Hvad er alternativet?

De fleste af os er enige om, at der er noget galt med verden. Vi tænder for nyhedsstrømmen og beskuer det samme absurde, tragiske teater: Kiksede oligarker som Musk undergraver demokratiet, Trump vil genoplive kolonitiden ved at erobre Grønland og tvangsfjerne palæstinenserne fra deres hjemland, og Putin bomber videre i Ukraine. Skuespillet udspiller sig foran et bagtæppe af rigmænd, der bliver rigere, fattige, der bliver fattigere, og et klimakollaps, der nærmer sig med buldrende, apokalyptiske skridt. Hvorfor er det, som om vi ikke gør noget ved det?

I 2016 lavede den britiske dokumentarist Adam Curtis den profetiske film HyperNormalisation, som giver et unikt indblik i nutidens udbredte fornemmelse af politisk magtesløshed. Begrebet hypernormalisering blev oprindeligt brugt af den russiske antropolog Alexei Yurchak til at beskrive, hvordan det var at leve i Sovjetunionens sidste år i 80’erne. Alle vidste, at samfundet ikke fungerede, og at politikerne var korrupte. Alle vidste, at systemet var falsk, fordi lederne påstod, de havde kontrol, selvom de ikke havde det. Men ingen gjorde noget, for ingen havde nogen visioner om et politisk alternativ.

Ifølge Curtis er den samme følelse udbredt i det moderne Vesten. Ikke fordi vores samfund minder specielt meget om Sovjetunionen. Men fordi vi deler fornemmelsen af, at systemet er dybt underligt og uholdbart. Vi gør ikke noget ved det, men trækker apatisk på skuldrene af nyhedsstrømmens absurditeter og glider tilbage til hverdagens stiltiende accept af status quo. Vi affinder os med det bizarre teater som normaltilstanden, fordi vi ikke har nogen forestillinger om, hvordan verden ellers kunne se ud.

Men hov, tænker du måske. Det passer jo ikke, at der ikke er mennesker, som forsøger at ændre kursen radikalt. Tag bare klimakampen! Torsdag i sidste uge protesterede hundredvis af klimaaktivister fra gruppen Just Stop Oil foran byretten i London. Herhjemme har vi klimagruppen Nødbremsen, som fredag blokerede trafikken i København i protest mod regeringens manglende klimahandling. Vilje er der vel masser af?

Problemet er, som politologen Anton Jäger forklarer i sin bog Hyperpolitik, at protesterne ikke lader til at blive institutionaliseret. Mange demonstrerer og poster politiske stories på Instagram, men alligevel har vi stadig direkte kurs mod en global temperaturstigning over 2 grader og en masseødelæggelse af biosfæren. Som Jäger selv sagde til Føljeton tilbage i november: “Klimabevægelsen har den effekt at gøre alle retorisk opmærksomme på en klimadagsorden. Men hvad giver det os politisk? Her har resultaterne været dramatisk utilstrækkelige”.

Die einzige Alternative?

Den nedslående kendsgerning er, at tidens eneste virkelig slagkraftige opgør mod den liberale verdensordens status quo kommer fra den ekstreme højrefløj. I skrivende stund breder uhyggen sig for alvor i Tyskland, hvor det højreradikale parti Alternative für Deutschland står til at få hele 22 pct. af stemmerne ved valget den 23. februar.

Partiet, som retsvæsenet har kategoriseret som en trussel mod demokratiet, har for første gang siden 1940’erne gjort højreradikalismen mainstream i den tyske befolkning. Med den karismatiske leder Alice Weidel i front argumenterer Alternative für Deutschland (AfD) for at sænke skatterne, deportere muslimerne og genoplive den nationale stolthed.

Når protestpartiet om et par uger efter alt at dømme vil storme ind i det tyske parlament, kan de gøre noget, der ellers har virket umuligt i en hypernormaliseret tidsalder: De kan konvertere deres protester mod status quo til reformer, der forandrer samfundet. For holder de nuværende meningsmålinger, vil det være svært for centerpartiet CDU’s Friedrich Merz – som nok bliver Tysklands næste Bundeskanzler – at udelukke partiet fra politisk indflydelse.

AfD er lykkedes med at kapitalisere på en udbredt fornemmelse i befolkningen om, at systemet er råddent. Mange af partiets vælgere er unge under 30 år, der er bekymrede for deres økonomiske sikkerhed og ikke længere tror på, at de får en bedre levestandard end deres forældre. Med skarp xenofobisk retorik har de fået en stor del af befolkningen med på et radikalt politisk projekt, som vil tage et opgør med en grundlæggende institution som EU og demokratiske kerneværdier som lighed og menneskerettigheder.

Det er jo mildt sagt ret øv. For skal det virkelig være historiens nedslående morale, at man kun kan skabe et lovende opgør mod det politiske status quo gennem racistisk populisme?

I sidste uge opstod der en lille lysning i den mørke, autoritære sky, der igen hænger over den ellers så retskafne republik. Onsdag den 30. januar brød Merz med den historiske udelukkelse af den yderste højrefløj i tysk politik – også kendt som die Brandmauer – ved at forsøge sig med en stramning af udlændingepolitikken i Forbundsdagen ved hjælp af stemmer fra AfD.

Da tyskerne bevidnede Merz’ historiske beslutning, trak de hverken apatisk på skuldrene eller accepterede beslutningen som “normal”. I stedet strømmede de ud på gaden i hobetal i antifascistisk protest. Bare i Berlin mødte mindst 160.000 mennesker op.

Hvis protesterne holder ved og ikke siver ud i glemslen, kan det udfordre Curtis’ og Jägers nedslående billede af tidens politiske lammelse. For her kort tid før valget sender protesterne et afgørende signal til Merz om, at den tyske – og langt fra tyste – majoritet ikke vil acceptere, at AfD bliver inviteret ind i varmen. Netop det kan vel tolkes som et lille, men vigtigt skridt mod at skabe et bæredygtigt politisk alternativ til alle samtidens bizarre ubehageligheder: At man er enige om, hvad alternativet i hvert fald ikke skal være. /Claes T. Sørensen