Nyhedsanalysen

Kan ligestilling flyde ovenpå?

Oppositonsordførere mener, at ligestilling drukner i Miljø- og Ligestillingsministeriet. “Jeg er meget opmærksom på det,” siger Magnus Heunicke til Føljeton.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

“Jeg synes, det er noget af det mest pinlige, jeg har oplevet i politik, og det er trods alt ikke så lidt, jeg har oplevet,” sagde Danmarks første ligestillingsminister Jytte Andersen (S) i podcasten Slotsholmen sidste år. Den pågældende pinlighed var, at Ligestillingsministeriet i sommer flyttede adresse for 15. gang på 25 år.

Andersen blev udpeget som ligestillingsminister, da ligestillingsområdet blev adskilt fra Statsministeriet i 1999. Herefter har det rejst rundt i statsapparatet og været på smutture i mere og mindre kreative kombinationer såsom fiskeri, ligestilling og nordisk samarbejde eller transport og ligestilling. Denne gang overtog Magnus Heunicke (S) stafetten fra Marie Bjerre (V), da området blev overført til Miljøministeriet.

Ligestillingsministeriet bliver kritiseret for at være en vandrepokal, en trøstepræmie og en politisk kastebold. “Det bliver beskyldt for, at det er et udtryk for, at man i virkeligheden ikke prioriterer det. Den tanke kan jeg også godt få: at det synes jeg ikke, at det bliver,” siger Det Konservative Folkepartis ligestillingsordfører Dina Raabjerg (K) til Føljeton. Hun oplevede, at sommerens ministerskifte medførte, at der var emner, som havde været til dialog og på dagsordenen, som blev tabt mellem to stole.

Ligestillingsminister Magnus Heunicke lyder ellers begejstret for, at bolden er blevet kastet i hans retning. “Det vigtige for mig er at vise, at Ligestillingsministeriet er hos en minister, som brænder for området, og som brænder for at få løst nogle af de grundlæggende ligestillingsproblemer, som vi har i Danmark,” siger han til Føljeton. Ifølge Heunicke er ligestilling en vigtig politisk prioritet for regeringen.

Danmark er ifølge EU’s ligestillingsagentur EIGE det næstmest ligestillede land i EU. Alligevel advarede tænketanken Equalis i november imod regeringens lovforslag om at afskaffe ligestillingsredegørelserne, et lovforslag, der siden blev vedtaget og trådte i kraft ved årsskiftet. “Vi ser det som en tendens. Danmark har reelt set få proaktive lovgivninger for ligestilling, og bare inden for det sidste halve år har regeringen foreslået at skære betragtelige tiltag væk i to af dem,” sagde administrerende direktør Gine Maltha Kampmann til Altinget.

Selvom det kun er ministeren, og ikke regeringen, der er blevet udskiftet, mener Dina Raabjerg “absolut”, at ligestilling bliver mindre prioriteret, end det gjorde tidligere. “[Magnus Heunicke] er nok den minister, jeg har allermindst med at gøre,” siger hun. Mens arbejdet med ligestilling i ligestillingsudvalget er uændret, så fortæller hun, at hun ikke mødes med ministeren og de andre ordførere på samme vis som tidligere. “Jeg mister lidt føling med, hvad det er, ministeren eksekverer på,” siger hun om konsekvensen heraf.

Der er ellers nok at eksekvere på, hvis man spørger Magnus Heunicke: “Jeg møder nogle gange det synspunkt, at folk tænker, at problemet er løst. Nogle siger endda, at det er gået over gevind. Når jeg hører det, så nævner jeg ligelønsstatistikken – for vi har ikke ligeløn i Danmark, selvom vi har ligelønslov – eller sundhedsområdet, fordi mænd lever i kortere tid, mens der findes kvindesygdomme, som der næsten ikke forskes i.” Miljø- og ligestillingsministeren insisterer desuden på, at han har en interesse i at diskutere med og orientere ordførerne på området.

På den anden side af det politiske spektrum er ligestillingsordfører Rosa Lund (EL) glad for at nøglen til Ligestillingsministeriet nu ligger i Magnus Heunickes hænder. For det spiller ifølge hende en “kæmpe rolle”, hvem der sidder på ministerposten: “Jeg synes virkelig, at man kan mærke, at der er kommet en ligestillingsminister, som jeg i hvert fald er mere enig med, end jeg var med den tidligere, også selvom det er den samme regering. Jeg oplever, at vi har fået en ligestillingsminister, som går mere op i ligestilling og ikke er ude på at udskamme de grupper, som han er minister for, som [tidligere ligestillingsminister] Marie Bjerre gjorde op til priden, hvilket heldigvis også var en af hendes sidste gerninger som ligestillingsminister.”

Gerningen, som Rosa Lund henviser til, var, at Marie Bjerre før Copenhagen Pride Week sidste år skrev en kronik i Jyllands-Posten, hvori hun blandt andet udtrykte bekymring for, at juridisk kønsskifte kunne krænke kvinders rettigheder. Selvom der ikke nødvendigvis var nogen sammenhæng, fik hun ikke længe efter tildelt et nyt embede som europaminister.

Rosa Lund mener dog, at det har betydning, hvor Ligestillingsministeriet er placeret. “Jeg kunne godt tænke mig, at Ligestillingsministeriet havde sit helt eget sted. Og hvis ikke det skulle have sit helt eget sted, så skulle det være i Statsministeriet. For netop at sikre, at alt det snak, der foregår om ligestillingen, rent faktisk også bliver til noget,” siger hun. “Miljøministeriet er et stort, tungt ministerium med mange sager. Der kan ligestilling godt drukne.”

Det var Poul Nyrup Rasmussen, der i sin tid som statsminister udnævnte Jytte Andersen til Danmarks første ligestillingsminister. Det skyldtes, med Nyrups egne ord, at der var nogle store ligestillingsudfordringer, der skulle løses, og at der internationalt set var kommet fokus på (den manglende) ligestilling. Året efter – i 2000 – kom ligestillingsloven, der, som Føljeton tidligere har udlagt, ikke fik den gennemslagskraft, man havde håbet. “Det var en meget progressiv lov, vi lavede dengang. Men den fik ikke den power, den burde have haft, og efter regeringsskiftet i 2001 var der heller ikke nok ressourcer omkring ministeren. Herregud, der var højst 15-20 personer,” sagde Poul Nyrup Rasmussen til Politiken i 2022.

Det problem lader ikke til at have ændret sig betydeligt. Miljøministeriet beskæftiger ifølge sin egen hjemmeside cirka 2.000 medarbejdere. Til sammenligning var der 16 medarbejdere til at varetage ligestillingsområdet i det forhenværende Digitaliserings- og Ligestillingsministerium. Kaster man endnu et blik på Miljø- og Ligestillingsministeriets hjemmeside, er der de seneste to måneder udkommet 18 pressemeddelelser på miljøområdet, mens der siden ministerskiftet i slutningen af august kun er landet to pressemeddelelser om ligestilling.

“Jeg er meget opmærksom på det,” siger Magnus Heunicke om størrelsesforskellen på miljø- og ligestillingsområdet. “Helt konkret har vi jo været nødt til at organisere vores tid på en anden måde end tidligere.”

/Emilie Ewald

 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12