Verdens største COP-out?

Der kom trods alt en aftale på falderebet. Men det er så også tæt på det pæneste, man kan sige om det netop overståede FN-klimatopmøde COP29 i Aserbajdsjans hovedstad Baku.

Natten til søndag blev de knap 200 medlemslande bl.a. enige om, at bidraget til de fattige lande skal øges, så man inden 2035 kommer op på en årlig klimafinansiering på 300 mia. dollars. Justerer man for inflation, er der omtrent tale om en fordobling af det beløb, man blev enige om på COP15 i København helt tilbage i 2009. Dermed er man dog stadig milevidt fra de 1.300 mia. dollars årligt, mange havde håbet på – og som menes at være bydende nødvendige. Ligesom der heller ikke blev rokket ved, hvem der skal punge ud.

Kort sagt holder man stadig fast i kategoriseringen af udviklingslande og donorlande fra 1992, hvilket betyder, at lande, som ellers er godt ved muffen som fx Kina og Saudi-Arabien, stadig kun behøver betale på frivillig basis. Med tanke på, at klimafinansieringen på forhånd blev set som det altoverskyggende hovedtema på COP29 – og at planen var, at der skulle findes en retfærdig løsning, så de lande, som bliver hårdest ramt af klimaforandringerne (men paradoksalt nok har bidraget mindst til dem) får en passende håndsrækning – er det svært ikke at se slutresultatet som en slem skuffelse.

Ja, som frygtet var det generelt svært at finde den grønne begejstring midt i den dystre skov af 1.700 lobbyister fra fossilindustrien, som havde fundet vej til Baku; og midt i det magtvakuum, som bl.a. valget af Donald Trump i USA har skabt. COP29 manglede på alle måder et stærkt lederskab, hvilket også blev tydeliggjort af, at Saudi-Arabien tilsyneladende fik udvandet aftaleteksten, så den endog fremstår mindre løfterig end sidste års aftale fra COP28 i Dubai – som trods alt indeholdt en opfordring til, at verdens lande udfaser fossile brændstoffer som gas og olie. Forunderligt nok er selv det spage ønske om en grøn omstilling blevet udvisket i Aserbajdsjans forhandlingslokaler.

Paradokset er simpelthen, at de globale udledningerne af drivhusgasser fortsat stiger – i år blev der slået rekord med 41,6 gigatons kulstofudledninger ifølge Global Carbon Budget – mens kloden allerede nu oplever dybt skræmmende temperaturrekorder; og alligevel manglede viljen til handling på COP29. Parisaftalens målsætning om at holde opvarmningen under 1,5 grader celsius er i praksis død; snarere anslår FN, at vi har kurs mod en opvarmning på omkring 3 grader inden udgangen af dette århundrede. Nødvendigheden af en vidtrækkende klimaaftale har aldrig været større. Men det er, som om FN’s klimatopmøder faktisk bevæger sig baglæns – mens defaitismen bliver stadig sværere at holde fra døren.

Den mest oplagte trøstepræmie fra COP29 er vel, at der (forhåbentlig) kommer øget kontrol med det dybt udskældte marked for klimakreditter. Og at det definitive forhandlingssammenbrud udeblev, hvilket trods alt åbner døren for, at næste års COP30 i Brasilien kan blive det vendepunkt, verden så dybt sukker efter. Forinden da skal FN’s 195 medlemslande jævnfør Parisaftalen have fremlagt deres respektive planer for, hvordan og i hvor høj grad de vil nedbringe deres udledninger af drivhusgasser frem mod 2035.

Planerne vil forhåbentlig give et langt bedre udgangspunkt for forhandlingerne i Brasilien; og et bedre billede, af hvor meget der endnu mangler at blive gjort. Man skal dog vist efterhånden være ret blåøjet for at kunne se de grønne fremtidsperspektiver i FN’s klimatopmøder – for at dømme fra fiaskoen i Baku er det næppe her, klimakrisen bliver afværget. Men hvad er egentlig alternativet? /David Dragsted