Friedrich Merz. Fabrizio Bensch/Reuters/Ritzau Scanpix
Et lettelsens suk går gennem Europa, demokratiets suk: Brandmuren holder. Ekstremisterne kommer ikke ind i regeringskontorerne i Berlin.
Hverken de russiske internettrolde eller de amerikanske techbrødre fik held til at kortslutte det tyske demokrati, og Europas største land er ikke – som frygtet af mange og målrettet forsøgt af Putin og Trump – pludselig blevet kuppet af yderligtgående kræfter. Glücklicherweise.
Selv om det højreekstremistiske parti Alternative für Deutschland (AfD) stormede frem ved søndagens forbundsvalg – og fik mere end hver femte stemme – vil Tyskland fortsat blive regeret af en proeuropæisk og afbalanceret flertalsregering, som bl.a. vil yde fortsat støtte til Ukraine.
Tyskland er ganske vist økonomisk plaget, splittet af udlændingedebat og præget af sociale kløfter mellem det gamle DDR og de vestlige storbyer. Men Tyskland er trods alt ikke blevet tosset.
Som mandaterne er endt med at blive fordelt, tyder alt på, at den største partiblok, den konservative union (CDU/CSU), vil gå sammen med det ydmygede socialdemokratiske parti (SPD), og at disse to fraktioner, sort og rød, igen vil danne endnu en fælles koalition, Große Koalition, også kaldet GroKo, som de har gjort så mange gange tidligere i nyere tysk historie.
Umiddelbart er de realpolitiske magtforhold i Tyskland atter ved det gamle, nogenlunde uændrede. Og så alligevel slet ikke.
For det er kun med det yderste af neglene, at kristdemokraterne og socialdemokraterne nu kan mønstre mandater nok til at undgå et kaosscenario. Det socialdemokratiske parti fik med 16,4 pct. af stemmerne det værste valg nogensinde i Tysklands demokratiske historie, og kristdemokraterne måtte med 28,5 pct. af stemmerne indkassere deres andetdårligste valgresultat nogensinde.
Som tendensen har været i en stribe andre europæiske lande i de senere år – med Frankrig og Italien som de tydeligste eksempler – vender vælgerne ryggen til de gamle magtpartier og søger i stedet mod nyere protestpartier, der lokker med enkle, populistiske løsninger.
Aldrig før har de traditionelle magtpartier fået opbakning fra så få vælgere, og når det alligevel er muligt for dem at skrabe et flertal på lidt mere end de fornødne 316 mandater sammen, skyldes det først og fremmest en ny valgreform, som favoriserer de etablerede og holder opkomlinge ude.
På klassisk tysk og teknokratisk vis er der tale om en slags skrivebordssejr for de gamle magtpartier.
Historisk højreryk
Vilkårene for at opnå mandater i Forbundsdagen er nemlig blevet strammet betydeligt siden sidste valg, og sammen med den politiske norm om en såkaldt Brandmauer, der blokerer for samarbejde med yderfløjene, betyder disse to omdiskuterede faktorer, at midten lige præcis har kunnet afværge stormløbet fra de mest afmægtige vælgere.
Tysklands snarlige kansler Friedrich Merz fra den borgerlige union (CDU/CSU) har på forhånd afvist at danne regering sammen med Alternative für Deutschland, og dermed kan det stærkt indvandringskritiske protestparti i første omgang ikke veksle deres mandater til indflydelse. For Friedrich Merz gik til valg på at opretholde den historiske brandmur, og dermed viderefører han delvist en pragmatisk-midtersøgende linje.
I modsætning til de borgerlige partier mod nord har den kristdemokratiske union altså endnu ikke ladet sig friste af en højre-højre-alliance – som jo ellers er blevet almindeligt i Nordeuropa med både Venstre-statsminister Anders Fogh Rasmussens tætte samarbejde med Dansk Folkeparti i 2000’erne, med Høyre-statsminister Erna Solbergs koalition med Fremskrittspartiet i 2010’erne, og senere med Moderaterna-statsminister Ulf Kristerssons parlamentariske alliance med Sverigedemokraterna i dag.
Men Alternative für Deutschland er og bliver også et helt andet parti end selv Dansk Folkeparti, Fremskrittspartiet og Sverigedemokraterna, og ja, også end Marine Le Pens Rassemblement National i Frankrig eller sågar Giorgia Melonis Fratelli d’Italia. For AfD er et parti, som – uanset en mere poleret facade – har forbindelser til antidemokratiske og krypto-fascistiske elementer.
Forbundsagenturet for Beskyttelse af Forfatningen, Der Bundesamt für Verfassungsschutz (BfV), som er sat til at beskytte det tyske folkestyre mod ekstremistiske anslag, har i årevis haft partiet klassificeret som “potentielt ekstremt”. Myndighederne har ligefrem beføjelser til hemmeligt at overvåge partiet i form af alt fra aflytning af telefonsamtaler til skygning af medlemmer og placering af spioner inde i partiorganisationen.
Så meget desto vildere er det dog, at mere end 10 millioner vælgere stemte på Alternative für Deutschland ved søndagens valg – tilmed efter en valgkamp, som flere af de andre partier har forsøgt at gøre til en folkeafstemning om ja eller nej til højreekstremisme.
I dette skæbnesvangre valg, ja, der har meget betydelige grupper af frustrerede og økonomisk pressede arbejdervælgere i de østligste områder af det genforenede Tyskland altså blæst på advarslerne og sat kryds ved det alleryderste højre.
Den sidste omgang
Reelt er de østlige protester endnu stærkere, end den overvældende opbakning til AfD vidner om. For når de to gamle magtblokke CDU/CSU og SPD nu har fået mandater nok til at kunne danne en fælles regeringskoalition, skyldes det, at det nye, rød-brune protestparti Bündnis Sahra Wagenknecht lige akkurat ikke fik stemmer nok til at klare den høje spærregrænse på fem pct.
Det nye protestparti, som anføres af Tysklands svar på en eks-kommunistisk Inger Støjberg-type, den 55-årige Sahra Wagenknecht – og som har ført kampagne på at ville forhandle med Putin, smide udlændinge ud og løfte velfærden – måtte nøjes med 4,97 pct. Og endte dermed kun ganske, ganske få stemmer fra at komme ind.
Bündnis Sahra Wagenknecht er som nyt parti et syret fænomen, helt særegent i Europa, og kan forstås som en moderne udgave af Fælles Kurs, det hedengangne danske parti, som sømandsbossen Preben Møller Hansen stiftede i 1986, og som på tilsvarende vis kombinerede fremmedfrygt og velfærdspopulisme. BSW, som partiet forkortes, vidner om, at en hardliner-linje i udlændingepolitikken ikke nødvendigvis behøver at komme fra højrefløjen.
Sahra Wagenknecht brød ud af venstrefløjspartiet Die Linke for at skabe en mere folkelig protestbevægelse. Men resultatet blev ikke desto mindre, at hun selv kun kom snublende nær, mens hendes gamle røde parti gik klart frem, ikke mindst blandt unge i de største byer.
Men protesten eksisterer. Hvis man lægger de 2.468.670 stemmer på Bündnis Sahra Wagenknecht oveni de 10.327.148 stemmer på Alternative für Deutschland, når man op på, at hver fjerde vælger i Tyskland ønsker en meget hård stramning af flygtninge- og indvandringspolitikken og heller ikke længere vil være med til at sende penge til Ukraines frihedskamp.
Spørgsmålet er, om magtpartierne fortsat kan, vil og tør ignorere de vredladne protester? Den formodede kansler Friedrich Merz har allerede udvist en vilje til at udnytte støtte fra AfD til at forsøge at stramme udlændingelovgivningen, og forventningen er da også, at socialdemokraterne i SPD vil følge trop og vandre baglæns ned ad den stenede vej, som Danmarks statsminister Mette Frederiksen (S) længe har forsøgt at berede for socialdemokratiske partier i andre EU-lande.
Her i Berlin er der en uforløst stemning af, at de demokratiske diger holdt. Denne sidste gang, for i de kommende år vil Tyskland rykke mod højre, og næste gang risikerer oprøret fra udkanten at slå endnu hårdere tilbage. Jetzt ist die letzte Runde. /Lars Trier Mogensen