Efter dansk forbillede

Den nye asylminister Marjolein Faber lovede at skabe “den hårdeste migrationspolitik”, de nogensinde har haft i Nederlandene. Den højreorienterede koalitionsregering, der i sommer overtog magten efter syv måneders lange forhandlinger, er nu reelt begyndt på arbejdet, og vil derfor erklære landet i decideret asylkrise.

Da den nye regering – bestående af det islamkritiske Parti for Frihed anført af Geert Wilders (der fik en fjerdedel af stemmerne ved valget i november), Folkepartiet for Frihed og Demokrati (VVD), landbrugspartiet BondeBorgerBevægelsen (BBB) og centrumhøjrepartiet Ny Social Kontrakt (NSC) – tidligere på måneden kunne fremlægge deres regeringskøreplan, var det altoverskyggende budskab, at landet hverken kan tage imod flere migranter eller holde på dem, der allerede er der.

Dels vil regeringen stramme de eksisterende love for at begrænse alt fra nye ansøgninger om asyl, permanente opholdstilladelser og familiesammenføring til at stramme grænsekontrollen. Og dels vil de videre iværksætte en nødordning, der giver regeringen mulighed for at lave endnu flere strammetiltag uden parlamentets godkendelse. Men det er ikke det, der har vakt mest opsigt: Det har i stedet været, at regeringen i planen har indskrevet et særskilt afsnit med ønsket om et nyt retsforbehold til EU’s nye asyl- og migrationspagt, som efter fire års forhandlinger stod færdig i juni.

Onsdag i sidste uge sendte Holland så den formelle anmodning af sted til EU-Kommissionen – der blandt andet betyder, at Nederlandene ikke ønsker at tage del i den solidaritetsmekanisme, der skal forpligte regeringerne til at tage imod asylansøgere fra de medlemslande, der får proportionelt flere asylansøgninger. Inspireret af ikke bare retsforbeholdet i Danmark, men også i Storbritannien og Irland – der i modsætning til Danmark har en tilvalgsordning, så de selv kan vælge, hvilke dele af det retlige samarbejde de vil være med i og ikke.

Idéen ser umiddelbart ud til at sprede sig: Den ungarske EU-minister János Bóka har allerede meddelt, at Ungarn vil følge trop, “hvis traktatændringerne tillader det”.

Men djævlen ligger i detaljen. Godt nok er det ikke urealistisk, at Nederlandenes kong Willem-Alexander selv skulle have lyst til at underskrive forslaget, som det er krævet for at gå videre – da han allerede har udtrykt sin opbakning til, at asylpolitikken skal være “hurtigere, strammere og mere beskeden”. Langt mere usandsynligt er det dog, at Kommissionen skulle give grønt lys til et forbehold til en aftale, som regeringen selv har været med til at forhandle på plads.

Hvis det netop er traktatændringer, der skal til, ja, så kan det have endnu længere udsigter: Siden Rusland invaderede Ukraine, har man talt om traktatændringer for at overgå til flertalsafgørelser i stedet for enstemmigt flertal i dele af EU’s udenrigspolitik – og det har vist sig at være en yderst tandudtrækkende proces, som også den tidligere ECB-formand Mario Draghi understregede i sin nylige rapport om EU’s konkurrenceevne.

Netop derfor – fordi de ved, at det aldrig kommer igennem – skal det nederlandske forslag og den ungarske støtte snarere ses som en politisk vind end et egentligt udspil. Og en tryktest af, hvor markant stemningen er skiftet i Europa. Ikke siden 2016 har unionen fået så mange asylansøgninger som i årets første halvdel, og grænsehegnene er tilsvarende ved at blive sat op i hver deres form:

Inden for den samme måned presses den tyske regering af Alternative für Deutschland til yderligere at skærpe den grænsekontrol, der allerede er indført ved samtlige grænser; den danske statsminister Mette Frederiksen (S) beklager, at Europa skulle “have ændret regler og lovgivning [for] længe siden”; udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) var tidligere i september på “inspirationstur” til Australiens kontroversielle modtagecenter på østaten Nauru; og i Storbritannien forfølger den britiske Labour-leder Sir Keir Starmer italiensk-albanske aftaler i sin jagt på at etablere et lignende center.

Som professor i politisk teori Lea Ypi skriver i The Guardian, er det en “farlig præcedens”, at EU’s medlemslande forfølger individuelle og bilaterale aftaler, fordi det “mindsker chancerne for en reelt koordineret proces på tværs af Europa” – og altså kan underminere idéen med asyl- og migrationspagten, der endte med at blive langt mere højreorienteret end udgangspunktet.

Men på den korte sigt og for Geert Wilders er det nogle helt andre bekymringer, der kan ende med at overskygge regeringens nattesøvn. For lige så meget opmærksomhed, som forslaget om et nyt EU-retsforbehold har fået udadtil, lige så meget uro har det givet på de indre linjer, hvor de første sprækker allerede er ved at vise sig for regeringen, inden hvedebrødsdagene er ovre.

Ny Social Kontrakt (NSC) – det mindst højreorienterede parti af koalitionens fire – har allerede lyttet til de jurister, der advarer mod Nederlandenes kurs. De truer med at trække støtten til forslaget, hvis landets rådgivende statsråd vælger at advare imod det, og Geert Wilders er langt fra glad. Nej, for regeringen er den nye asylplan derfor snarere en afledningsmanøvre, der skal fjerne fokus fra, at Nederlandene egentlig ikke er i asylkrise, men i regeringskrise. /Emma Louise Stenholm