Matthias Balk/AP/Ritzau Scanpix
Den nogle og halvfjerdsårige britiske restauratør Keith McNally er et ret underholdende bekendtskab på Instagram. Han er manden bag nogle af de mest kendte og succesrige restauranter og brasserier på Manhattan, bl.a. Balthazar, Morandi’s, Minetta Tavern og Pastis. På Instagram får hans følgere et indblik i restaurationslivet – og et ærligt et i McNallys idiosynkrasier og psyke. Han er rimelig trættekær, virker af og til lettere martret og giver ofte udtryk for forbitrelse, ja, ligefrem misundelse over det ene eller det andet, mens han diverterer med de mest utrolige anekdoter fra sit liv. Lørdag delte han et grynet billede af sig selv fra 90’erne sammen med teksten: “Enhver restaurant har sin eget tjenermanual. Her det oprindelige fra Balthazar, som jeg skrev en uge, før vi åbnede i april 1997.”
Manualen består af ni punkter. Det første er, at tjeneren aldrig må sige “jeg har” under præsentationen af menuen. Det hedder “vi har”. Alt andet “er en fornærmelse mod kokken, der har tilberedt retten”. Nummer 3 er også god: “Når du betjener en berømthed så ret det meste af din konversation mod de andre ved bordet, særligt berømthedens ægtefælle eller partner. Berømte menneskers ægtefæller får sjældent nogen opmærksom i offentligheden. Det vil gøre dem virkelig glade.” Derudover skal man lade være med at fjerne gæstens kaffekop, før han eller hun er gået, ligesom man ikke kommer med regningen, før gæsten har bedt om den (nr. 5). Nr. 7: “Tilbyd aldrig en berømthed en gratis drikkevare. Gør det i stedet til en stamkunde eller den gæst, som mindst forventer det.” Nr. 8: Udskift altid fyldte askebægre.
Keith McNallys regelsæt for godt værtskab synes åbenlyst rigtigt og burde gælde for værtskab alle steder. Det er godt med spilleregler. Ikke for enhver pris, selvfølgelig, men det er godt med spilleregler, der tager afsæt i det, angelsakserne kalder basic human decency. Gudskelov for de internationale institutioner, som verden fik stablet på benene efter Anden Verdenskrig – FN, Den Internationale Domstol (ICJ), Den Internationale Krigsforbryderdomstol (ICC), Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (der hen ad vejen blev til EU), Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, etc. I de her lidt usikre tider giver det altsammen en noget at klynge sig til.
I dag, mandag, er statsledere fra en række europæiske lande til hastemøde i Paris med europæisk sikkerhed øverst på dagsordenen, efter at det er begyndt at stå klart, at USA’s regering med Donald Trump ved rattet ikke kommer til at løfte en finger, hvis EU skulle få brug for militær hjælp mod en eventuel aggressor (ingen nævnt, ingen glemt). Landene er Tyskland, Frankrig , Italien, Spanien, Polen, Holland, Storbritannien – og Danmark. Statsminister Mette Frederiksen (S) er simpelthen med som repræsentant for de nordiske lande og Baltikum. Mødet er arrangeret af den den franske regering.
Nu er der brug for, at disse statsledere holder hovedet koldt. For en lille uge siden manede seniorforsker og Rusland-kender Flemming Splidsboel fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) til besindighed: “Folk skal ikke sidde derude og være bekymret for, der nu kommer en russisk invasion af Danmark. Heller ikke inden for en fem årsperiode.” Det var, efter at Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) havde udsendt en risikovurdering om, at Rusland kan være klar til en “storskalakrig” inden for fem år. Men efter den store sikkerhedskonference i München, hvor USA’s vicepræsident JD Vance fredag leverede en helt uhørt bandbulle mod Europa, lyder Splidsboel nærmest rystet: “Jeg er meget bekymret. I den tid, jeg husker, har der ikke været et stød mod den internationale orden, der er så voldsomt og så pludseligt som det, vi nu er vidne til,” sagde han (betalingsmur) søndag til Berlingske. Det er særligt den “tilsyneladende normalisering” af forholdet mellem USA og Rusland, som alarmerer ham.
På Sikkerhedskonferencen lørdag udtalte (betalingsmur) Mette Frederiksen, at “der er skabt en usikkerhed, som vi ikke har set i vores levetid”. “Vores levetid” eller “min levetid” er udtryk, som Frederiksen med vanlig historieløshed plejer at smide omkring sig ved den mindste lejlighed, men denne gang må man sige, at der er noget om snakken.
Samtidig har vi Mette Frederiksens forgænger i statsministerembedet Anders Fogh Rasmussen til at stå og råbe på sidelinjen. Manden, der i blind tillid til USA’s daværende præsident George W. Bush bragte Danmark ind i to uheldsvangre krige i Afghanistan og Irak, og som absolut ingen bør tage imod råd fra, vil have EU til at sende soldater til Ukraine, for han vil have en mentalitetsændring. “Vi er nødt til at bringe vores økonomier på krigsfod. Vi er nødt til at sørge for, at private investeringer kan finde sted i forsvarsvirksomheder. Vi er nødt til at fjerne bureaukratiet, så vi hurtigere kan levere våben og ammunition,” bjæffer Fogh i vanlig stil til DR.
Fjerne bureaukratiet? Nogle gange er det, som om vi bekæmper noget så hårdt, at vi ikke ser, at vi selv skaber noget, der er lige så slemt. Regler. Lad os holde os til reglerne. Og hvis vi skal opfinde nogle nye, så skal det godt nok gøres velovervejet. /Oliver Stilling