Han heilede

Teksten her skulle have været en billedanalyse, men der er jo sådan set ikke så meget at analysere; se blot på billedet (og se det endnu tydeligere på video): Verdens rigeste mand Elon Musk stod og heilede ved Trumps indsættelse som USA’s 47. præsident. Han heilede. Han lavede en klokkeklar nazisalut, og han gjorde det med fuldt overlæg – endda flere gange. Han gjorde noget, der er direkte ulovligt i bl.a. Tyskland og Østrig, og han gjorde det for rullende kameraer. Men hov, hvad er det? Hvordan er det, Musks heilen bliver beskrevet andetsteds i mediebilledet? Lad os da tage en hurtig rundtur:

The New York Times: “en håndbevægelse”.

BBC: “en bevægelse”

Le Monde: “en armbevægelse”

Reuters: “en håndbevægelse”

DR: Musk “brølede af glæde” og “vækker opsigt” med sin “udstrakte arm”

TV 2: En “armbevægelse”

Ritzau: Musk “rakte mandag armen ud på en måde, som har vakt opsigt”; han lavede en særlig “gestus”.

SVT: en “gest”.

NRK: Musk “brukte høgrearmen på ein spesiell måte”

Ja, og så er der selvfølgelig også ngo’en Anti-Defamation League, der fokuserer på at bekæmpe antisemitisme: “Det ser ud til, at @elonmusk lavede en akavet gestus i et øjebliks begejstring, ikke en nazihilsen”.

Jøsses. Vi tager den lige igen. Føljeton: Elon Musk heilede. Han gjorde noget, der ifølge Den Danske Ordbog defineres som “at løfte og strække højre arm og hånd ud” og dermed “gøre den nazistiske hilsen”. Eller som tyske Die Zeit heldigvis også skriver meget klart og tydeligt: “Ein Hitlergruß ist ein Hitlergruß ist ein Hitlergruß”. Og videre: “Der er ingen grund til at gøre det unødigt kompliceret her i begyndelsen. Enhver, der holder en politisk tale på en politisk scene foran et delvist højreekstremt publikum og her svinger sin højre hånd skråt op flere gange, gør en Hitler-hilsen.”

Mandag fik verdens rigeste mand, som qua sin rigdom har fået positioneret sig som Donald Trumps højre hånd og nu fremstår som noget nær USA’s skyggepræsident, simpelthen skrevet et nyt, mørkt og skelsættende kapitel for (ny)nazismens tilstedeværelse i USA.

Ret beset er der tale om en lang historie, der står i skarp kontrast til den amerikanske (kerne)fortælling om, at USA besejrede Adolf Hitler (det gjorde Den Røde Hærs over 30 mio. mobiliserede soldater også). En historie, som selvfølgelig knytter sig videre til USA’s endnu længere tradition for systemisk og institutionaliseret racisme. Vel at mærke en racisme, som muligvis inspirerede de tyske nazister: Professor ved Yale Law School James Q. Whitman har i sin bog Hitler’s American Model i hvert fald beskrevet, hvordan jurister i Nazityskland skelede til USA’s såkaldte Jim Crow-love, da Nürnberglovene skulle formuleres. Ligesom Adolf Hitler i Mein Kampf faktisk udtrykker begejstring for den amerikanske racesegregering.

Som sydafrikaner er Elon Musk vokset op med hvidt apartheidstyre som underliggende ideologisk rettesnor. Hans bedstefar J. N. Haldeman var en antisemitisk konspirationsteoretiker. Og som kapitalistisk amerikansk kransekagefigur og indehaver af det sociale medie X har Musk selv bevæget sig længere og længere ud på den yderste højrefløj og givet dens eksponenter et velvilligt boost. Han har forbløffende ofte erklæret sig enig i højreekstreme konspirationsteorier og rabiate udsagn på X, også selvom de er kommet fra beviseligt nynazistiske konti – konti, som lever i bedste velgående på platformen. I stigende grad har milliardæren droppet hundefløjten for i stedet at omfavne og affiliere sig meget direkte med fx Alternative für Deutschland, som har et veldokumenteret problem med yderligtgående og nazistisk klingende ytringer. Kort sagt: Der var intet mærkeligt, “spesiellt” eller uforståeligt ved hans “armbevægelse”; det var kulminationen på en årelang radikaliseringsproces. Han heilede. Han vidste, at han heilede. Og han gjorde det flere gange.

I 1927 gennemførte piloten Charles Lindbergh den første direkte flyvetur fra New York til Paris og blev prompte en amerikansk folkehelt. Senere skulle han under Anden Verdenskrig blive den førende fortaler for den naziflirtende og isolationistiske organisation America First Committee (lyder det bekendt?). I en rablende antisemitisk tale i 1941 beskyldte han eksplicit jøderne for at ville lede USA i krig. I den forstand var det måske heller ikke så overraskende, at Lindbergh blev gode venner med en anden amerikansk folkehelt, bilmogulen Henry Ford. En mand, som om noget var udtalt antisemit, som Hitler eksplicit beundrede, og som på sin 75-års fødselsdag i 1938 modtog Großkreuz des Deutschen Adlerordens, en nazistisk hædersorden. I USA var begge mænd tidligere blevet hyldet for deres pionerånd og visionære bedrifter, deres “geni”, som vel kunne undskylde så meget.

Diverse nynazistiske og racistiske grupperinger er siden anden verdenskrig sprunget op i USA. Eksempelvis National Alliance, der blev grundlagt af nynazisten William Luther Pierce i 1974. Pierce skrev også den berygtede roman The Turner Diaries, der ikke bare blev en slags bibel for den yderste højrefløj, men bl.a. også skulle komme til at danne inspiration for terrorangrebet kendt som Oklahoma City-bombingen. De mange grupperinger har ganske vist levet en mere eller mindre anonym tilværelse på den alleryderste højrefløj, men de har aldrig helt tabt pusten: I 2017 blev nynazismens fortsatte tilstedeværelse i USA fx tydeliggjort med den berygtede Unite the Right-rally, hvor swastikaer blev båret rundt på åben gade af et forvirrende kludetæppe af white supremacists i Charlottesville – med voldelige sammenstød med moddemonstranter til følge. Efterfølgende sagde Donald Trump, at der var “meget fine mennesker på begge sider.” Og ja, på sin vis løber der en direkte linje fra Charlottesville til stormen på den amerikanske kongres den 6. januar 2021.

MAGA-bevægelsen er meget kort sagt fyldt med højreekstremister, alt-rightere, nationalistiske paramilitser, religiøse fundamentalister, konspirationsteoretikere, ultrakapitalister, racister og ja, selvfølgelig også nynazister. Det er i den mørke ideologiske suppedas, at Elon Musk nu forsøger at positionere sig som spydspids, som bevægelsens nye fører og mæcen, som billedet på “dark MAGA”. At han overhovedet kan få seriøse medier til at beskrive den løftede arm som noget andet end en Hitler-hilsen, til ikke at ville konkludere noget om “bevægelsen”, er hans måske hidtil største bedrift; beviset på, at han og trumpismen allerede har sejret. For som Hannah Arendt også skriver i Det totalitære herredømme: “Målet for den totalitære opdragelse har aldrig været at indpode en overbevisning, men at hindre evnen til at danne sig en sådan.” /David Dragsted