Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Francesca Albanese, FN’s specialrapportør for de besatte palæstinensiske områder, er i København i disse dage. Hendes program er tætpakket. Torsdag aften kan man opleve hende i Center for Sundhed og Samfund på Københavns Universitet – hvis man har fået billet! Arrangøren, Dansk Islamisk Center, melder om totalt udsolgt (450 pladser) og 300 på venteliste.
Onsdag aften optrådte Albanese i Den Sorte Diamant i en paneldebat med blandt andre Amnesty Internationals internationale generalsekretær, franskmanden Agnès Callamard. Også her var der fulde huse, billetterne var blevet revet væk. Folk er optaget af Israels krig i Gaza; de mindst 46.000 dræbte palæstinensere, overgrebene, fordrivelsen, bombardementerne, hundredvis af døde journalister, ødelæggelsen af infrastruktur, hospitaler, universiteter og skoler, altsammen dokumenteret af FN, Amnesty International og en lang række ngo’er.
De fremmødte var folk i alle aldre, almindelige borgere, der er optaget af menneskerettigheder, og som kerer sig om folkeretten og har en forventning om, at international lov bliver overholdt, og at der er nogle institutioner, som holder sammen på tingene i en uregerlig verden og sikrer checks and balances, som det hedder.
Godt 40 minutter henne spurgte aftenens moderator, Paula Larrain, ind til “mediernes” medansvar. Om de vestlige medier har været gode nok i deres dækning. Hun brugte ordet “medskyldige” og medgav, at det var et ledende spørgsmål.
Agnès Callamard tog ordet: “I det store hele indtager de vestlige mainstream-medier, som jeg følger, ikke den rolle, som vi burde forvente af uafhængige, professionelle journalister,” sagde hun. Hendes budskab var, at medierne over en bred kam på forskellig vis er blevet brugt eller har ladet sig bruge som propagandaredskab eller har medvirket til tavshed. “De er grundlæggende blevet et redskab for censur.” Callamard satte ikke navne på nogen medier, og hendes kritik syntes at ligge i et grænseland mellem, hvad man kan kalde bevidst og ubevidst manglende professionalisme. Hun tilføjede, at hun skyldte at sige, at der også har været “ekstraordinære eksempler på brillant journalistik”: Først og fremmest af palæstinensiske journalister inde i Gaza. “Takket være deres arbejde kan verden ikke hævde ikke at have vidst besked”. (Ifølge Gazas sundhedsministerium er flere end 200 journalister blevet dræbt i Gaza.)
Callamard sagde også, at der er mindre, uafhængige medier i de vestlige lande, som “har gjort et ekstraordinært arbejde med at forsøge at bryde tavsheden, bryde propagandaen og modgå anklagerne om antisemitisme og sagsanlæggene osv. Dem bør vi også fremhæve.”
Mediernes rolle er generelt interessant. Uden kritiske medier er der frit spil for bad actors på alle hylder.
Tidligere onsdag var der pressemøde med Francesca Albanese i FN-Byen på Marmorvej. Albaneses fly fra New York aftenen forinden var blevet aflyst, så hun ankom direkte fra lufthavnen. Mens hun fandt sig til rette bag bordet, roste hun fremmødet. Der var vel omkring 15-20 mennesker i lokalet. Føljeton var der. Altinget var der. Nyhedsbureauet Agence France-Presse var der. En journalist fra et jordansk medie var der og en fra et irsk. En journalist fra det obskure amerikanske medie Executive Intelligence Review (prøv at slå det op) var der. Palæstinas ambassadør i Danmark Manuel Hassassian var der. Det arabiske medie Al Jazeera livestreamede begivenheden på YouTube.
Mellem alt det andet omtalte Francesca Albanese også medierne. Hun gav udtryk for en vis skuffelse. Efter pressemødet spurgte Føljeton hende, hvad skuffelsen går på. Hun svarede, at der er grupper, som har held med at lægge pres på medierne. “Det er ikke nogen hemmelighed, at der er pro-israelske grupper, herunder israelske ambassader,” begyndte hun, men startede så et andet sted: “Lad mig give dig historien. I mit eget land (Italien, red.) ringer den israelske ambassade til alle, som laver et arrangement om Palæstina. Jeg har selv været udsat for det. De har forsøgt at aflyse forskellige arrangementer, særligt på det politiske niveau. Jeg havde et arrangement i det italienske senat, og de forsøgte at lægge pres på politikerne for at få det aflyst. Det er ikke en hemmelighed. Det burde blive afsløret. Jeg siger ikke, at det nødvendigvis er israelere, som gør det – der er også andre. Kristen zionisme er et fænomen, som desværre spreder sig over hele verden.”
Albanese fortsatte: “Så der er presgrupper, som støtter Israel, og som sikrer, at Israel ikke bliver kritiseret. Men det, der er sket de seneste 15 måneder, har gjort det umuligt at forsvare og skjule, hvad Israel har gjort mod palæstinenserne. Jeg tror, at noget af det handler om pres, og noget handler om frygt. Mod burde være en del af alle menneskers etik, men nej. Folk er bange for at tale om Palæstina, fordi det har konsekvenser.” /Oliver Stilling