Scholzomatens defekter

Da Tysklands socialdemokratiske kansler Olaf Scholz i begyndelsen af november sendte neoliberale FDP – den gule del af den såkaldte trafiklysregering – på porten, skete det bl.a. med henvisning til finansminister og FDP-formand Christian Lindners egoistiske ageren. Lindner havde hårdnakket modsat sig en suspendering af Tysklands berømte og berygtede gældsbremse, Schuldenbremse – og det kunne Scholz kort sagt ikke leve med i en tid, hvor den tyske økonomi stagnerer, og flere offentlige investeringer ifølge både socialdemokraterne og Die Grünen synes nødvendige.

Ironien er, at Scholz nu selv lader til at være blevet ramt af et egotrip. Efter at have ofret sin egen regering for Tysklands ve og vel, havde det givet god mening, hvis Scholz havde trådt behørigt til side, før tyskerne den 23. februar skal til stemmeurnerne. Særligt med et kig på meningsmålingerne, der viser, at Scholz’ popularitet er chokerende ringe, og at hans parti SPD står til sølle 16 pct. af stemmerne. Hvis socialdemokraterne skal afbøde en syngende vælgerlussing, virker en udskiftning bydende nødvendig – og her synes den langt mere populære forsvarsminister Boris Pistorius som et oplagt bud på en ny SPD-kanslerkandidat.

Allerede i sidste uge stod det dog klart, at der ikke ville blive tale om nogen høj Pistorius-føring, for i en video understregede forsvarsministeren, at han stadig bakker op om sin partiformand. Dermed var vejen banet for, at Olaf Scholz mandag, altså i går, problemfrit kunne blive genvalgt som kanslerkandidat af SPD’s ledelse – også selvom vejen ser ud til at føre mod det sikre nederlag. Olaf Scholz har for længst fået øgenavnet “Scholzomat”, da han i offentlige optrædener ofte fremstår robotagtig og mekanisk i sine svar. Og nu har SPD’s automatreaktion altså også været at foretrække det forudsigelige.

Med tanke på tyskernes forkærlighed for en Große Koalition, kan det naturligvis ikke udelukkes, at socialdemokraterne vil kunne finde vej til en regering på den anden side af valget. Hvis yderfløjspartierne Alternative für Deutschland (AfD) og Bündnis Sahra Wagenknecht (BSW) som ventet kommer til at sluge en stor andel af stemmerne – og de øvrige partier fortsat vil holde dem uden for indflydelse – er der i hvert fald ikke mange andre måder, en flertalsregering kan strikkes sammen på. I så fald vil SPD dog blive en forholdsvis jordet juniorpartner, for kristenkonservative CDU/CSU står med sine 32 pct. i meningsmålingerne som den store og oplagte sejrsherre – og CDU-formand Friedrich Merz som Tysklands kommende kansler. Vel at mærke en anderledes kynisk kansler med en fortid i investeringsselskabet BlackRock, som ventes at tilbagerulle mange af trafiklysregeringens tiltag på fx klima- og velfærdsområdet.

Situationen og de frygtede ydmygelser for Scholz bliver næppe bedre af, at hans kanslerforgænger Angela Merkel er tilbage i rampelyset med sin nye selvbiografi Frihed, som udkommer i dag, tirsdag. Ikke nok med, at Merkel kan få tyskerne til at drømme sig tilbage til et mere økonomisk stabilt CDU-Tyskland, så har hun med sin igangværende medieturné allerede vist, at hun ikke er bleg for at sende stikpiller i Scholz’ retning. Eksempelvis da hun i et interview med Der Spiegel i sidste uge kommenterede, at kanslerens beslutning om at fyre Christian Lindner både var typisk mandet, forholdsvis uværdig og allerværst: alt for personlig. Scholz skal nok forberede sig på at tage imod langt flere af den slags tæsk frem mod den 23. februar. Men det er så også noget, han selv har valgt. /David Dragsted