Oprustningens pris

De første 25 milliarder kroner skal bruges på et missilforsvar over København. Den nye førsteprioritet på Christiansborg er – hurtigst muligt – at få en jernkuppel, efter israelsk forbillede, som kan nedskyde langtrækkende og ballistiske missiler fra Rusland.

“Det her er værre end Den Kolde Krig,” sagde statsminister Mette Frederiksen (S), da hun præsenterede SVM-regeringens planer om en ny “accelerationsfond”, hvor der årligt skal afsættes ekstra 25 milliarder kroner til straksindkøb til Forsvaret.

Kodeordet er kampkraft. Efter en lang periode, hvor de danske forsvarsbudgetter har været afstemt med det reelle trusselsbillede, og hvor skiftende regeringer har indkasseret den såkaldte “fredsdividende” efter Berlinmurens fald og Sovjetunionens kollaps, skal Danmark atter have ildkraft til at kunne forsvare territoriet.

De mange penge skal tilmed kunne bruges øjeblikkeligt, uden om normale procedurer og udbudsregler. I stedet for som hidtil at lave grundige og forudgående analyser af både de teknologiske, operationelle og ikke mindst økonomiske detaljer ved det nye militære isenkram, skal det fremover være forsvarschefen, som egenhændigt kan indkøbe krudt og kugler.

“Det bliver nødt til at være forsvarschefen, der træffer beslutningerne i de kommende år. Vi har ikke tid til lange politiske diskussioner og drøftelser. Det har vi ikke i EU. Det har vi ikke i Nato. Det har vi ikke i Danmark,” sagde Mette Frederiksen under tirsdagens spørgetime i Folketinget.

I noget nær en paniktilstand har regeringstoppen sat fuld turbo på et nyt våbenkapløb, hvor Danmark skal op og bruge – som statsminister Mette Frederiksen også har annonceret – “tættere på fem procent end på to procent” af bruttonationalproduktet på våben. Den største militære oprustning i danmarkshistorien er sat i gang – og nok så skræmmende sker den febrilske sabelraslen uden, at hverken regeringen eller forsvarsledelsen har et klart fjendebillede at operere efter.

Et missilforsvar er dog rart at have under alle omstændigheder, synes angstlogikken at være. Helt aktuelt har Danmark ikke et jord-til-luft-forsvarssystem, som kan beskytte os mod de typer af missiler, som Rusland bruger i Ukraine.

Blottelsen gør os til et let offer for afpresning.

Faldet i ryggen

Planen var at købe missilforsvaret i USA. Men giver det stadig mening?

Den fornyede bromance mellem USA og Rusland, som har udspillet sig i de seneste dage i Saudi-Arabien, hvor en lille gruppe oligarker uden større udenrigspolitisk erfaring har siddet og sjakret om Ukraines fremtid, har på brutal vis udstillet, at Danmark ikke længere kan regne med amerikanerne, og slet ikke når det gælder Europas sikkerhed.

Det geopolitiske landkort, som det har været kendt stort set siden afslutningen af Anden Verdenskrig, er revet over, flækket og krøllet sammen. For første gang kommer truslerne mod Europa vestfra.

Frygten for, at Danmark pludselig kan blive angrebet fra Rusland, eller nok mere sandsynligt, at de baltiske lande falder i baghold østfra, skyldes nemlig ikke en ny læsning af Vladimir Putin. Nej, panikstemningen er ene og alene udløst af skrækken for Donald Trump – og en ny erkendelse af, at USA ikke længere er en sikkerhedsgarant, men derimod den reelle kaosfaktor.

Forsvarets Efterretningstjeneste udsendte forleden en ny trusselsvurdering, som sort på hvidt konstaterer, at det nu er præsident Donald Trump, som udløser den største militære risiko for Danmark og vores regionale nabolande. Umiddelbart kan det ganske vist lyde som om, at det fortsat er Rusland, som udgør det egentlige faremoment, men bemærk præmissen:

“Rusland vil sandsynligvis være mere villig til at bruge militær magt i en regional krig mod et eller flere europæiske NATO-lande, hvis Rusland opfatter NATO som militært svækket eller politisk splittet,” skriver krigsanalytikerne fra Kastellet, og fortsætter nok så afgørende:

“Dette gælder særligt, hvis Rusland vurderer, at USA ikke kan eller vil støtte de europæiske NATO-lande i en krig med Rusland.”

Præmissen for Forsvarets Efterretningstjeneste er, at den gensidige afskrækkelse mellem USA og Rusland reelt er ophørt med at fungere, fordi Donald Trump og hans gesandter pure afviser at ville efterleve musketer-eden i NATO-samarbejdet og derved komme de europæiske lande til militær undsætning i tilfælde af et angreb.

USA har gjort verden usikker. Simpelthen ved at skabe et magttomrum af anarki for alle de autokrater, som hele tiden har forsøgt at genoplive tidligere tiders lovløse imperialisme.

Addiopizzo, Trump

I den spektakulære forvandling af det transatlantiske forsvarssamarbejde til en transaktionel relation har Donald Trump efter alt at dømme satset på, at EU-landene vil føle sig tvunget til at købe amerikansk materiel for milliarder – som direkte erstatning for den strategiske beskyttelse. Og amerikanerne vil da sikkert også fortsat sælge militært isenkram.

Spørgsmålet er blot, om Danmark bør købe flere våben i USA? Vil det overhovedet kunne skabe tryghed?

Inden fungerende forsvarschef, general Michael Wiggers Hyldgaard, straks går i gang med at shoppe amok i Washington, og på sekundet fyrer de første 25 milliarder kroner af på amerikansk udstyr, er det værd at overveje, hvad det skal nytte?

Selv hvis der er udbredt enighed i Folketinget om at gældsætte Danmark for at finansiere den accelererede oprustning, og at den forestående våbenhandel er uundgåelig og monumental, må det trods alt være muligt at overveje, hvad der giver mest sikkerhed for skillingen. Hvis præmissen fremover er, at Danmark og resten af Europa ikke længere kan forlade sig på et totalt utilregneligt og isolationistisk USA, må vi være bombesikre på, at vi ikke nærer kilden til vores stigende utryghed.

I dag forekommer det absurd, at Danmark er tæt på at godkende, at USA frit kan udstationere soldater og våbensystemer i hele kongeriget, uden at skulle orientere de danske myndigheder i detaljer. Regeringen har allerede underskrevet aftalen, men formelt skal aftalen snart stemmes igennem i Folketinget, hvorefter den vil være uopsigelig i 10 år.

På forhånd har Institut for Menneskerettigheder og Dignity, det danske institut mod tortur, rettet skarp kritik mod regeringen for at ville give afkald på dansk suverænitet, og at tillade etablering af militærbaser her i Danmark, hvor der vel at mærke vil gælde amerikansk militærlov.

Ligesom det efterhånden burde være indlysende, at enhver form for import af russisk olie og gas skulle være stoppet, hvad tilfældet dog bizart nok ikke er, burde det også begynde at dæmre, at Danmark heller ikke skal sende flere kroner til det militær-industrielle kompleks i USA. Som de menige sicilianere sagde til mafiosoerne, da de endelig turde sige fra: “Addiopizzo”. Nej til at betale beskyttelsespenge til gangsterbosserne. /Lars Trier Mogensen