Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Der er ugler i den teknologipolitiske mose på Christiansborg. Mandag præsenterede digitaliseringsminister Caroline Stage (M) og finansminister Nicolai Wammen (S) regeringens nye strategi for kunstig intelligens, som efter sigende skal gøre Danmark “verdensførende” inden for anvendelse af teknologien i den offentlige sektor.
Op til præsentationen fik Stage heftig kritik fra hele otte oppositionspartier, fordi de tilsyneladende ikke blev inddraget i, hvordan pengene skulle bruges i den aftale, de selv har underskrevet. Skærmydslerne optog selvsagt journalisterne på det efterfølgende pressemøde, og derfor blev Stages offentlige ilddåb næppe, som hun havde drømt om.
Ikke desto mindre kunne den nye digitaliseringsminister fortælle, at regeringen har afsat 62,5 mio. kr. til fire initiativer, som bl.a. inkluderer et nyt center for rådgivning om ansvarlig brug af kunstig intelligens og en ny digital taskforce (new public management’sk for arbejdsgruppe), der skal udrulle teknologien i det offentlige “i stor skala”.
Det er svært ikke at se positive takter i at investere i rådgivning og viden om ansvarlig brug af en teknologi, som på kort tid er blevet en fast del af mange danskeres hverdag. Samtidig lugter planen også af en finansministeriel spareøvelse baseret på en bemærkelsesværdigt blåøjet tro på KI-produkters produktive superkræfter.
Den digitale taskforce, bestående af syv af landets mest magtfulde embedsmænd, har fået til opgave at finde mellem 10.000-99.000 årsværk i det offentlige, som KI angiveligt skal frigøre frem mod 2030. “Vi kan indrette os smartere. Vi kan minimere mængden af administrativt arbejde. Vi kan bruge kræfterne, så vi får bedre velfærd og mere tid i sundhedssektoren,” skriver regeringen i strategiplanen og tilføjer triumferende: “Ja, så vi får mere kvalitet for pengene i alle dele af samfundet.”
Men hvad ligger egentlig bag regeringens tro på kunstig intelligens som en effektiv mirakelkur for vores offentlige systemer?
Kunstigt intelligente maskiner er allerede blevet implementeret flere steder i det offentlige med en succesrate, der mildt sagt har været varierende. I sundhedsvæsenet bliver teknologien brugt til at scanne patienter for brystkræft og identificere knoglebrud. Men der er langt fra røntgenbilleder til det borgernære arbejde i kommunerne, hvor de hidtil sporadiske forsøg med kunstig intelligens har været lidt som at forsøge at gennemføre en hjerneoperation med en hækkeklipper.
Frederiksberg Kommune fik fx 4,7 mio. kr. til at få chatbots til at hjælpe sagsbehandlere med at vurdere, om ledige borgere skulle sanktioneres, hvis de blev væk fra jobsamtaler. Den efterfølgende forskning i projektet viste, ikke så overraskende, at botten var væsentligt dårligere end medarbejderen til at foretage den vurdering. Og endnu værre blev det, da Datatilsynet afgjorde, at projektet – sammen med tre andre forsøg på beskæftigelsesområdet – behandlede persondata ulovligt.
Som software-professor ved Københavns Universitet Thomas Hildebrandt sagde: “Dybest set ser det ud, som om at kommunerne har fået flere hundrede millioner kroner udelukkende for at finde ud af, hvor svært det er at få værdi ud af KI og overholde loven eller lave noget, som ens medarbejdere faktisk har lyst til at bruge.”
Man kan ikke klandre regeringen for at undersøge potentialet i de digitale maskiner, hvis udvikling stadig er på vuggestadiet. Men når man beslutter at fjerne mindst 10.000 offentlige årsværk, inden man har undersøgt faldgruberne, har man så ikke solgt skindet, før man har skudt robotbjørnen? For ikke at tale om, at taskforcen kun har indtil marts 2025 til at fremlægge resultaterne af deres undersøgelse, hvilket næppe er nok tid til at afklare den kolossale hvepserede af etiske og juridiske spørgsmål, som KI-implementering “i stor skala” rejser.
Lyden af techoptimismens trækbasuner skubber os langsomt, men sikkert væk fra spørgsmålet om, hvorvidt det er fornuftigt at implementere KI i alle afkroge af samfundet, og hen mod spørgsmålet om, hvordan vi gør det bedst og mest effektivt. Men vi må ikke glemme, at idéen om, at digital intelligens kan erstatte menneskelig arbejdskraft “i stor skala”, ganske enkelt kan være ren og skær indbildning. Som den amerikanske kunstner og KI-forsker Eryk Salvaggio har sagt:
“Produktivitetsmyten antyder, at alt, hvad vi bruger tid på, bør automatiseres – at al den tid, vi bruger, kan og bør frigøres for at give mere tid til andre aktiviteter eller gøremål, som også kan automatiseres. Vigtigheden og værdien af at reflektere over vores arbejde og hvorfor vi udfører det, bliver affejet som en distraktion.”
Regeringen hævder, vi ikke har råd til at undvære kunstig intelligens. Spørgsmålet er snarere, om vi har råd til endnu engang at kaste os ukritisk ud i en omfattende digital revolution. /Claes T. Sørensen