Nederlaget var lige så tydeligt, som det var både chokerende og ydmygende. Af samme grund så Rumæniens premierminister Marcel Ciolacu sig mandag nødsaget til at trække sig som leder af det socialdemokratiske parti PSD, efter han i weekenden tabte første runde af det rumænske præsidentvalg til den partiløse Călin Georgescu.
Af gode grunde har Georgescu hidtil været et ubeskrevet blad i Rumænien, men med en effektiv og TikTok-drevet kampagne – samt ultranationalistiske synspunkter karakteriseret ved det MAGA-lignende slogan “genopret den rumænske nations værdighed” – har han sikret sig små 23 pct. af stemmerne, og sendt rystelser gennem det politiske system.
Det afgørende slag skal nu stå mellem ham og centrum-højre-kandidaten Elena Lasconi den 8. december, mens Rumænien ugen forinden skal afvikle parlamentsvalg og finde en ny premierminister – som altså næppe bliver Marcel Ciolacu.
+ Flere reaktioner på valget hos Euractiv.
++ Mini-portræt af Georgescu hos Al Jazeera.
+++ Ikke at det direkte har så meget med valget at gøre, men sjovt nok mener den rumænske filminstruktør Radu Jude – som stod bag sidste års glimrende Do Not Expect Too Much from the End of the World – at TikTok skal tages mere seriøst.