Nyhedsanalysen

Spil for galleriet

Franck Fife/AFP/Ritzau Scanpix

Man skal passe på med, hvad man støtter – og hvordan man får folk til at støtte en. Lad os tage det i tre hurtige scener.

Scene 1:

Tidligere på ugen kunne ærkebiskop Rino Fisichella løfte sløret for den katolske kirkes nye tegneseriemaskot, som skal bruges i forbindelse med næste års såkaldte jubelår – et særligt helligt år for katolikker. Luce hedder maskotten, der betyder lys på italiensk. Hun er blevet skabt af det japansk-inspirerede livsstilsbrand tokidoki og er vist det, man på japansk ville kalde kawaii: ret nuttet.

Luce er tegnet i anime-stil, udstyret med en gul regnfrakke, som åbenbart skal symbolisere Vatikanstatens flag, ligesom hun har et kors om halsen og en vandrestav i hånden. For som Catholic News Agency forklarer det: “Luces mission er at guide unge pilgrimme mod håb og troen med hendes trofaste hund Santino ved sin side.” Netop det slog ærkebiskop Fisichella også fast ved et pressemøde: At Vatikanets mål med maskotten er at engagere sig med “den popkultur, som er så elsket af vores unge mennesker”.

Hvis vi var den katolske kirke, ville vi nok ikke udbasunere, hvordan man gerne vil lokke flere børn og unge til sig.

Scene 2:

Tirsdag blev en 16-årig pige idømt 30 dages betinget fængsel ved Retten i Aalborg for, som Ritzau formulerer det, at “hylde Hamas’ angreb mod Israel i en kommentar på Facebook”. Helt konkret havde den dengang 15-årige pige den 7. oktober 2023 skrevet følgende under et opslag, der bar overskriften “Live: Israel angrebet med missiler” (hvis vi ellers forstår Ritzaus emoji-forklaring rigtigt):

“Yass 😍🇵🇸”

Pigen har efterfølgende forklaret, at hun slet ikke havde læst den nyhedsartikel, som der blev linket til på Facebook, og at hun heller ikke vidste, hvem der stod bag angrebet. Men det var altså hverken nok for retten eller specialanklager Kim Kristensen. Sidstnævnte mente ifølge Ritzau, at der var tale om “udtrykkelig billigelse af et terrorangreb”. Derfor var anklagerens benhårde krav også en straf på mindst fire måneders fængsel.

Så ja, man skal selvsagt og tydeligvis tænke godt og grundigt over, hvad man siger og skriver – og hvilke emojis og internetudtryk man bruger. Eller som et anonymt medlem af Føljetons redaktion tørt sagde til sagen: I det mindste skrev hun ikke “slay 💅”.

På Føljeton fordømmer vi alle former for terror og folkemord.

Scene 3:

Hvilket så passende kan føre os til sidste scene. Mandag blev prisen for verdens bedste fodboldspiller, Ballon d’Or, uddelt, og hos både kvinderne og mændene var det en spanier, der løb med æren: henholdsvis Aitana Bonmati og Rodrigo Hernández Cascante, bedre kendt som Rodri.

Sidstnævntes triumf har ført til en hel del virak og diskussion, for mange mente, at den brasilianske stjernespiller Vinicius Jr. var blevet groft forbigået – og da særligt Vinicius Jr.s klub Real Madrid, som højlydt har protesteret over hele ceremonien. Andre har omvendt jublet over, hvordan Rodris sejr også er en sejr for fodboldens mindre besungne omdrejningspunkt, nemlig den defensive midtbanespiller. Ligesom Rodri selv er blevet fremhævet som en eksemplarisk ydmyg superstjerne:

Han promoverer ikke sig selv på sociale medier, han har ingen flashy tatoveringer, hans første bil var en brugt Opel Corsa, og selv efter han blev en professionel (og dermed meget velbetalt) fodboldspiller i den spanske LaLiga, blev han boende på sit studenterværelse på Universidad de Castellon. I den forstand er Rodri et skønt forbillede for fodbolden, der alt for ofte præges af glubsk grådighed.

Eneste problem ved den fortælling er så bare, at Rodri til dagligt spiller for Manchester City, som er ejet af Abu Dhabi United Group. Altså De Forenede Arabiske Emiraters forlængede arm, der styres af Sheikh Mansour bin Zayed bin Sultan Al Nahyan, vicepræsident i Emiraterne. Altså den olierige forbundsstat, som blæser på menneskerettighederne, og er blevet den måske vigtigste udenlandske aktør i den igangværende borgerkrig i Sudan – hvor en af verdens allermest dystre humanitære tragedier lige nu udspiller sig.

De Forenede Arabiske Emirater har store interesser i Sudans guldreserver og fødevareproduktion og støtter sammen med Wagner-gruppen (altså den russiske paramilits) oprørslederen Mohamed “Hemedti” Dagalo og dennes Rapid Support Forces, som er blevet anklaget af FN for krigsforbrydelser, etnisk udrensning og forbrydelser mod menneskeheden. Kort sagt har De Forenede Arabiske Emirater utroligt meget blod på hænderne.

Netop derfor valgte rapperen Macklemore da også tilbage i august at aflyse en planlagt koncert i Dubai, med direkte henvisning til De Forenede Arabiske Emiraters rolle i Sudan: “Indtil UAE (altså Emiraterne, red.) stopper med at bevæbne og finansiere RSF, vil jeg ikke optræde der”. Det er stærkt gået af “Thrift Shop”-hitmageren. Og burde give inspiration til langt flere stjerner, kendisser og influencere. Rodri er måske garant for en solid defensiv på grønsværen. Men hans valg af klub kan dårligt forsvares. /David Dragsted, chefredaktør

 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12