Red, White, Blueland

De onde kan grine. Velkommen til Rødt, hvidt og blåt land. For at gøre ondt værre har det republikanske medlem af Repræsentanternes Hus Buddy Carter netop fremlagt et – ja, komplet latterligt – lovforslag om officielt at omdøbe Grønland til ‘Red, White, Blueland’.

Efter præsident Donald Trump rent faktisk har omdøbt Den Mexicanske Golf, er intet længere utænkeligt. Indtil videre har den storladne splittelsesstrategi virket næsten perfekt efter hensigten. Der er sat lus i skindpelsen i Rigsfællesskabet.

Trump må sidde og grine: I løbet af få uger er det lykkedes for den amerikanske præsident at fremkalde noget af det værste i både den danske folkekultur og den grønlandske politikersnak. Hak for hak er forholdet mellem Danmark og Grønland ved at blive polariseret, og modsætningerne skærpes i et tempo, så det hurtigt kan udvikle sig i netop den retning, som Trump ønsker.

På den ene side reagerer store dele af den danske offentlighed nu over for grønlænderne med en hoven arrogance, som er så arrig og indestængt, at det kun kan skyldes mindreværd. Og på den anden side reagerer mange grønlandske politikere med en forceret nynationalisme, som grænser til storhedsvanvid.

Fra dansk side er der således straks blevet udløst et historisk nedgroet mindreværdskompleks – med dybe og traumatiske rødder i de mange tidligere snitsår i kongerigets territorium, senest løsrivelsen af Island (1944) og salget af De Vestindiske Øer (1917), og førhen tabene af såvel Slesvig, Holsten og Lauenborg (1864) som Norge (1814) og Skånelandene (1658).

Reaktionerne fra en stribe borgerlige debattører viser, at den danske taberattitude er tilbage for fuld kraft. Herfra fremføres smålige angreb på grønlænderne, som beskyldes for at være utaknemmelige, forkælede og fortabte. I hvad der ligner et selvterapeutisk forsøg på at komme tabet af Grønland i forkøbet og krampagtigt forsøge at vinde indad, hvad udad tabes, lyder en fortælling om, at grønlænderne vil gå til grunde uden dansk støtte.

“Selvstændighed er vejen til undergang for det grønlandske folk,” skriver direktøren for kapitalfondenes lobbyorganisation Aktive Ejere, Henrik Sass Larsen, som tidligere har været socialdemokratisk minister, i et indlæg i Jyllands-Posten: “Nogle grønlændere har valgt offerrollen i stedet for at gøre noget ved dårlige vaner og kulturelle unoder.”

Virakken om DR-dokumentaren ‘Det hvide guld’ har kun intensiveret den åndelige nærighed. Ingen skal komme og påstå, at Danmark har udbyttet Grønland – ved ensidig udvinding af kryolit. Nej, vi danskere vil sgu have lov til at forblive i selvbilledet som den barmhjertige kolonimagt. Ellers kan det hele være lige meget: Så må Grønland sejle sin egen sø.

Donald Trump har spundet den danske højrefløj om sin lillefinger.

Turbo-radikalisering

Reaktionerne i Grønland udvikler sig mindst lige så gunstigt for den amerikanske usurpator. I den netop igangsatte valgkamp til Inatsisartut er fronterne blevet skåret så hårdt op, at kappestriden allerede har udviklet sig til en konkurrence om, hvem der vil love den allerhurtigste folkeafstemning om løsrivelse.

I et persondrevet rænkespil er det på rekordtid lykkedes for kæresteparret Aki-Matilda Høegh-Dam og Kuno Fencker først at få skubbet deres nu gamle parti, det socialdemokratiske Siumut, til at tage et radikalt kursskifte ved at gå til valg på at kræve forhandlinger med Danmark, for så alligevel at rykke videre til deres nye parti, udbryderne i Naleraq.

Indtil i sidste uge var den officielle position i Siumut, som partiformand Erik Jensen da også begyndte med at slå fast, at uafhængighedsprocessen skulle følge det forløb, som et flertal i det grønlandske parlament har aftalt. En kommission er i gang med at kortlægge, hvordan det både formelt og rent praktisk skal foregå, når regeringen i Nuuk, Naalakkersuisut, måtte beslutte sig for at udløse paragraf 21 i Selvstyreloven.

Men de to rebeller ville have det anderledes: Aki-Matilda Høegh-Dam, som blev den store stemmesluger ved det seneste folketingsvalg i Grønland med godt en tredjedel af alle stemmer, og hendes forlovede Kuno Fencker – som dog ikke selv har kunnet mobilisere mange vælgere, han fik blot 66 stemmer ved sidste valg til Inatsisartut, men har til gengæld vakt opsigt ved at rejse til USA i et solo-diplomatisk fremstød – er lykkedes med at fremkalde en lyn-radikalisering.

I et angiveligt forsøg på at fastholde Aki-Matilda Høegh-Dam i Siumut valgte partiformand Erik Jensen at snurre hurtigt rundt og erklærede forleden, at paragraf 21 skal aktiveres i den kommende valgperiode – og dermed mens Donald Trump er præsident i USA:

“Vi vil gerne behandles ligeværdigt,” udtaler Erik Jensen til DR: “Det er vi ikke blevet i rigtig mange år. Vi har set mange af vores medborgere i Grønland, der har været behandlet ulige. Vi vil gerne afkoloniseres.”

Kursskiftet var imidlertid ikke nok. For straks efter hoppede Aki-Matilda Høegh-Dam og Kuno Fencker over til partiet Naleraq, som blev stiftet i 2014 af den tidligere Siumut-leder Hans Enoksen. I dag ledes partiet af separatisten Pele Broberg, som bl.a. har gjort sig til talsmand for, at det kun er etniske grønlændere, der bør have stemmeret til en folkeafstemning om løsrivelse fra Danmark.

Pludselig er det sandsynligt, at et kommende flertal i Inatsisartut på forhånd vil have forpligtet sig til at udløse den formelle skilsmisse mellem Grønland og Danmark, som Donald Trump godt ved er forudsætningen for, at USA vil kunne rykke ind og udfylde magttomrummet.

Donald Trump har spundet den grønlandske venstrefløj om sin lillefinger.

Hygge i Hollywood

Den onde spiral er ved at gå i selvsving, og lige nu ser det danske mindreværdskompleks og det grønlandske storhedsvanvid ud til kun at forstærke hinanden. Jo mere nidkært smålige danskerne træder frem, desto større bliver trangen helt naturligt til at slippe væk i Grønland.

Men måske er fortvivlelse og gråd ikke den bedste vej fremad? Måske er det dumt at gå i hårdknude og alvorstung handlingslammelse?

Måske er humoren et bedre modsvar? I så fald er der håb at hente i et satirisk indspark, som netop er blevet lanceret med rå reference til Red Hot Chili Peppers-hittet Californication. “Lad os købe Californien fra Trump – Danmarks næste store eventyr,” hedder overskriften på hjemmesiden Denmarkification.com, hvor teksten fortsætter: “Har du nogensinde kigget på et kort og tænkt: Ved du, hvad Danmark har brug for? Mere solskin, palmer og rulleskøjter. Nu har vi en enestående mulighed for at gøre den drøm til virkelighed. Lad os købe Californien fra Donald Trump.”

De anonyme fjolletrolde forsøger sig med en gak-gak-argumentation, som faktisk minder påfaldende om Trumps egne manglende logikker for at erobre Grønland: “Vi vil bringe hygge til Hollywood og cykelstier til Beverly Hills.” Og videre: “Lad os være ærlige – Trump er ikke ligefrem Californiens største fan. Han har kaldt det ‘den mest ødelagte stat i Unionen’, og har skændtes med dets ledere i årevis.”

Well, indrømmet, sådanne satireindslag er næppe nok til at stoppe den destruktive dynamik, som Donald Trump har sluppet løs, og som altså accelereres videre af opportunistiske kræfter ude på yderfløjene rundt i hele Rigsfællesskabet. Alligevel er selvironi, galgenhumor og skælmeri mere tiltrængt end nogensinde, for det vil ikke være til at bære, hvis det kun er de onde, der griner. Så begynd hver dag med et smil. Så er det overstået. /Lars Trier Mogensen