Knud Pedersens brev til Dronning Margrethe

Da jeg første gang blev opmærksom på Knud Pedersens (1925-2014) eksistens, var jeg redaktør for Berlingskes søndagssektion og ville gerne have et portræt af ham i avisen.  Jeg sendte en journalist ud til ham, men efter at hun havde interviewet ham i tre-fire timer og efterfølgende skrevet båndoptagelsen ud, sker der det usandsynlige, at både lydfil og word-dokument forsvinder i den blå luft. Puff, gone.

Anekdoten her rammer essensen af Knud Pedersen: Han elskede bommerten. Var begejstret! For det var jo netop i sig selv et kunstværk, mente han, og han foreslog, ja, han insisterede nærmest på, at ‘interviewet’ burde trykkes i sektionen den næstkommende søndag som seks blanke sider.

Shame on you!

Det skete naturligvis ikke. Men et halvt år efter det forsvundne interview sad jeg selv over for Knud Pedersen i kælderen, mens han fortalte historier fra sit liv. I virkeligheden talte han mest om, hvor lidt dét liv egnede sig til at komme på tryk i en avis. Men så kom han i tanke om brevet. Eller han kom ikke i tanke om det. Det blev aktuelt, fordi hans søn, erhvervsmanden Klaus Riskær Pedersens netop havde fået stadfæstet en årelang fængselsdom for bedrageri og mandatsvig af Højesteret.

Brevet stilede Knud Pedersen i 2008 til Dronning Margrethe, og det er ikke så meget et brev, som det i virkeligheden er hans mest »dybfølte og inderlige værk«, som han selv kaldte det.

»Som far til Klaus føler jeg et ansvar for, hvorledes han er kommet til det ulykkelige resultat af sit liv og ansøger hermed allerunderdanigst om, at han må blive delvis benådet.«

Fængslet af dansk politi

Sådan skriver Knud Pedersen videre. Og imens han skriver det, mener han det. Og imens han skriver det, ved han godt, at det aldrig kommer til at ske.

I brevet skriver han også om at blive anholdt og fængslet under Anden Verdenskrig – af dansk politi – og sammen med resten af sabotagegruppen Churchillklubben sidde to år i fængsel, fra han var 16 til 18 år gammel.

»Jeg kan ikke udelukke, at jeg uafvidende ­og naturligvis helt uden at det har været bevidst for mig ­har influeret på min søn i retning af at give ham mindre respekt for den danske lovgivningsmagt og de danske myndigheder overhovedet,« skriver han og beder afslutningsvis om, at de to år, han selv sad fængslet, kan blive trukket fra hans søns dom.

Satiriker

Hvis Knud Pedersen var en tv-serie, ville han være ‘Lost’. Der er ingen udveje, og alt fører tilbage til udgangspunktet.

For Knud Pedersen ved jo godt, at han aldrig vil få Klaus Riskær Pedersen benådet. Han ved, at det brev aldrig vil blive læst af Dronningen. For ham er brevet et stykke satirisk krigslitteratur, hvor alt mellem linjerne stinker af bitterhed og vrede.

»Shame on you, danemarken,« skriver han i brevet. For han ved, hvordan det vil cirkulere fra embedsmand til embedsmand, uden at nogen vil vide, hvad de skal stille op med det, og det er satiren i det, han elsker.

Da han i 1957 stiftede Kunstbiblioteket, var det med satirikerens blik på en kunstverden, som han syntes var blevet borgerliggjort. »Kampen mod borgermusikken,« kaldte han det. Derfor fik han Asger Jorn og andre af tidens store kunstnere til at donere værker, som kun skulle koste prisen på en pakke smøger at leje.

Det at være på tværs

Og da han blev smidt ud af Nikolaj Kirke, hvor Kunstbiblioteket havde til huse, stiftede han Københavns Museum for Moderne Kunst. Som aldrig har eksisteret andre steder end i Knud Pedersens hjerne.

Engang blev Knud Pedersen og hans kone Bodil inviteret til  Bologna for at tale på en konference for museumsfolk. Og da Knud Pedersen fra talerstolen begyndte at fortælle, at hans museum ikke eksisterede i fysisk forstand, var fanden løs. Men Knud Pedersen morede sig hele vejen til luksushotellet, som han og Bodil var inviteret til at bo på. Endnu et slag mod borgermusikken og den forkerte højtidelighed var vundet.

Knud Pedersens æuvre var det at være på tværs. Ikke for bare at være på tværs, der var ikke noget ‘bare’ i Knud Pedersens liv, men fordi det at være på tværs var selve hans eksistensgrundlag.

Rebel with a cause

Og så slutter vi bagvendt kronologisk med begyndelsen på Knud Pedersens historie. Om hvordan han voksede op i en præstefamilie i Aalborg. Hvordan han som 14-årig så de tyske soldater rulle ind i byen 9. april 1940. Hvordan han sammen med sin bror og en flok venner under navnet Churchill-klubben begyndte at brænde tyskernes biler af og stjæle våben. Hvordan de en dag blev snuppet og sat i spjældet. Og om hvordan han to år senere, som kun 16-årig kom ud, traumatiseret, med angst for mørke og lukkede rum.

Hvordan han blev journalistelev og kom til hovedstaden og flakkede rundt i det københavnske kunstnermiljø omkring Nikolaj Kirke. Hvordan han i 1952 får søn Klaus, hvis mor forlader ham og barnet to år senere, så han må opfostre drengen alene. Og om hvordan han starter Kunstbiblioteket og sit fiktive museum, arrangerer de første fluxuskoncerter, som kort fortalt har karakter af absurde dadaistiske happenings – laver sine egne mærkværdige projekter med titler som ‘two ball football’ og ‘fodbold i mørke’ – og tilmed får idéen til Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft og bliver rasende på forfatteren Bjarne Reuter, fordi han forvandler Churchill-klubben til den romantiske roman ‘Drengene fra Sankt Petri’.

Ansøgninger og afslag

Knud Pedersen efterlod sig få fysiske værker, men mange greatest hits. En af dem er bogen ‘Jobsøgeren’, hvor han har samlet 20 jobansøgninger – komplet med ansøgninger og afslag – til så forskellige stillinger som kulturattaché i Washington, bestyrer for øen Sprogø og balletsjef for Den Norske Opera.

Fik jeg det hele med? Nej, det er umuligt. At se en udstilling om sig selv – et forsøg på at lave tværsnit af hans liv – ville have vakt Knud Pedersens inderste modvilje. At nogen alligevel havde gjort sig ulejligheden, ville have rørt ham dybt.