Langt væk fra virkeligheden

I år udløber handlingsplanen for LGBT+-personer, der blev præsenteret af den daværende regering i 2022. LGBT+ Danmark og otte andre organisationer på området har derfor allerede delt deres inspiration til en ny plan.

“Vi oplever i disse år, at debatten i medier og politik i stigende grad fjerner sig fra virkeligheden – landets godt en halv million LGBT+ personers levede liv – og i stedet stiger op i abstraktionernes og de politiske mavefornemmelsers sfære,” skrev organisationerne i november.

Ifølge Susanne Branner, der er sekretariatschef i interesseorganisationen LGBT+ Danmark, er det særligt debatten om kønsminoriteter, der bliver afsporet af skræmmebilleder. Hun nævner blandt andet debatten om transkønnede børn og unges ret til at deltage i sportsfællesskaber eller leve med et CPR-nummer, der afspejler deres køn, og udpeger både medier og politikere som dem, der holder penslerne.

“Vi har et medielandskab, men også nogle politikere, som får det til at se ud, som om det har alvorlige konsekvenser for alt muligt, hvis børn for eksempel får lov til at spille fodbold på det hold, som de gerne vil være med på. Men det drejer sig altså om – højest – et par hundrede mennesker i Danmark, for hvem livet vil blive nemmere,” siger Branner til Føljeton. “I den brede offentlighed, som ikke har dette tæt inde på livet, kommer det til at fremstå som noget, der har en helt anden proportion, end det har i virkeligheden. Der kunne vi jo godt drømme om, at man som en person, der har et offentligt hverv eller arbejder i medierne, er med til at sætte ting i de rigtige perspektiver, og det synes jeg ikke sker særlig tit.”

Da den daværende ligestillingsminister Marie Bjerre (V) udgav en kronik i Jyllands-Posten under pride-ugen sidste sommer, hvor hun efterspurgte “et opgør med tidens omsiggribende fokus på kønsidentitet” og udtrykte en bekymring for, at juridisk kønsskifte kan krænke kvinders rettigheder, antændte hun den offentlige debat.

“Det var skræmmende og chokerende, at landets minister, som havde adgang til al viden på dette område, var med til at skabe en polariseret debat,” siger Susanne Branner, som oplever, at debatten har konsekvenser for særligt transkønnede og nonbinære personer, der bliver bange for at få fjernet deres rettigheder.

“Jeg synes til gengæld også, at responsen bekræftede mig i, at vi i Danmark har danske politikere og almindelige mennesker, der bakker op om og holder fast på, at folk skal have lov til at være dem, de er, og vi skal skabe så gode mulige vilkår for minoriteter, som vi kan,” siger Branner.

Det er også forpersonen i Foreningen for Støtte Til Transkønnede Børn Helge Sune Nymands indtryk. “Langt de fleste mennesker ønsker andre det bedste. Når unge mennesker stiller sig op og fortæller, at de gerne vil have et nyt CPR-nummer for at indgå i samfundet på lige vilkår med alle andre, så kan de fleste mennesker sagtens forstå det,” siger han til Føljeton.

Men Nymand kan dog også genkende en debat, der ofte bliver polariseret: “I den offentlige debat er der flere personer med stærke holdninger end de personer, som det egentlig handler om. Og det er meget sårbart for dem, som det handler om.”

Da hans egen datter som to-årig gav udtryk for, at hun var en pige, havde han svært ved at forstå det. “Som forældre anede vi ikke, hvad vi skulle gøre. Min egen automatreaktion var, at det måtte være en fase, og om man virkelig kan vide det, når man er barn,” siger han. “Og der måtte jeg bare erkende, at det kan man godt, og det har udvidet min horisont for, hvor komplekst køn og identitet er.”

Nymand nævner ligeledes debatten om, hvorvidt trans-, interkønnede og nonbinære personer må spille fodbold på holdet, som de gerne vil være med på, der blussede op i efteråret, da Dansk Boldspil-Union (DBU) forholdt sig til de anbefalinger, som ​​DBU’s arbejdsgruppe på området, var kommet med: “Debattens præmis handler om, at vi skal beskytte kvindesporten, men vi er jo alle sammen enige om, at vi skal sikre et trygt rum for kvinder at dyrke sport i. Det handler om, at det rum skal være for alle kvinder, og hvis der er et praktisk problem, så må vi finde løsninger i stedet for at ekskludere.”

I filmen Trans Hero, der havde premiere på dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX sidste år, er det ikke debattens voksne, men børnene selv, der får ordet. “En af årsagerne til, at vi gerne ville lave filmen, var, at vi oplevede, at det er børn, der bliver talt om, men ikke med. Det er et emne, der ofte bliver kapret i en identitetspolitisk debat, og der er kæmpestor dissonans mellem virkeligheden for transkønnede børn og den samtale, de myter og den misinformation, der eksisterer omkring dem,” siger Sol Amanda Wendel, der har instrueret filmen sammen med Evo Smilla S. Sidney, til Føljeton.

“De transkønnede børn i [vores film] har – ligesom alle andre – et helt liv og ikke bare en kønsidentitet. At være transkønnet er en del af, hvem de er, men hvis de får den rigtige støtte, så tænker de ikke nødvendigvis over, at de er en minoritet,” uddyber Wendel.

Susanne Branner vurderer dog, at debatten kan blive en barriere for de konkrete politiske initiativer, der kan støtte LGBTQIA+-personer. “Vi taler hos os om at sætte hegnspæle i, og ikke så meget om progression. Der er kommet en del lovgivning på familieområdet de seneste år, men der er andre politiske områder, hvor vores vurdering er, at det bliver svært at få igennem i det nuværende politiske klima.”

Hvad er det for nogle områder? 

“Juridisk kønsskifte til børn og unge, forbedringer i sundhedssystemet og en dedikeret indsats på trivselsområdet.”

Tal på mistrivslen

Sidste år konkluderede forskningscenteret VIVE, at LGBT+-elever på grundskoler, ungdomsuddannelser og FGU-institutioner mistrives i langt højere grad end deres jævnaldrende.

Blandt alle LGBT+-elever er der omkring 40 pct. som angiver en lav livstilfredshed, mens næsten hver fjerde fortæller, at de har lavt selvværd. Omkring en femtedel viser desuden tegn på svær angst og depression. Tallene er cirka dobbelt så store i forhold til elever, der ikke er i LGBT+-gruppen.

På trods af de tal oplever Susanne Branner ikke, at der er politisk opbakning til at løse problemet.

“Det gør jo ondt, synes jeg, at man i Børne- og Undervisningsministeriet ikke tænker, at dette skal helt op på dagsordenen. Vi oplever, at der er rigtig stor efterspørgsel fra fagprofessionelle – lærere og pædagoger – der står ude på gulvet med de her børn og unge og tørster efter en faglighed at arbejde ud fra, så de kan skabe et trygt læringsrum.”

På finansloven for 2022 blev der afsat penge til en handlingsplan for LGBT+-personer. Handlingsplanen, der blev lanceret af den daværende regering, skulle “bidrage til at gøre livet bedre for LGBT+-personer – uanset hvilken alder eller køn de har, etnisk baggrund eller hvor i landet de bor.” Den omfattede initiativer såsom at anerkende LGBT+-familier og øge politiets viden om hadforbrydelser.

Miljø- og Ligestillingsministeriet oplyser til Føljeton, at der nu ses på, om der kan gøres mere i forhold til diskrimination over for LGBT+ personer, eventuelt i en mulig ny LGBT+ handlingsplan.

Branner har høje forhåbninger til en ny handlingsplan: “Historisk set, har vi et rigtig godt samarbejde med Ligestillingsministeriet, og vi har jo også en ligestillingsminister, som er både progressiv og indsigtsfuld på området. Som jeg har oplevet processen omkring tidligere handlingsplaner, så skal den ikke op til en stor debat. Det er jo i virkeligheden et meget relevant fagministerium, der kommer med en indstilling til, hvad de vurderer er vigtigt. Det har jeg svært ved at forestille mig, at der vil komme modstand på.”

/Emilie Ewald