Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Okay, vi kan ikke helt dy os for at lave et lille Trump-addendum. Vi lover, at vi nok skal forsøge at tage en USA-detox hen over weekenden. Men indtil da:
Nu vi taler om Trump som mangefacetteret, bliver vi selvfølgelig også lidt nysgerrige på, hvordan andre danske medier har tacklet ham og præsidentvalget. Tager man en meget uvidenskabelig stikprøve, bliver det i hvert fald tydeligt, at fanden bliver malet på væggen i meget varierende grad.
Hos TV 2 har man ganske vist talt om, at Trump er tæt på den “totale sejr”, men bag det totalitært klingende rubriksprog gemmer sig nogle lidt mere banale betragtninger. Ja, det underlige er vel faktisk, at præsidentvalget nærmest bliver behandlet som business-as-usual, for man har bl.a. fået en professor til at overveje, hvordan Trump måske “kommer med en skattepolitik, der vil favorisere det private erhvervsliv og sænke selskabsskatten”, og så har man da heller ikke sagt noget, der går ud over hvilepulsen.
Berlingske har, så vidt vi kan gennemskue, forsøgt sig med en slet skjult tante-fjantet-fortælling om, at det selvfølgelig var Kamala Harris’ woke-leflen, der blev hendes egen undergang, mens Børsen har holdt sig on-brand ved først at fastslå, at den amerikanske centralbank “holder fast i sin køreplan” trods Trumps valgsejr. “I hvert fald på den korte bane.” Amen altså, og her gik vi og var bange for demokratiet og verdens undergang!
Så bliver det straks mere interessant, når vi når til Politiken. Normalt har avisen for vane at skrive sært selvfølgelige ledere, der aldrig sådan for alvor vover pelsen. Sådan noget som “Politiken mener: Mellemøsten er på randen af storkrig. Stop det”. Og det var basta! (intet slår dog det bibelsk selvudslettende “Kristeligt Dagblad mener: Tro ikke på alt, hvad du læser og ser”). Denne gang har chefredaktør Christian Jensen imidlertid ikke tænkt sig at lægge fingre imellem:
“Politiken mener: Valget af Trump udgør et farligt øjeblik i verdenshistorien”.
Sådan! Giv os bål og brand! Fuld gas, Christian!
Men hov, hvad er nu det, der så faktisk står i lederen?
“Det bedste, man kan sige om Donald Trump som USA’s 47. præsident? At verden har prøvet det før. Det værste, man kan sige? At det er en helt anden og langt mere magtfuld Donald Trump, der i de næste fire år kommer til at præsidere over verdens største stormagt.”
Jøsses dog, Christian, er det det værste, man kan sige? Det værste? Så lev da livet lidt, slip fantasien fri, forsøg med noget mere rabiat, noget à la “Donald Trump er en megaloman og fascistisk voldpsykopat, som ikke bare truer med at underminere hele USA’s demokratiske fremtid og skabe et kvindeundertrykkende teokratisk mareridtssamfund i stil med Handmaid’s Tale (se bare Project 2025), men også vil dødsdømme den globale klimakamp med sin olieonanerende ugh-ugh-neanderthaler-hjerne, der siger, at drivhuseffekten er et stort fedt svindelnummer – hvorfor vi, som vi også skriver andetsteds i avisen, allerede nu kan vinke definitivt farvel til klimamålet om at begrænse den globale opvarmning til 1,5 grader.”
Se Politiken, var det ikke både rart og forløsende? Information har også øjnene på klimakatastrofen, og heldigvis er vreden her noget nemmere at spore.
Så er den straks værre med DR, altså det medie, vi giver til hinanden ved at give det et milliardbeløb årligt. Det medie, som bedre end nogen andre har mulighed for at være dagsordensættende og påvirke, hvad “danskerne” mener. Her betyder valgdækning mest af alt voxpops, og i den anledning har man talt med nogle unge, som forståeligt nok er pissehamrende bange for, hvad Trump vil gøre ved klimaet. Men ha, snydt, de falder direkte i DR’s fælde, for som der står nederst i artiklen om de pissehamrende bange unge:
“Professor og medlem af Klimarådet Katherine Richardson er ikke lige så bekymret som de unge, vi har talt med. Læs hvorfor her”
Klikker man på linket, for sådan et er der, kan man få serveret en række public service-godkendte pointer til julefrokosten om, at de unge nok bare er hysteriske, for lige den her professor siger altså, at det som sådan ikke er USA’s præsident, der bestemmer klimapolitikken, men snarere markedet og delstaterne. Og videre:
“Når man er i gang med en transformation, så kan man ikke forvente, at det vil være en stille og rolig tur opad. Der vil være støj omkring det. Der vil være optur, og der vil være nedtur. Og jo, det her er en kæmpe nedtur, men det er absolut ikke enden på en grøn transformation.”
Altså, det kan der selvfølgelig være noget om. Alligevel kan vi ikke slippe følelsen af, at DR burde have dvælet noget mere ved de unges meget reelle bekymringer, før man begyndte at modsige dem så ublu. Bevares, vi skal da huske håbet, men vi skal nok heller ikke tro, at klimakrisen bare er en hyggelig, omend lidt vild, rutsjebanetur. DR bliver simpelthen nødt til at være bedre bevidst om de signalværdier, man sender. Eller som salig Johnny Madsen også sagde: “En gentleman er en mand, der kan spille banjo, men som alligevel lader være.”
/David Dragsted, chefredaktør