Anmeldelse
Knausgårds dans med Djævlen
Karl Ove Knausgårds nye roman Natskolen er et ondt og ubehageligt bekendtskab – og måske nordmandens bedste bog.

Jean-Paul Laurens, 'Dr. Fausto'.
Selvom Karl Ove Knausgård nu er fire bind og flere tusind sider inde i sin nye, ambitiøse romanserie, der begyndte med Morgenstjernen tilbage i 2020, er det stadig ikke til at sige præcis, hvor vi er på vej hen – andet end at det hele bliver gradvist mere ubehageligt og djævelsk på bedst tænkelige vis. Efter at have læst Natskolen er vi sådan set klar til at følge Knausgård hele vejen ned i helvede. Som måske faktisk er her, i verden omkring os? Tænk: Måske er prisen for stor kunst, at vi dømmes til at forblive i vores egne knausgårdske tanker om hverdagens ubarmhjertige banalitet, nægtet dødens befrielse?
Mens Knausgård spaltede sig selv ud i et væld af karakterer i Morgenstjernen, helt forlod selvsamme karakterer med en filosofisk afstikker til Rusland i Ulvene fra evighedens skov, og atter begyndte at binde de mange handlingstråde sammen i Det tredje rige, byder Natskolen på nok et sceneskift. Ind træder Kristian Hadeland, Knausgårds hidtil mest usympatiske romankarakter. Kulissen er London i midten af 1980’erne (en tidsperiode, vi også tidligere har besøgt i Ulvene fra evighedens skov – og for den sags skyld i Min kamp), og leitmotivet er legenden om Faust, som Knausgård på godt 500 sider komponerer sin helt egen udgave af.
Faktisk er der tale om en rammefortælling, for vi begynder med en ældre og dybt livstræt Kristian Hadeland, der parafraserer Epikur: “Det er ingen grunn til å være redd for døden – når du finnes, finnes ikke den, og når den finnes, finnes ikke du.” Noget er tydeligvis gået galt, for Kristian er ved at skrive sit eget selvmordsbrev. I hvilket han altså finder det nødvendigt at spole tiden helt tilbage til studietiden i London, hvor den dengang unge nordmand gik på en prestigefyldt fotoskole med hårdnakkede kunstnerambitioner i maven. Hvis vi skal forstå derouten, må vi først følge hans opstigning mod (morgen)stjernerne. Og altså også blive introduceret til Mefistofeles, Christopher Marlowe og Louis Daguerre undervejs.
I den forstand er Natskolen klassisk Knausgård, for som vanligt har den norske forfatter udset sig et par nørdede emner til lejligheden, han kan spille intellektuelt bold op ad. Hvor det i Ulvene fra evighedens skov eksempelvis var den russiske filosof Nikolaj Fjodorovitj Fjodorovs drøm om at afskaffe døden, er det nu fotografihistorie og 1500-talsforfatteren Marlowe, der gør romanens essayistiske passager mindst lige så medrivende som Knausgårds genoplivning af et råt og endnu ikke gennemgentrificeret London. Et London, som Kristian Hadelund okser igennem på sin cykel for at finde det perfekte pletskud – hvis han da ikke forstyrres af en påtrængende, Marlowe-besat kunstnergruppe, som introducerer ham for et væld af forvirrende tanker.
“– Det er noe av det merkeligste ved de første fotografiene, fortsatte han. – At bare det aller mest bestandige viser seg, og at alt det menneskene gjør og er, er for flyktig til at komme med […] Det er ikke tilfeldig, at djevelen er der når det første fotografiet ble tatt. Det er alt jeg vil si”, udbreder den mystiske kunstner Hans eksempelvis til Kristian, med henvisning til Daguerres berømte fotografi “Boulevard du Temple”, der viser en mennesketom gade i Paris. Mennesketom, da eksponeringstiden har været for lang til at fange de forbigående – bortset fra en mørk og langlemmet skikkelse, som står midt på gadehjørnet. Måske er det bare en mand, der har fået pudset sine sko. Men hvad hvis skikkelsen også er mere end det?
Som du nok har bemærket, citerer vi på norsk, for vi kunne slet ikke finde ud af at vente på den danske oversættelse af Natskolen, der endelig er udkommet i denne uge. Faktisk læste vi allerede Natskolen (eller Nattskolen, som den hedder på norsk) langt tidligere i år – men det taler kun til romanens fordel, at den har fået ekstra tid til at ulme, rumstere og gære i dens ondskab. Forunderligt nok har Knausgård skrevet en decideret pageturner med et spændingsplot (!), der samtidig indprenter den ene kvalmefremkaldende scene efter den anden så lyslevende i dig, at han må have hældt fremkaldervæske direkte ned i din (under)bevidsthed. Hvis væsken da ikke består af Themsens grumsede vand og pubbernes endeløse pints, serveret i et kogt kattekranie.
Meget af æren for uhyggen tilfalder narcissisten Kristian Hadelund, som er insisterende ubehageligt selskab. Lige så lidt tålmodighed og tiltro Kristian har til sine medmennesker, lige så stor er troen på hans egne kunstneriske evner. At hans fotokunst så ikke helt kan følge med, er en anden sag – indtil han indleder et modvilligt venskab, som tilsyneladende giver hans billeder en ny dæmonisk gnist. Det hele dirigeres af en Knausgård i absolut topform. Teksten spræller af liv og retning på en måde, man tidligere har kunnet savne i Morgenstjernen-seriens mange perspektivskift. Er man endnu ikke hoppet på vognen, er Natskolen faktisk et oplagt sted at begynde. Vi tør næsten ikke sige det; vi kan være blevet besat: Men er det her Karl Ove Knausgårds hidtil bedste bog? /David Dragsted
Natskolen er udkommet på dansk på forlaget Lindhardt og Ringhof – og under den norske titel Nattskolen på forlaget Oktober.