Jessica Rinaldi/Reuters/Ritzau Scanpix
Måske er klimakampen alligevel ikke tabt med valget af Donald Trump, for i løbet af ugen kom der faktisk hjælp fra en lidt uventet front: I forbindelse med det igangværende klimatopmøde COP29 i Baku fik olieselskabet Exxon Mobils adm. direktør Darren Woods sagt til flere amerikanske medier, at han ikke vil have, at Trump trækker USA ud af Parisaftalen (igen).
Selv olieselskaberne synes altså – i hvert fald udadtil – at det bliver lidt for grove løjer, når Trump taler om at “bore, baby, bore”. For ganske tidstypisk (og meget CSR-agtigt) satser Exxon mere og mere af butikken på den grønne omstilling. Forstået på den måde, at man planlægger at bruge omkring tre mia. dollars årligt på grønne projekter.
Er det en beskidt aflads- og afledningsmanøvre, som skal fjerne fokus fra Exxon Mobils eksorbitante ansvar for klimakrisen? Som måske endda kan skygge lidt over, at olieselskabet siden 1970’erne har haft utroligt god viden om, hvad udledningen af fossile brændstoffer vil have af uoverskuelige konsekvenser? You bet! Men i det mindste tvinger det så også Darren Woods til at lege, at han kerer sig, og det er vel også noget værd.
Eller, kerer og kerer. Det, som Exxon-topchefen rent faktisk påpeger til Wall Street Journal, er, at det ville være dårligt for forretningen, hvis USA bliver trukket ud af Parisaftalen, da det vil skabe for meget forvirring og usikkerhed – og den slags koster jo penge. Skidt pyt med klimaet, men tænk dog på bundlinjen! Vi kan jo ikke have, at Exxon Mobil går hen og bliver et filantropisk foretagende.
At Darren Woods så alligevel er noget nær den grønneste stemme på COP29 med sin Parisaftale-snak, vidner vel meget godt om, hvordan topmødet i Baku bærer præg af at være en absurd potemkinkulisse, som flere af verdens vigtigste statsledere – herunder USA’s Joe Biden, Kinas Xi Jinping, Indiens Narendra Modi og Tysklands Olaf Scholz – end ikke finder det nødvendigt at optræde ved. Det er ellers ikke fordi, der mangler gode grunde til at kaste alt andet til side (inklusive den allestedsnærværende olielobby), og omgående trække i arbejdstøjet i Aserbajdsjan.
I flæng kan nævnes (og her læner vi os bl.a. op af Informations glimrende opsummering af nogle af de vigtigste nye klimarapporter), at verden ifølge FN’s miljøprograms (UNEP) Emission Gap Report er på vej mod en opvarmning på 3,1 grader, at vi som følge af klimaforandringerne ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) vil se 250.000 for tidlige dødsfald årligt frem mod 2050, og at vi stadig er håbløst bagud på målet fra COP28 om, at udbredelsen af vedvarende energi skal tredobles inden 2030 – nærmere bestemt mangler vi ifølge International Renewable Energy Agency at finde 7,3 terawatt (i 2023 blev det til godt en halv terawatt ekstra grøn strøm).
Det bizarre er vel, at selvom Exxon Mobil og de øvrige oliegiganter er nogle gemene hyklere, som slet ikke burde være at finde på et klimatopmøde med respekt for sig selv, så gør de sig da i det mindste den ulejlighed at foregive en interesse for den grønne omstilling. Det er mere, end man kan sige om… ja, det bliver en lang liste. Under alle omstændigheder: Vi skal næppe håbe på for meget fra Baku. Men vi er da først på spanden, hvis vi lader Darren Woods vise vejen til de grønne skove. /David Dragsted, chefredaktør