Ti år for Kurdi

Snart er det et årti siden, at en druknet treårig fik Angela Merkel til at sige ja til flere flygtninge, Tyrkiets præsident Erdoğan til at tilbyde faderen statsborgerskab og flere canadiske politikere til at kæmpe med at holde tårerne tilbage. Den syrisk-kurdiske dreng Alan Kurdi, der døde sammen med sin mor og sin bror Galip under deres flugt over Middelhavet og blev skyllet op ved den tyrkiske by Bodrum, blev på et øjeblik symbolet på det, der blev kaldt den europæiske flygtningekrise.

Både i Europa og USA brugte politikerne aktivt den treårige som begrundelse for at ændre deres asylpolitik. Nærmest alene på baggrund af billedet, der blev taget af den tyrkiske fotojournalist Nilüfer Demir, og som viste Alan liggende med ansigtet i sandet, iført en rød t-shirt og med skoene på. Billedet aktiverede så mange følelser, at det hurtigt fik ikonstatus – mens Alans familie var for døde til at blive kendte.

De danske forskere Rebecca Adler-Nissen, Lene Hansen og Katrine Emilie Andersen beskrev i en sidenhen vidt citeret forskningsartikel om Alan Kurdi, hvordan det nye ikke var, at folk blev mindet om, at tusinder af flygtninge krydsede Middelhavet – for det var allerede overalt i medierne. Det, billedet gjorde, var derimod at sætte et ansigt og et liv på, modsat når man ser menneskemængder, hvis ansigter ikke kan skelnes fra hinanden, og som derfor i stedet fremkalder en “frygtpolitik”.

Billedet af Alan Kurdi talte sit eget sprog. “Det er for sent for min familie, men ikke for de andre. Vi har brug for et større bord, ikke højere hegn,” sagde Alans tante, mens støtten til en mere human flygtningepolitik voksede. Dog kun så længe billedet florerede i medierne. For hukommelsen var flygtig: På under et år lukkede de tyske døre, og ironisk nok blev Kurdi aktivt brugt som en af flere forklaringer, da EU og Tyrkiet blev enige om at lukke en flugtrute til Grækenland. Tårerne var pludselig grædt op.

Der AmokFahrer

Billederne former vores syn på politik. Når vi ser menneskemængder på gummibåde, er de oftest uden ansigt. Og når billederne sættes sammen med bestemte ord, danner vi vores egne i hovedet.

“Sweden searches for answers after country’s deadliest shooting”, var overskriften forleden hos BBC om det skoleskyderi, der tidligere på måneden fandt sted i Örebro. Til artiklen havde avisen valgt et foto af den 16-årige dreng Ismail Moradi, som man, sammenholdt med rubrikken, kunne foranlediges til at tro var skyderiets gerningsmand. Det var han ikke: Gerningsmanden var den pæresvenske Rickard Andersson.

Det kunne ligne en hurtig fodfejl fra den britiske public service-kanal. Men går man lidt videre i BBC’s arkiv, er der faktisk bragt flere billeder af Moradi, og det viser sig, at redaktøren har gjort sig den anstrengelse at beskære fotoet, så man ikke ser, at Ismail Moradi faktisk står med blomster til ofrene. Moradi, der er kurder, siger til BBC, at han frygtede, at der var et klart “raceelement” i skyderiet: “På den her skole er der kun nyankomne til Sverige. Der er ikke så mange svenskere. Så jeg tror, at det var rettet mod en særlig gruppe mennesker.”

Selvom kritikken siden har haglet ned over BBC, har avisen ikke valgt at ændre billedet. Andre medier som Reuters bragte et samlet billede af de mennesker, der var forbi for at tænde lys for ofrene.

Artikler som BBC’s fodrer den islamofobi, der i forvejen breder sig i Europa. Den blev man også mindet om torsdag, da en afvist afghansk asylansøger angiveligt stod bag et angreb i München. Den 24-årige Farhad N., som politiet har mistænkt, kaprede en Mini Cooper og kørte ind i en menneskemængde med mellem 50 og 60 kilometer i timen.

Om Farhad er gerningsmanden, ved ingen endnu. Men misinformationerne flyder hurtigt og uden mellemregninger, mens tyskernes frygt for muslimer næres. Det tyske magasin Der Spiegel kalder Farhad ‘Der AmokFahrer’, alt imens politiet måtte korrigere Bayerns indenrigsminister Joachim Herrmann, der først fik sagt, at Farhad var kendt for butikstyverier. Farhad havde blot været vidne til et butikstyveri, fordi han havde haft et job som butiksdetektiv, og i øvrigt havde han både gyldig arbejds- og opholdstilladelse.

En lækkerbisken af et angreb

Med godt en uge til det tyske valg har politikerne skruet op for strammerretorikken. Kansler Olaf Scholz har allerede sagt, at han vil sende Farhad ud af landet, inden hans ansvar er bekræftet. “Enhver her, som ikke er tysk statsborger og begår den slags forbrydelser, må også forvente, at vi fører ham ud af landet, tager ham med og deporterer ham,” sagde Scholz torsdag aften til ZDF og gentog den retorik mod migranter, som han også brugte under flere lignende begivenheder sidste år.

Ingen har talt med Farhad. Der Spiegel har til gengæld ikke bare gennemgået hans Instagram og TikTok, men er også taget hjem på hans adresse for at banke på hos naboerne og spørge, om han var den stille eller højlydte type. På rekordtid har angrebet antændt en ny opmærksomhed op til valget i Tyskland, hvor opbakningen til Alternative für Deutschland breder sig i befolkningen. Netop det fik torsdag Politiken til i en liveblog at kalde angrebet for en “lækkerbisken”.

Nyere optællinger af artikler fra blandt andet The New York Times, The Guardian og The Daily Mail viser, at forbrydelser begået af muslimer for det første rummer et mere følelsesladet sprog, men også får mere opmærksomhed over tid. I Danmark puster automatreaktioner som Scholz’ tilsvarende til en bredere mistænkeliggørelse af muslimer, der spænder fra forskelsbehandling på boligmarkedet til regeringens krav om en 37-timers arbejdspligt.

Heldigvis har man i Tyskland også kunnet rette blikket mod de mange antifascistiske demonstrationer, der foregår rundt om i hele landet. I sidste uge demonstrerede over 200.000 mennesker i München mod højrefløjen. Det fortjener mere opmærksomhed. /Emma Louise Stenholm