Blå himmel, mørke udsigter

Af en eller anden grund blev det her så ugen, hvor snart sagt alle danske journalister og politikere massemigrerede til Bluesky for at gøre det til medie-Danmarks nye klubhus, nu hvor X er blevet… ja, til et Musk-uløst højreradikalt propagandamiddel.

Skal man tro techjournalist Ryan Broderick, der driver nyhedsbrevet Garbage Day, er alene det at nævne Bluesky dog en slags journalistisk kryptonit, der skræmmer læserne langt væk. Så for vores allesammens skyld skal vi nok helst lade være med at skrive for meget om det “nye” sociale medie (dog kan vi jo hurtigt nævne, at Føljeton nu også er at finde derinde). Nej, lad os hellere se på, hvad der sker i den “rigtige” mediestrøm.

“Strøm” skal her læses relativt bogstaveligt. Torsdag morgen optrådte en lidt besynderlig nyhedsnotits nemlig hos fagbladet Journalisten. “Berlingske skrev om lodsskib, der viste sig at være Jyllands-Posten”, hed den direkte rubrik – som henviste til, at Berlingske havde taget fejl af et skib, som Jyllands-Posten havde lejet (vel at mærke midt i al mystikken om, hvad det kinesiske fragtskib Yi Peng 3 mon lavede i Kattegat). Der var noget smukt ved forvekslingen; medier, der følger i hinandens slipstrøm, og pludselig får pisket en vild stemning op.

For nu løst at parafrasere K.E. Løgstrup: Når noget bliver til, bliver det også til for at forsvinde. Forargelsen kan hurtigt aftage; den blå himmel med ét blive tegnet grå af kedsomhed. Her er det så bare vigtigt at huske, at kedsomhed på en og samme tid er brændstoffet og “den største hindring for menneskelig tilfredsstillelse og ultimativ lykke” i det kapitalistiske system (sociologen Mariusz Finkielszteins ord, ikke vores). Og at man gerne må synes, at nogle ting er både vigtige og kedelige.

Fulde grise

Tag blot COP29, som vitterligt stinker af olie som følge af de nærliggende aserbajdsjanske olieraffinaderier. Klimatopmødet er officielt sat til at slutte i dag, fredag, men en grøn aftaletekst lader i skrivende stund vente på sig. Hvilket måske ikke er så overraskende, nu hvor den fossilglade COP29-formand Mukhtar Babayev beskyldes for at famle i blinde, og stemningen generelt lader til at være i bund. Tænk: Måske er klimatopmøde ikke længere den rigtige betegnelse?

Nej, man må kalde tingene ved deres rette navn, også så vi ikke bare ender med at fægte mod vindmøller. Når man i Politiken kan læse, at danske landmænd bruger øl for at berolige deres dybt stressede søer, er det eksempelvis værd at overveje, om det er den slags innovation, Fødevarer & Landbrug ynder at tale om – eller snarere en særpræget og meget dansk form for dyreplageri. Særligt når formanden for dyrlægeforeningens faggruppe for grise John Haugegaard råber op om praksissen, der er et resultat af, at søer avles til at få flere pattegriser, end de rent faktisk har patter til:

“Nogle søer har svært ved at vænne sig til, at der pludselig render 16-18 nye smågrise rundt omkring snuden på dem, og så bider de ud efter dem og napper dem, fordi de er forvirrede over, hvad der sker. Så får de guldbajere oven i truget eller i foderet, så de bliver roligere.”

Fluernes herre

Bliver vi bare lidt i dyreverdenen, skal der nu også mere styr på, hvordan vi navngiver arter her i Danmark. For som Lars Skipper, artsansvarlig hos arter.dk, forklarer til DR, har den danske navngivningspraksis hidtil været “det vilde vesten, fordi der er fri leg”. Hvilket er derfor, man i naturen bl.a. kan støde på hedeninjaen (en arachnid – undlad at google, hvis du er bange for edderkopper), flæsketerningen (en baggællesnegl) og kæmpefluen Harald (en stor flue opkaldt efter professor Harald Thamdrup, den første direktør for Naturhistorisk Museum i Aarhus).

Sammen med Statens Naturhistoriske Museum har Lars Skipper fået nedsat et råd, som skal løse problemet. Og det er jo egentlig en glimrende idé: Myndige instanser, der kan kalde en spade for en spade og en kæmpeflue Harald for en kæmpeflue Harald. Hvilket er derfor, man også må glæde sig over Den Internationale Straffedomstol (ICC). En myndighed, der formår at skære igennem, når de enkelte lande fejler – og som heller ikke er bange for at kalde en krigsforbryder for en krigsforbryder.

Hvis vi skal leve op til vores forpligtelser ved ICC, skal Israels premierminister Benjamin Netanyahu – sammen med Hamas-lederen Mohammed Al-Masri og den tidligere israelske forsvarsminister Yoav Gallant – nu simpelthen tilføjes til listen over navne, Danmark er forpligtet til at anholde og overdrage til domstolen i Haag. Det er helt vildt. Faktisk så vildt, at vi allerede kan ane de mørke skyer, der må samle sig over Slotsholmen, når regeringen skal formulere en reaktion på Bluesk- hov, nu lod vi os næsten rive med igen! /David Dragsted, chefredaktør