Kære læser

Det internationale ansvar i DR Congo

Ødelæggelser i Bukavu. Luis Tato/AFP/Ritzau Scanpix

Når vi for tiden taler om en verdensorden med et specifikt sæt regler og normer, der er ved at dø, falder snakken mest på den lille orange mand, der denne uge udråbte sig selv som konge på sit sociale medie Truth Social. Men vi bør også nævne konflikten, der lige nu udspiller sig i Den Demokratiske Republik Congo.

Konflikten mellem landets sikkerhedsstyrker og mere end hundrede forskellige oprørsgrupper er eskaleret i en grad, så FN’s generalsekretær António Guterres advarer om risikoen for en regional krig, mens FN’s Sikkerhedsråd drøftede situationen på et hastemøde onsdag.

I januar trængte oprørsgruppen M23 ind i byen Goma, der ligger i den østlige del af landet. I denne uge har M23 indtaget Bukavu. Det har enorme konsekvenser for civilbefolkningen. Siden årsskiftet er 700.000 blevet fordrevet fra deres hjem i landet, hvor knap 7 millioner allerede var internt fordrevne. M23 er ifølge DR Congo, USA og FN støttet af nabolandet Rwanda. Det anslås, at mere end 3.000 mennesker er blevet dræbt i de seneste ugers kampe i Goma, mens UNICEF advarer om alvorlige forbrydelser begået mod børn, herunder seksuel vold.

Der ligger både etniske spændinger, magtkampe og dyrebare mineraler i DR Congos undergrund bag konflikten, men som den amerikanske professor Jason K. Stearns skriver i Le Monde, er den ikke kun et afrikansk anliggende.

Rwanda er dybt afhængig af international nødhjælp, investeringer og turisme. Frankrig har øget sin økonomiske støtte til Rwanda, som til gengæld har sendt soldater til Mozambique for at beskytte et gasanlæg ejet af TotalEnergies. EU har en såkaldt Memorandum of Understanding (MoU) med Rwanda om mineraler, mens Kina har investeret massivt i DR Congos koboltsektor. Selv lille Danmark har afsat 150 millioner kroner til Rwanda på finansloven for 2025, hvori Rwanda ifølge DR desuden er nævnt otte gange.

 

Rwanda laver en Putin

Hvis man gerne vil forstå, hvad der er på spil, er Rwandas præsident Paul Kagame ifølge The Economist godt i gang med at “lave en Putin”. Da de russiskstøttede oprørsgrupper indtog Donbass-regionen i 2014, tiltuskede Putin sig ukrainsk territorium, men insisterede på, at han ikke havde noget med det at gøre.

Parallellen mellem Rusland og Rwanda er ikke perfekt, for Rwanda har for eksempel ikke officielt annekteret noget af sit naboland. Alligevel er sammenligningen slående. “Jeg ved det ikke,” sagde Kagame til CNN, da han blev spurgt, om der befandt sig tropper fra Rwanda i nabolandet: “Der er mange ting, jeg ikke ved. Men hvis du spørger mig, om der er et problem i Congo, som vedrører Rwanda? Og om Rwanda vil gøre alt for at beskytte sig selv? Så vil jeg sige 100 pct.”

Det er ikke første gang, den Rwanda-støttede milits M23 har besat store dele af nabolandets østlige territorium. Men i 2013 fik det internationale samfund relativt hurtigt sat Rwanda på plads. Denne gang er vi distraherede (blandt andet af den orange mand), og i øvrigt er det globale tabu mod at tage andres territorium så småt ved at smuldre, som The Economist formulerer det.

Udover Putin udgør Kina i stigende grad en trussel mod Taiwan, mens det vist næppe er gået nogens næse forbi, at Donald Trump ønsker at udvide det amerikanske territorium med Canada, Panamakanalen og Grønland. Med den slags forbilleder er imperialisme pludselig blevet moderne.

At Rwanda laver en Putin er nok den bedste analogi til at henlede Europa og USA’s opmærksomhed på konflikten. I hvert fald indtil for nylig, hvor selv den grundlæggende enighed om, at Rusland har begået krigsforbrydelser og invaderet sit naboland, pludselig virker skrøbelig: I denne verdensorden på hovedet sidder diktatoren ikke i Rusland, men i Ukraine, mener Donald Trump, der forleden shitpostede på Truth Social, at Volodymyr Zelenskij var “en ikke-folkevalgt diktator”, der “aldrig skulle have startet krigen”.

Rwanda har ikke formået at gå helt under radaren, men selvom EU, Storbritannien og USA har skruet op for retorikken – og USA netop har fulgt op med sanktioner – mangler det samlede pres, der før har nedkølet konflikten. /Emilie Ewald 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12