Brian Snyder/Reuters/Ritzau Scanpix
Hvilke problemer skal teknologien egentlig løse for os? Mens Facebook-stifter Mark Zuckerberg med sin ublu MAGA-drejning er i fuld gang med at totalsmadre den smule goodwill, han på en eller anden måde havde fået opbygget ved at få en frisure, der ikke var inspireret af en romersk kejser (så lidt skal der til), er andre Silicon Valley-typer allerede ved at løse morgendagens udfordringer. Hvis det da så ikke ligefrem er mere almengyldige og stedsegrønne eksistentielle kvaler, de forsøger at tackle.
Tidligere på ugen kunne man læse en lidt mærkelig artikel hos mediet The Cut, der tog udgangspunkt i den igangværende ensomhedsepidemi og venskabsrecession – et emne, der også optager os her på Føljeton. Problemet er kort sagt, at flere og flere føler sig ensomme i vores moderne og hektiske verden, hvor ingen tilsyneladende har tid til at se hinanden, men til gengæld godt kan bruge endeløs tid på at se ligegyldige videoer på deres telefon. Så hvordan løser man det? Jo, med endnu mere appteknologi og venturekapital, åbenbart!
The Cut-journalisten Allison P. Davis er især optaget af den “sociale entreprenør” og “community builder” Radha Agrawal, der tidligere har stået bag konceptet Daybreaker, “et stof-frit, tidlig-morgen dansefest pop-up-arrangement”. Nu vil Agrawal så løse ensomhedskrisen med sit såkaldte “Belong Center”, et lidt svært gennemskueligt nonprofit-projekt, som med forskellige midler og en new age-agtig vibe skal forsøge at få stenrige mennesker til at tale mere sammen.
En af løsningerne er, at man vil lave nogle bænke, der indbyder til samtale. Men bare rolig: Bænkene skal selvfølgelig også udstyres med en QR-kode, som folk kan scanne for at få 20 spørgsmål, de kan stille hinanden. Enhver god relation begynder jo som bekendt med, at man akavet fumler med sin telefons kamera i stedet for at sige noget spontant.
Kunstige venner
Det, som driver Radha Agrawal, er en erkendelse, hun nok hellere lige må forklare med egne ord: “Hold da kæft, hvert eneste sociale problem, vi står over for som menneskeart, handler om, at jeg ikke hører til, derfor prik, prik, prik: Jeg vil voldtage og plyndre planeten. Jeg vil være voldelig med våben. Jeg vil begå et skoleskyderi.” Hvilket, indrømmet, virker som en lidt voldsom og forsimplet måde at udlægge fremmedgørelsens konsekvenser på…
…Men altså, læst med mere venlige briller, parafraserer den “sociale entreprenør” vel også bare nogle af de pointer, G.W.F. Hegel allerede kom med tilbage i 1799. Nærmere bestemt, at vi har fået indrettet os i en verden fyldt med åndsløse institutioner uden nogen forbindende kraft; at vi paradoksalt nok er blevet fremmede over for vores eget samfund. Ja, kort sagt er problemet ifølge Hegel “[d]en stadigt voksende modsigelse mellem det ubekendte, menneskene bevidstløst søger, og det liv, som tilbydes og tillades dem”.
Så, tilbage til løsningerne på dét hegelianske dilemma. The Cut er nemlig slet ikke færdig med at grave i vores sociale undergang. Mediet har bl.a. også talt med den tidligere Tinder-direktør Renate Nyborg, som har fået hele 3,9 mio. dollars fra Sequoia Capital til at bygge sin nye virksomhed Meeno, der ligeledes agter at give folk flere venner. For som Nyborg siger: “Der er to eksistentielle trusler, som vi vil opleve i vores levetid. Den ene er klimakrisen, den anden er ensomhedskrisen. Og jeg tror faktisk, at ensomheden er den, vi bør være mest bekymrede for”.
Et hurtigt kig på denne uges skovbrande i Californien kunne måske godt udfordre den vægtning, men lad os nu ikke hægte os i detaljerne. Det, som Meeno tilbyder, er en kunstigt intelligent chatbot, som folk kan øve svære samtaler med, før de har selvsamme samtaler med personer af kød og blod. En “chat coach” simpelthen, som skal “give folk modet til at connecte”. Udover at det lyder som noget, komikeren Nathan Fielder kunne have fundet på, er det så åbenbart Renate Nyborgs bedste bud på et techprodukt, der i modsætning til Tinder – som hun har lidt dårlig samvittighed over – ikke samtidig undergraver tilliden til vores medmennesker: en app, hvor du efterlades alene med en hallucinerende algoritme.
Mink og bælgfrugter
Mandag vandt Zetland-journalisterne Theis Ehler Molin, Helle Fuusager, Mathias Mencke og Kaare Sørensen meget fortjent Cavling-prisen for deres ihærdige afdækning af den skandaløse minkerstatning. Hvilket på bagkant har ført til en pæn portion sjælesøgen i diverse mediekredse. Det oplagte spørgsmål er nemlig, hvorfor ingen andre medier i første omgang valgte at stille det oplagte spørgsmål: Hvorfor bliver minkerstatningen ved med at vokse?
Problemet var – sådan som forfatter Mathilde Walter Clark også beskriver i bogen Det blinde øje, der ifølge Theis Ehler Molin var en væsentlig inspirationskilde for Zetlands arbejde – at mange journalister som frådende lemminger havde kastet sig over minkaflivningerne og det politiske spørgsmål om den manglende lovhjemmel, og midt i processen havde glemt at forholde sig kritisk til minkindustrien som sådan. Hvilket ultimativt betød, at der lå en Cavling-værdig historie frit fremme og ventede, som ingen – udover Zetland – var interesserede i at fortælle.
Hvor vil vi så hen med den pludselige mink-detour? Vi vil nok egentlig bare sige (også til os selv), at man sjældent behøver gøre problemerne mere komplicerede end som så. Fx bør vi nok være varsomme med at indoptage techtypernes KI-medicin mod diagnoser, de selv har været med til at skabe – særligt når det sker via fremmedgørende apps og medier, som man jo så nemt stirrer sig blind på. Og for nu at binde en ubehjælpelig afsluttende sløjfe, kan vi jo også tage en helt anden afstikker, nemlig til et nyt samarbejde mellem Salling Group, Coop, Rema 1000, Nemlig, Lidl, Meny og Forbrugerrådet Tænk, der skal få danskerne til at spise flere bælgfrugter.
Sammen er forbrugerrådet og de mange dagligvarekæder blevet enige om, at noget konkret må gøres, hvis kødforbruget og det dertilhørende klimaaftryk skal sænkes. Derfor har man ifølge direktør i Forbrugerrådet Tænk Winni Grosbøll fundet en løsning, der er vidunderligt simpel, måske faktisk grænsende til det primitive: “Landet over vil danskerne blive tæppebombet med en opskrift på bønneburrito og matchende tilbud. Opskriften vil være at finde i de ni dagligvarekæders butikker, tilbudsaviser, apps, på sociale medier og i bybilledet”.
Snarere end at rode sig ud i en masse mærkværdige forsøg på at gøre diverse bælgfrugter sexede, vil man simpelthen satse hele butikken på at gøre bønneburritoen til en del af danskernes aftensmadsrepertoire – med den logik, at bare én mindre kødbaseret middagsret i fast rotation hos børnefamilierne vil gøre en væsentlig forskel. Og metoden, ja, den er altså at bringe så ufatteligt mange reklamer, at burritoen slet ikke kan undgå at indprente sig i folks bevidsthed.
Lækkert! Det virker jo som noget, man sagtens kan bygge videre på. Ja, her er en forsigtig idé: Inviter da en person, du ikke kender så godt endnu, til en middag fyldt med bælgfrugternes nye hverdagskonge, bønneburritoen. Måske vil det danne grobund for et spirende, smukt og klimavenligt venskab – helt uden Silicon Valleys fortænkte indblanding. /David Dragsted, chefredaktør