Indvandrere gør Spanien stort

Det er hårdt at være fremmedhader i Spanien. Eller nej, ved nærmere eftertanke: Det er det nok ikke. Men hvis der er noget, spanierne i hvert fald ikke kan give landets indvandrere skylden for, så er det en dårlig økonomi. Den spanske nationaløkonomi befinder sig i en strålende tilstand, og det er ikke mindst takket være indvandringen.

I december sidste år rangerede det britiske erhvervsmagasin The Economist Spanien som nummer et på deres liste over verdens bedste økonomier blandt OECD’s medlemslande i 2024. Rangeringen er baseret på fem finansielle og makroøkonomiske indikatorer – bruttonationalprodukt, aktiemarkedet, inflation, arbejdsløshed og finanspolitisk balance. En af årsagerne til Spaniens lettere overraskende placering er landets åbenhed over for tilflytning:

“Hvor unge mennesker engang forlod Spanien for at søge muligheder andre steder, ankommer de nu i stedet. Siden 2019 er landets arbejdsstyrke af folk, der er født udenlands, steget med omkring 1,2 millioner, hovedsageligt fra Latinamerika. Mange af disse migranter er i lavtlønnet, ufaglært beskæftigelse, hvilket betyder, at selvom økonomien er 7 pct. større end i 2019, er den kun 3 pct. større efter justering for befolkningstilvækst. Det er dog stadig bedre end i lande som Storbritannien og Canada, som har oplevet lignende immigrationsboom, men et fald i BNP pr. person,” skriver magasinet.

Spanien har siden 2018 – det vil sige fra før coronapandemien – været ledet af forskellige venstreorienterede konstellationer, men hele tiden med Partido Socialista Obrero Español (PSOE) ved roret, og premierminister Pedro Sánchez, der også er formand for PSOE, har alle årene talt varmt for indvandring og kaldt den “fundamental” for landets økonomi, hvilket skægt nok er det modsatte af, hvad en række angststyrede (og pauvert frygtinducerende) regeringer i Europa har stået for.

I oktober sidste år sagde Pedro Sánchez til det spanske parlament, Cortes Generales, at landet stod ved en skillevej. “Spanien skal vælge mellem at være et åbent og blomstrende land eller et lukket, fattigt land. Så enkelt er det.” Fødselsraten i Spanien er lav, og ligesom det er tilfældet i en række andre europæiske lande, vil det på sigt sætte velfærden under pres. “Gennem historien har migration været en af de store drivkræfter bag landes udvikling, mens fremmedhad har været – og stadig er – det mest ødelæggende for lande. Nøglen er at forvalte det godt,” sagde Sánchez videre.

En nylig rapport fra den multinationale bankkoncern JPMorgan, som flere medier refererer til, anfører, at Spanien alene i 2022 tog imod det største antal immigranter i 10 år, i nærheden af 750.000 personer, hvilket førte til noget nær en fordobling af folk i den arbejdsdygtige alder. Af de 468.000 jobs, der blev skabt i Spanien sidste år, blev cirka 409.000 indtaget af migranter med dobbelt statsborgerskab, først og fremmest fra Latinamerika, men også fra Afrika. Ifølge nationalbanken Banco de España står immigrationen for 20 pct. af stigningen i bruttonationalproduktet pr. indbygger på 3 pct. i årene 2022-24. Samtidig er arbejdsløsheden på sit laveste siden 2007.

I en klumme i The Guardian skriver journalisten María Ramírez, som er viceredaktør på nyhedsmediet elDiario.es, at man kan se, at tilflytningen forandrer Spanien i de her år – i hovedstaden Madrid er der eksempelvis mere end en million indbyggere fra Latinamerika (for 25 år siden var der kun 80.000): “I mit eget kvarter i det centrale Madrid drives den mest populære boghandel af to argentinske journalister; det cool håndværksbageri, der bliver ved med at udvide, blev bl.a. startet af en ungarsk kvinde, der flyttede sin forretning fra Budapest. En latinamerikansk evangelisk kirke lejer en gammel voksenbiograf til deres gudstjenester og sammenkomster; en traditionel spansk bagerbutik er begyndt at sælge venezuelanske lækkerier ved siden af den lange kø, der dannes hver anden dag uden for konsulatet. Ikke langt derfra støtter et stort skilt den argentinske præsident Javier Mileis parti (med graffiti fra hans modstandere kradset hen over det).”

Spanien er ikke perfekt, skriver hun videre, men det bør alligevel stå som “et forbillede for, hvordan migration kan styrke en økonomi og et samfund”. Og endnu vigtigere:

“Keir Starmer og andre statsledere med lavvækstøkonomier, som er ved at løbe tør for ideer, bør tage noter. Ideologisk rigiditet over for mennesker, der er født udenlands, er ikke bare fremmedfjendsk, det er økonomisk kortsigtet.”

Den er vist også til vores egen socialdemokratiske statsminister Mette Frederiksen, som heller ikke er så glad for indvandrere. Vi har jo brug for nogle penge i kassen, hvis Forsvaret skal ud og spendere 50 mia. kr. på missilsystemer og andet militært isenkram. /Oliver Stilling