Reportage

Motorvejen til helvede

Donald Trump er godt i gang med at danne en ny amerikansk regering, der de næste fire år vil forme fremtiden for USA og resten af verden. På valgaftenen var Føljeton til fest på en klistret sportsbar i New York for at forstå de mennesker, der ser triumferende på Trumps tilbagekomst.

Foto af Marcus Maddox

Mørket har sænket sig over en usædvanligt varm valgaften på Manhattan. Imens de sidste stemmesteder er ved at lukke, vandrer jeg langs 2nd Avenue på vej til valgfest med New York Young Republicans. Festen foregår et hemmeligt sted, der først er blevet offentliggjort for de tilmeldte på dagen.

Man forstår godt, hvorfor de unge republikanere ikke skilter offentligt med fejringen. I byen, hvor over 80 pct. stemte på Joe Biden i 2020, udgør de et foragtet mindretal. Hvem ved, hvad der kan ske på en dag som i dag, hvor de politiske spændinger er på højde med skyskraberne.

Jeg ankommer til sportsbaren i East Village, hvor arrangementet allerede har været i gang en times tid. De røde MAGA-kasketter udenfor viser vej til indgangen.

“Her er din drikkebillet,” siger en kvinde og giver mig en dollarseddel med Donald Trumps smilende ansigt på. Jeg går ned ad en lille trappe og træder ind i det tætpakkede kælderlokale, hvor AC/DC’s Highway to Hell tordner ud af højtalerne. Et mere profetisk sangvalg er i dag svært at forestille sig.

En kvalm dunst af friture hænger i den klæbrige luft. Rummet funkler i lys fra kulørte lamper og fladskærme med live-dækning fra CNN, NBC og Fox News. Hundredvis af mandestemmer forsøger ihærdigt at overdøve både musikken og hinanden. “J.D. Vance’s the man, bro!” lyder det højlydt fra en frat boy iført en forvirrende kombination af MAGA-kasket, sort jakkesæt og hvide joggingsko.

Jeg havde ikke ligefrem forventet en opvartning i Trump Tower med kaviar og champagne. Men billetprisen på 80 dollars indvarslede alligevel et mere mondænt og modent arrangement. Ikke en klistret kollegiefest med grillkylling ad libitum.

En splittet nation

På fortovet udenfor stopper en ung kvinde op. “Fuck you guys!” brøler hun mod de mange MAGA-mænd. ‘Hvordan blev det hele så fjendtligt?’ tænker jeg, mens jeg moser mig gennem mandemassen på jagt efter et åndehul.

Ingen kan vel længere være i tvivl om, at den politiske virkelighed i USA er mere fragmenteret, end den har været længe. Bestemt mere end for 10 år siden, hvor jeg sidst var i New York.

Dengang vandrede jeg rundt som ubekymret turist i et land, hvor Obama stadig var præsident, ingen for alvor var bange for tredje verdenskrig, og det liberale demokrati ikke for alvor virkede truet. For det liberale USA skulle perioden vise sig at være en slags selvtilfreds slumringstilstand, som fik en brat afslutning den 8. november 2016, hvor en ny amerikansk afgrening af fascismen pludselig indtog Washington.

Valget radikaliserede de eksisterende politiske skel i den amerikanske befolkning. Trumps harcelering mod eliten og traditionelle medier fik mange republikanske vælgere til at opsøge andre nyhedskilder i den digitale verden. Ansporet af techgiganternes profitmaksimerende algoritmer blev amerikanerne i stigende grad udsat for vidt forskellige fortællinger, der gav dem modsatrettede verdensbilleder.

Her ligger landet stadig i dag.

Ifølge filosoffen Jason Blakely bruger amerikanerne de samme begreber som “frihed”, “lighed” og “demokrati”, når de tænker og taler om politik. Men de tillægger ordene vidt forskellige betydninger alt efter, hvilken ideologisk tradition de er formet af. Den offentlige samtale er stort set brudt sammen, fordi folk i stigende grad ikke længere kan forstå deres medmennesker, som befinder sig i andre verdener, konstrueret af deres respektive ideologier. Eller som filosoffen Ludwig Wittgenstein sagde: “Mit sprogs begrænsninger er min verdens begrænsninger.”

Ifølge Blakely er vejen til forsoning at forsøge at fordybe os i andre ideologiske universer og se, hvordan de skaber mening for de mennesker, der befinder sig i dem. Det er vel derfor, jeg nu står i køen til baren blandt alle MAGA-kasketterne: For kortvarigt at fordybe mig i den fortælling, der ser Trump som løsningen på landets lidelser.

Bartenderen tager imod min smilende dollarseddel og rækker mig en øl. I hjørnet står Donald Trump i papversion med tommelfingrene i vejret. En højlydt røst råber “We will win!”, og musikken skifter i samme øjeblik til Ozzy Osbournes Crazy Train. Jeg sukker indvendigt. Med Trump som præsident, er det så ikke netop det verden er? Et skørt tog med kurs mod afgrunden? Men så husker jeg alligevel på sangens første vers: Crazy, but that’s how it goes / Millions of people living as foes / Maybe it’s not too late/ To learn how to love/ and forget how to hate.

Demokratisk trussel

I den bagerste del af lokalet falder jeg i snak med en fyr ved navn Walter. Han har ikke MAGA-kasket på, og med sin brune skjorte fremstår han mere afdæmpet i sit udtryk end mange af de andre til festen. Han indvilliger i at tale udenfor, hvor der er mindre larm.

Walter undviger øjenkontakt, når han taler, men leverer sine pointer med en overbevisende sikkerhed i stemmen. Han fortæller, at han er 41 år gammel, har boet i New York i 20 år og ejer en række mindre virksomheder, bl.a en kaffekæde. I den føromtalte slumringstid var han med egne ord tilfreds med Obama som præsident, men oplevede en politisk vækkelse mod højre omkring 2016:

“Hvis du ikke er demokrat i en alder af 20 har du intet hjerte, hvis ikke du er republikaner i en alder af 30 har du ingen hjerne,” siger han og tillægger USA’s tredje præsident Thomas Jefferson citatet. Tvivlsomt er det, om det er noget, Jefferson faktisk har sagt, men det lader vi ligge.

Selvom Walter er en stolt republikaner, er han ikke stor fan af Trump, som han mener spreder for mange falske historier:

“Det eneste mindeværdige øjeblik fra Trumps debat med Kamala var, da han talte om indvandrere, der spiser kæledyr,” siger han og ryster på hovedet. “Det distraherer os fra det egentlige problem, nemlig at folk rent faktisk bliver voldtaget og dræbt af illegale migranter.”

Walter er til gengæld fan af den nyligt valgte vicepræsident og beskriver sig selv som en “meat and potatoes J.D. Vance kind of guy”. Med den formulering forsøger han at distancere sig selv fra partiets konspirationsteoretiske fløj. Republikanere, der taler om kæledyrssultne indvandrere, systematisk snyd ved valget i 2020 og demokraters involvering i sataniske pædofiliringe. Ifølge virksomhedsejeren har den 35-årige Yale-advokat en mere fornuftig og afdæmpet tilgang til politik:

“Med J.D. Vance som præsident ville vi have den samme politik som Trumps, men uden alt det der bullshit,” siger han.

For Walter er den vigtigste grund til at stemme republikansk dog at stemme imod Harris og Demokraterne, som han kalder en “trussel mod det amerikanske demokrati”. Ifølge Walter vil de undergrave samfundet med diversitetskvoter og ved at ændre på USA’s befolkningssammensætning for egen vindings skyld.

“Det er en trussel mod demokratiet at placere udokumenterede migranter i svingstaterne. For med tiden vil de få statsborgerskab og stemme på Demokraterne,” siger han.

Walter taler ind i en teori, som bl.a. Elon Musk har viderebragt i løbet af valgkampen. Demokraterne vil cementere deres magt ved at sende illegale indvandrere til svingstaterne, som med tiden vil få statsborgerskab og stemme demokratisk. Flere eksperter har kritiseret fortællingen for at være fejlagtig, eftersom antallet af migranter i svingstater som Georgia, Arizona og North Carolina enten er faldet eller har ligget på et stabilt niveau i de senere år. Selv hvis det var sandt, at antallet af migranter steg i staterne, ville det tage mindst et årti for de migranter at få stemmeret.

Walter holder dog fast: “Kamala Harris er absolut en større trussel mod demokratiet end Donald Trump,” siger han.

Væmmelige vacciner

Inde i baren er stemningen støt stigende. Fladskærmene viser rødt og atter rødt på de amerikanske landkort, og Trump står til at vinde den afgørende svingstat Georgia.

Midt i moradset taler jeg med en 30-årig kvinde ved navn Daniella. Umiddelbart virker hun overraskende progressiv. Hun har tidligere stemt demokratisk, deltaget i den modkulturelle festival Burning Man og arbejder til daglig med alternativ behandling af mentale lidelser som PTSD.

Egentlig havde hun ikke tænkt sig at tage med til valgfesten, men blev med egne ord hevet med af sin Trump-elskende veninde. Daniella kalder sig hverken demokrat eller republikaner, men moderat. Hun mener, de traditionelle partier førhen fremmedgjorde selvstændige tænkere, eller som hun siger: “mennesker, der undersøger tingene selv og ikke tager mediernes udsagn for gode varer”.

Men det har Trump ændret på.

Selvom Trump ifølge Daniella “har sine problemer”, har hun stemt på ham på grund af hans omfavnelse af vaccineskeptikeren Robert Kennedy Jr., som netop er blevet udnævnt til USA’s nye sundhedsminister: “Han bekymrer sig om, hvad der er i vores mad, hvad der er i vaccinerne, og hvad vi kommer i børns kroppe. For mig vil folks sundhed altid være det vigtigste,” siger hun.

Flere af Daniellas bekymringer virker forståelige. Hvem kan være imod promoveringen af sundhed i et land, hvor 42 pct. af befolkningen er svært overvægtige, og hvor over halvdelen kæmper med at betale for medicin og basal sundhedspleje? Med sit slogan “Make America Healthy Again” lader Kennedy faktisk til at tage problemerne alvorligt.

Men dykker man dybere ned i hans fortælling, åbner der sig en bizar parallelvirkelighed, hvor begrebet “sundhed” har gennemgået en syret semantisk fordrejning.

Når Kennedy taler om “sundhed”, fremfører han påstande om, at vaccinationer forårsager autisme, at wifi er kræftfremkaldende og at covid-19 er et biovåben designet til at aflive hvide og sorte mennesker, mens det skåner kinesere og jøder. “Kennedy er en videnskabsfornægtende, moralsk fordærvet konspirationsteoretiker, som vil sætte folks liv i fare, hvis han får magt over sundhedspolitikken,” sagde præsidenten for forbrugerorganisationen Public Citizen efter udnævnelsen.

Journalist og forfatter Naomi Klein har forklaret den type fordrejning med begrebet pipikism, defineret som “den antitragiske kraft, der gør alt ligegyldigt – som gør alting farceagtigt, overflødigt og trivielt”. Kennedy har med sine konspirationsteorier gjort sundhedsdebatten til en farce. Med succes har han overtaget en faktabaseret politisk kritik af et forfejlet amerikansk sundhedssystem og forvandlet den til en fjollet fortælling om dødbringende vacciner og kinesiske biovåben.

Mod afgrunden

Skærmene i sportsbaren er rødglødende. Trump har vundet Georgia, og rummet runger af sejrsråb.

Fællesskabsfølelsen her vidner om Trumps bemærkelsesværdige evne til at samle divergerende synspunkter i sit politiske projekt. Walter og Daniella er dybt forskellige mennesker, der langt fra er optaget af de samme politiske emner.

På trods af deres skepsis over for Trump har de stemt på ham. Ikke på trods af, men på grund af den brede vifte af loyalister, han har inviteret ind i varmen: J.D. Vance med sin skarpe højreorienterede retorik, og Robert Kennedy Jr. med sine konspirationsteoretiske tryllenumre.

På den anden side af det politiske spektrum sidder progressive og socialliberale stadig fast i skænderier. Måske er det venstrefløjens vigtigste lektion i nederlagets stund – at politisk enighed ikke er en forudsætning for politisk samling?

Jeg trasker mod udgangen til lyden af ekstatisk korsang: “USA, USA, USA!” synger de tilbageværende. MAGA-monsteret er tilbage. De hidkalder det. /Claes T. Sørensen

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12