Brian Snyder/Reuters/Ritzau Scanpix
Nogle dage er bedre end andre. Torsdag, dagen efter du-ved-hvad, virkede eksempelvis bemærkelsesværdigt dårlig. Særligt hvis man klikkede sig ind på The Guardians hjemmeside og her læste den velrenommerede britiske avis’ tophistorier – der vel at mærke ikke handlede direkte om du-ved-hvems valgsejr.
“Israel lancerer nye angreb mod Beirut”, stod der som det første, med et dertilhørende billede af boligblokke i brand. “Tysklands regering kollapser efter Olaf Scholz fyrer finansminister”, var det næste. “2 millioner mennesker risikerer at sulte i Myanmar midt i ‘totalt økonomisk kollaps’”, fortsatte det. “Trumps handelskrig ‘kan skubbe eurozonen ind i en fuldkommen recession’”… “Dette år ‘er praktisk talt sikkert’ på at blive det varmeste nogensinde”… “Palæstinensere vil ikke få lov til at vende tilbage til deres hjem i det nordlige Gaza, siger IDF”…
Og så, midt i det hele, et ubehjælpsomt forsøg på en omgang konstruktiv journalistik: “Fem minutters ekstra motion om dagen kan hjælpe med at sænke blodtrykket, siger undersøgelse.”
Bevares, hvis der er noget, vi har brug for efter hele den omgang, så er det da at få sænket blodtrykket. Undskyld os lige, mens vi laver et par tusind englehop.
…
Okay, vi er klar igen:
Apropos engle, så tror godt syv ud af 10 amerikanere, altså 69 pct., på de bevingede mytologiske væseners eksistens – hvilket er omtrent samme mængde, der tror på “the power of prayer”. Vilde tal, der virker besynderligt underbelyste i forsøget på at forstå det uforståelige, nemlig hvordan Donald Trump har kunnet genvinde præsidentmagten.
Jo jo, selvfølgelig kan man efterrationalisere og eksempelvis skrive længe og eftertænksomt om, hvordan medierne nok engang bar et medansvar, hvordan Joe Biden dummede sig med sin stædighed, hvordan Kamala Harris alligevel ikke var den rigtige kandidat, eller hvordan det var økonomien og inflationen, der som vanligt gjorde udfaldet.
Alt det kan der være noget om. Alligevel indfanger det ikke helt det grundlæggende meningstab, der også ligger i valget. Den blinde tro, som har bortført så mange fornuftige stemmer; oplevelsen af usynlige magter, der har påvirket folks politiske kompas. USA er så dybt gennemsyret af en religiøs verdensopfattelse, at vi nok aldrig kommer til at forstå det herhjemme i overvejende ateistiske Danmark. Trump har nemlig ikke bare talt til amerikanernes frygt, han har også bedt dem om at gøre noget, der for mange har virket helt naturligt i Guds eget land: at tro på ham mod bedre vidende.
Den italienske filosof Gianni Vattimo var i 1980’erne med til at udvikle en teori om “den svage tænkning” (på italiensk: il pensiero debole), der senere blev uddybet med hovedværket Jeg tror, at jeg tror (på italiensk: Credere di credere). Som titlen også antyder, var Vattimo noget så opsigtsvækkende som en kristen tænker, der frasagde sig sin skråsikkerhed. Med den svage tænkning ønskede han nemlig et opgør med troen på evigheden – forstået på den måde, at forestillingen om det evige fastlåser samtaler og diskussioner. Eller som kristendom.dk ganske glimrende formulerer det:
“Der bliver ifølge Vattimo kun plads til tavshed og beundring.”
Modgiften bliver, meget simpelt, at svække troen på det evige, det urokkelige, ja, det fundamentalistiske. Gianni Vattimo insisterer snarere på, at der må findes mange forskellige fortolkninger af sandheden. Pointen er, at det er en befrielse ikke pinedød at skulle forstå virkeligheden (eller Gud) på én måde. Eller sagt mere provokerende: Den fuldbyrdede nihilisme gør, at vi for alvor kan opdage næstekærligheden.
Og hvad gør det så ved vores Gudsopfattelse? Tjo, ifølge Vattimo svækkede Gud sig selv ved at blive til et menneske, og da han gjorde det, gav han afkald på sin almægtighed. Dermed forsvinder al guddommelig vold og tvang også, for pludselig står han på lige fod med os, snarere end over os – og kun kærligheden er nu tilbage.
Indrømmet, det blev måske til en lidt fortænkt religionstime, men prøv at følge os: Hvis troen på Trump skal svækkes – og volden forhåbentlig afværges – bliver første skridt måske (og det er virkelig kun et måske; credere di credere), at vi holder igen med de endimensionelle beskrivelser af ham som inkarneret demagogisk ondskab, eller af hans vælgere som snotdumme tilbedere. Snarere skal Trump gøres så mangefacetteret som muligt, så både vi og hans dogmatiske vælgere forstår, at man ikke behøver have én fastlåst opfattelse af ham.
Så man forstår, at det faktisk også er tilladt at tvivle.
I princippet bliver det en nem opgave. For som bl.a. Donald Trumps tidligere nationale sikkerhedsrådgiver John Bolton har udpenslet, så har Trump “hverken nogen filosofi eller nogen politikker”. Snarere opererer han som i “et øhav af prikker, der ikke er forbundet af tråde af logik, fremtoning eller resultater”. Trump har ingen ideologiske overbevisninger og er i den forstand komplet uforståelig.
Vi tager lige nogle flere englehop.
….
Pyha. Nu, hvor vi læser ovenstående igen, kan vi da godt se, at billedet bliver lidt forvirrende. Så bare for en sikkerheds skyld: Vi kalder ikke Trump for Gud. Alene tanken fik os faktisk til at kaste op under englehoppene – og det kan heller ikke være sundt for blodtrykket.
Noget, vi alligevel ikke vil afskrive, er, at Kamala Harris’ kampagne kan have misforstået nogle af de dynamikker, der er på spil i den svage tænkning. Som skribenten Sam Kriss også skriver, var der nemlig en oplagt brist i Harris’ gentagne pointe om, at valget stod mellem demokrati (hende) og kaos (Trump):
“[…] demokrati er på stemmesedlen er et utroligt antidemokratisk slogan. Du har intet andet valg end at stemme på os, siger det. Du har ikke noget at skulle have sagt. Uanset hvilket desperat misfoster vi vælger, er det din eneste mulighed: Find dig i det. Det bør ikke overraske dig, at mange mennesker ser på det tilbud, du giver dem, og beslutter sig for at takke nej.”
Forunderligt nok faldt Kamala Harris i en fundamentalistisk fælde, så snart hun begyndte at udlægge Trump som Djævlen selv. ‘Du skal ikke tro, du skal vide, at jeg er langt bedre’, var budskabet. Den købte amerikanerne bare ikke. Så ville de hellere høre englene synge i Donald Trumps forjættede land – der med tiden nok skal åbenbare sig som et levende helvede. /David Dragsted