Ét skridt frem, to skridt Baku

Optakten til FN’s klimatopmøde COP29 i Aserbajdsjans hovedstad Baku kan dårligt siges at have været optimal. Præsidentvalget i USA, diverse politiske kriser, konflikterne i Mellemøsten og krigen i Ukraine har taget det meste af den internationale opmærksomhed. Hvis øjnene endelig er blevet rettet mod Baku, har det mest handlet om værtskabet: Aserbajdsjan er en tung fossiløkonomi, og olie og gas udgør over 90 pct. af landets eksport.

I den forstand virker det som et lige så farceagtigt sted at afholde et internationalt klimatopmøde som da man sidste år holdt COP28 i De Forenede Arabiske Emirater. Meget sigende er COP29-værtskabet da også allerede blevet ramt af en skandale, med afsløringer af, at klimatopmødets aserbajdsjanske chief executive Elnur Soltanov i smug har forsøgt at tiltrække nye investeringer til SOCAR, Aserbajdsjans statsejede olieselskab. For intet skriger åbenbart networkingmuligheder fossilfolk imellem så meget som et klimatopmøde.

Forventningerne til COP29, der officielt begynder i dag, mandag, og officielt er sat til at slutte den 22. november (FN’s klimatopmøder har det imidlertid med at gå over tid), er derfor også noget afdæmpede. Selvom hver dag og hvert decimal tæller i den igangværende klimakrise, som allerede nu fører til ekstremt vejr og rekordhøje temperaturer, ser mange næste års COP30 i Belém i Brasilien som det næste oplagte vendepunkt. Af samme grund er gæstelisten i knap så eksotiske og ferieagtige Baku noget affolket.

Faktisk er det lige dele nedslående og pinligt, hvor mange statsledere, der har tænkt sig at blive væk fra COP29. Ligesom det meget godt illustrerer, hvordan klimakrisen atter er røget langt ned på listen over politiske prioriteringer – for det er, som om noget andet altid kommer i vejen og får forrang, hvad end det så er pandemi, krig eller inflation. Når præsident Volodymyr Zelenskyj har tid til at rejse til Aserbajdsjan i en af de måske mest kritiske perioder for Ukraine hidtil, ved vi dog virkelig ikke, hvad de andres undskyldninger reelt er.

USA’s afgående præsident Joe Biden tager eksempelvis ikke til Baku, heller ikke selvom det er hans sidste chance for at deltage i et klimatopmøde. På samme måde vil hverken Tysklands kansler Olaf Scholz eller Frankrigs præsident Emmanuel Macron deltage. Og heller ikke EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen, Indiens premierminister Narendra Modi, Kinas præsident Xi Jinping, Brasiliens præsident Lula (han er dog lovligt undskyldt med en hjerneblødning), Australiens premierminister Anthony Albanese, Canadas premierminister Justin Trudeau eller Nederlandenes premierminister, Dick Schoof, den sjuft. Til gengæld kommer Taliban, hvilket må siges at være vikaren fra helvede.

Målt på de mange afbud har defaitismen og ligegyldigheden vist allerede grebet om sig, hvilket selvfølgelig også kan hænge sammen med, at Donald Trumps valgsejr definitivt har fjernet forventningerne om, at USA vil tage klimalederskab. Tilbage står en række amputerede drøftelser i Baku, hvilket dog ikke gør dem mindre afgørende – tværtimod. Håbet er, at COP29 skal udmønte sig i en ny aftale for, hvordan man giver klimastøtte til udviklingslandene. Altså lande, som kommer til at mærke nogle af de værste konsekvenser af klimakrisen, selvom de har bidraget mindst til den.

Den hidtidige model, som man blev enige om på COP15 i København, har lydt på 100 mia. dollars årligt fra de rigeste lande, men det er altså på ingen måde nok – ifølge FN har udviklingslande fra 2025 brug for op mod 1,1 bio. dollars i klimafinansiering. Målet er derfor, at man når frem til en ny NCQG, en uskøn forkortelse for new collective quantified goal. Stridspunktet er bare, hvem der denne gang skal betale – og hvor meget. Med tanke på, at de rige lande allerede har haft mere end svært ved at overholde aftalen fra København, har udviklingslandene desuden god grund til at være kritiske.

Under alle omstændigheder skal sorgerne selvfølgelig ikke tages på forskud, for det kan da være, at olielandet Aserbajdsjan bliver hjemsted for en uventet progressiv klimaløsning. Lidt ligesom man sidste år i Dubai trods alt blev enige om en aftaletekst, hvori man for første gang talte om en gradvis “omstilling væk fra fossile brændsler i energisystemer”. At omstillingen så stadig er svær at se i praksis – særligt med tanke på, at de fortsatte investeringer i fossile brændstoffer er enorme, hvis ikke ligefrem stigende (alt imens hedgefonde er begyndt at satse imod den grønne omstilling) – er selvfølgelig ikke optimalt. Men så er der altid næste år i Brasilien – hvis da ikke noget andet kommer i vejen i mellemtiden. /David Dragsted