Ritzau Scanpix
Alle børn er lige, nogle børn er bare født mere lige end andre, kunne en hurtig omskrivning af George Orwells mest citerede bondegårdsregel i Animal Farm lyde. Nu er der så minsandten også kommet en ny metaundersøgelse, der bakker den lumske mavefornemmelse op, som mange børn af større søskendeflokke nok sommetider har gået rundt med: at forældre godt kan finde på at favorisere et bestemt barn.
Lige så tabubelagt det er, lige så naturligt kan det simpelthen være, at forældre får et favoritbarn. Ofte hænger det ifølge undersøgelsen sammen med, hvor nemme ungerne er at omgås, hvilket jo lyder meget plausibelt.
Ovre hos Berlingske har man forhørt sig (betalingsmur) hos børnepsykolog Gitte Haag om konklusionen, og hun bakker den nogenlunde op – dog med et par væsentlige nuanceringer. Eksempelvis kan det ifølge Haag være et problem, “hvis man genkender sin egen ængstelighed i barnet”, for i så fald “kan man blive frustreret over, at barnet ligner én, og at man ikke har noget at trække på”. Omvendt kan det også være et problem, hvis barnet slet ikke ligner en selv, for da vil det være sværere at forstå barnets reaktioner. Så måske skal man bare kalde sit barn for Guldlok og så ellers krydse samtlige fingre, når det skal mades med lunken grød?
Hvis rigsfællesskabet har et favoritbarn, er det svært ikke at forestille sig det som en pæredansk, håndboldspillende iværksættertype, der har tænkt sig at gøre honnør til SVM-regeringen og tage en EPX-uddannelse uden at brokke sig over alle velfærdsbesparelserne, som det kommer til at opleve gennem sin levetid. Er man omvendt født i Grønland, skal man næppe forvente de største krammere fra Kongeriget Danmark – dertil er de historiske eksempler på forfordeling alt for mange.
Senest har DR midt i den grønlandske valgkamp leveret et dugfriskt eksempel på Danmarks paternalistiske forhold til det tidligere koloniland med afsløringerne i en pænt omdiskuteret dokumentar om, at danske virksomheder fra 1854 til 1987 brød og solgte såkaldt kryolit fra Grønlands undergrund. Grønlandske politikere, herunder regeringsleder Múte B. Egede, har nemlig brugt dokumentaren til at italesætte den danske misrøgt og endda til at vende magtforholdet om. For som Egede også retorisk spørger: “Hvad ville Danmark have været uden Grønland?”
Problemet er så bare, at DR’s lidt for sensationslystne regnestykke – der siger, at kryolitudvindingen nogenlunde har haft en økonomisk betydning svarende til en omsætning på 400 mia. kr. – lynhurtigt har fået diskussionen til at drukne i økonomisk-tekniske trakasserier om forskellen på salg og profit og så videre. For som formanden for Grønlands Økonomiske Råd og tidligere overvismand Torben M. Andersen understreger (betalingsmur) til Information, forvirrer det tal mere, end godt er. Ligesom kryolitminen i Ivittuut, set i det større økonomiske billede, mest er en mellemregning, for “netto er der ingen tvivl om, at Danmark har overført økonomiske midler til Grønland”.
Målt i kroner og ører får relationen mellem Grønland og Danmark kort sagt en betydning, der fører til ophobet bitterhed på flere fronter. Målt på andre parametre, som eksempelvis den geopolitiske indflydelse, Danmark har nydt godt af i diplomatiske sammenhænge qua Grønland, får relationen dog straks et andet skin. Så igen: hvad havde det ene land mon været uden det andet?
Før vi selv falder i den problematisk-paternalistiske fælde ved at vende tilbage til forælderbilledet, kan vi jo i stedet lynhurtigt bevæge os fra Animal Farm og videre til George Orwells mindst lige så klarsynede essay “Politics and the English Language” fra 1946. Ligesom dyrene på bondegården opstiller Orwell heri en række regler, som vi bør følge for at undgå undertrykkelse. Reglerne er sproglige, for som den britiske forfatter også skitserer, tjener uklar og bombastisk tale gerne til at maskere diverse ideologiske dumheder. Et oplagt modværn er derfor at formulere sig så simpelt, klart og tydeligt som muligt. Men selv her gælder en meget vigtig undtagelse: “Bryd enhver af disse regler i stedet for at sige noget direkte barbarisk.”
Det vigtige er ikke de 400 mia. kr. Nej, det vigtige er, at vi tør droppe lommeregnerens kolde, forsimplede sprog og rent faktisk tale om de langt mere komplekse magtstrukturer, minedriften også afslører. Forældre bør aldrig sige, hvem favoritbarnet er; det ville være barbarisk. Til gengæld bør Danmark som minimum begynde med den erkendelse, at man i relationen til Grønland snarere har ageret kolonisator end sugar daddy – bloktilskud eller ej. /David Dragsted