Robert Wengler/Ritzau Scanpix
Kort er godt. Inden jul – og hurtigst muligt – satser uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) på at have fået endelig opbakning til en opsigtsvækkende forkortelse af de videregående uddannelser: Aldrig før har et rigt samfund valgt at sænke dannelsesniveauet så markant, som et flertal i Folketinget er på vej til i løbet af ganske få timer eller dage.
For SVM-regeringen er reformen afgørende, simpelthen fordi forkortelsen af de videregående uddannelser ventes at skabe et øget arbejdsudbud, der næsten kan måle sig med afskaffelsen af store bededag. Og det er alfa og omega for den nuværende regering: Fremtidens velstand skal øges ved at skære ned på hidtidige velfærdsgoder.
Logikken bag den drastiske forkortelse af uddannelserne er enkel: På samme måde som flere folk formentlig vil arbejde flere timer om året, når man fra centralt hold afskaffer en feriedag, vil flere unge også komme hurtigere ud på arbejdsmarkedet, og i et livsperspektiv arbejde omtrent et år ekstra, når man fra centralt hold skærer et år af uddannelsen.
Tag ikke fejl af de politiske skinmanøvrer, for selv om både afskaffelsen af store bededag og nu forkortelsen af både kandidat- og professionsuddannelserne pakkes ind i pompøse og positivt klingende ord, handler forringelserne ene og alene om at skaffe øget arbejdsudbud – hvad der i sig selv er en lidt mytisk størrelse på Slotsholmen og omegn.
Arbejdsudbud er “den nye valuta” i dansk politik, som statsminister Mette Frederiksen (S) sagde i eftersommeren 2023, før hun senere forsøgte at sløre budskabet, da det viste sig at være upopulært blandt socialdemokratiske vælgere. Men det er ikke desto mindre fortsat ledetråden for SVM-regeringen. Den udslagsgivende linje i regeringsgrundlaget, som de tre partier alle arbejder målrettet efter at leve op til, og som nu fører til forkortelserne af uddannelserne, lyder:
“Regeringen vil i denne valgperiode træffe politiske beslutninger, der øger den strukturelle beskæftigelse med 45.000 fuldtidspersoner i 2030.”
Målsætningen bygger på en fagøkonomisk antagelse om, at forringelser af velfærdsordninger får flere til at stille sig til rådighed for arbejdsmarkedet, og at de dernæst vil finde beskæftigelse på næsten magisk vis. Det er altså ikke flere jobs, som regeringen skaber – ikke efterspørgsel efter mere arbejdskraft – men derimod et øget antal jobsøgende, altså et større arbejdsudbud.
Såvel intuitivt som teoretisk bygger fremgangsmåden på simpel bondefornuft: Når man ikke holder fri, og når man ikke sidder og læser tykke lærebøger, kan man jo i stedet komme ud og søge arbejde på fabrik, som sosu-assistent eller måske børnepasser. Og dermed være produktiv og betale skat, frem for at blive betalt af andre for at drive den af.
Urealistisk model
Konkret satser uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund på at kunne lande et kompromis, hvor de fire forligspartier – De Konservative, SF, Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne – kan acceptere en tilpasset udformning af forkortelserne. I første omgang havde SVM-regeringen spillet ud med et teknisk og fortænkt forslag, som ifølge samtlige af landets universitetsrektorer ikke kunne lade sig gøre i praksis.
På papiret havde de syv forligspartier aftalt tilbage i sommeren 2023, at bachelorstuderende på de videregående uddannelser ikke længere skal have en retsgaranti til at kunne studere videre på overbygningen, men fremover skal søge imellem vidt forskellige ordninger, hvoraf en stor del skal være markant kortere end hidtil. Målet er meget kontant, at unge uddannes mindre.
Helt præcist ville SVM-regeringen have 20 pct. af de kandidatstuderende over på en særlig erhvervskandidatuddannelse, mens 10 pct. ifølge den oprindelige plan skulle optages på hårdt forkortede kandidatuddannelser på blot et år og tre måneder. Men i mødet med virkeligheden er SVM-regeringen blevet presset til at justere.
I første omgang konkluderede rektorerne, at det ikke er praktisk muligt at udforme de helt særegne erhvervskandidatuddannelser, så de fremover kan opsuge 20 pct. af de studerende. I dag er det reelt kun revisorer, der gør brug af ordningen, og inden for andre fagfelter er der ingen, som i absolut ingen, der forestiller sig, at private arbejdsgivere vil kunne stå for at tilbyde oplæring på universitetsniveau.
Den utvetydige melding kom for en måned siden, da det særlige kandidatudvalg offentliggjorde en rapport, der dumper modellen med erhvervskandidatuddannelser, i hvert fald i det omfang, som uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund havde drømt om. Og de politiske reaktioner fra to af ordførerne fra forligspartierne kom hurtigt efter: De Konservative og SF krævede, at aftalen blev genforhandlet, da de sammen frygtede, at alt for mange studerende fremover vil ende på den 1-årige discountmodel.
Forleden skruede De Konservatives uddannelsesordfører Lise Bertelsen op for presset: “Vi kan faktisk ikke vente ret meget længere. Vi skylder de studerende, der søger optagelse på deres bachelor 1. februar, at de ved, hvad det er for en kandidat, som de kan komme ind på senere,” udtalte hun til Berlingske her først på ugen, men holdt dog samtidig døren åben for et kompromis.
Discount-uddannelse
Tirsdag eftermiddag mødtes partierne med ministeren, og det forlyder, at det vil lykkes at nå til enighed. At det til sidst bliver fredelig jul på Christiansborg. For partierne er stadig enige om det grundlæggende: Reformen handler først og sidst om at øge arbejdsudbuddet, og så må indholdet bare sjakres og files, så det passer til den økonomiske bundlinje.
For SVM-regeringen er det altafgørende, at de samlede forringelser af de videregående uddannelser fører til en effekt på “den strukturelle beskæftigelse” så tæt på “4.600 fuldtidsbeskæftigede i 2030” som overhovedet muligt, og at den forestående kandidatreform dermed nærmer sig et skrivebordsresultat, som minder om afskaffelsen af store bededag.
Hvis bare tilstrækkeligt mange unge får en kortere uddannelse, spiller det ikke så stor en rolle, hvordan det sker, og regeringstoppen er derfor yderst fleksibel. I regnearkene skelnes der nemlig ikke mellem substantielle og kvalitative forskelle i uddannelserne, men dybest set kun i længden af studieår – og dermed den periode, hvor de unge på den ene side ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet på fuld tid, og hvor de på den anden side også kan få udbetalt SU.
Det endelige kompromis kan meget vel komme til at rumme både nye vilkår for erhvervskandidatuddannelserne og lempede forhold for de 1-årige lavpris-varianter. Intet er helligt for hverken regeringspartierne eller flere af forligspartierne, så længe de unge bare ikke kan få lige så lang tid til at fordybe sig og søge dannelse. Og dermed nærmer tidspunktet sig, hvor landets unge skal se en ny fremtid i møde.
Den generation, der først var forsøgskaniner i en kuldsejlet folkeskolereform, og som dernæst – uden medicinsk begrundelse – blev sendt hjem fra skole under coronapandemien, må nu besinde sig på, at de også bliver de første unge i verdenshistorien, som vil få tilbudt en dårligere uddannelse end deres større søskende og ældre familiemedlemmer.
Reformen af de videregående uddannelser er et brutalt udtryk for, hvad der sker, når den mest merkantilistiske del af de borgerlige går sammen med den arbejderistiske fløj i Socialdemokratiet, og tilsidesætter alle hensyn til nysgerrighed, dannelse og kritisk refleksion, for i stedet at lade kortsigtet kassetænkning råde. /Lars Trier Mogensen