansatte og erstatte dem med “en hær af loyale konservative”. Ægteskab skal defineres ud fra bibelsk definition, hvad end det betyder, pornografi skal kriminaliseres, der skal indføres, at der kun findes to køn, og så siger den ikke direkte, at abort skal ulovliggøres nationalt, men den foreslår en hel del tiltag til at gøre det umuligt.

Men men men. I aftes skulle Donald Trump så indtage scenen og holde den første store tale efter attentatforsøget. Udover at være iført sit gigantiske øreplaster, som kunne ses spejlet blandt hans støtter i en ”abe ser, abe gør”-markering, så blev der rodet rundt i politik og referencer til gyserfilmen The Silence of the Lambs i løbet af den halvanden times lange talestrøm. Håbefulde demokrater frydes over de usammenhængende budskaber, præsident Joe Biden ligger i selvisolation med covid-19, imens rygterne svirrer om, at flere personer i den demokratiske top forventer, at præsidenten trækker sig denne weekend. Hvad vi ved med sikkerhed er dog, at Kamala Harris og Donald Trump ligger lige højt i meningsmålingerne på 46 pct. Nu må vi se. Sikke en uge. /Astrid Plum

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12