Nyhedsanalyse

Forenet mod fascister

Alternative für Deutschland har fået et historisk godt resultat ved det tyske valg. Men de vedholdende demonstrationer mod det ekstreme højre viser, at flertallet af tyskerne ikke vil acceptere politisk indflydelse fra de højreradikale. Føljeton og den østrigske avis Der Standard har fulgt i hælene på demonstrerende antifascister i Berlin.

Christian Mang/Reuters/Ritzau Scanpix

En skov af fuckfingre skyder op langs floden Spree i det centrale Berlin. “Nazis ‘Raus, Nazis ‘Raus!” råber demonstranterne til et par hundrede nynazister, der slentrer forbi på den anden side af floden. Omkring tusind berlinere er lørdag formiddag mødt op for at protestere mod en nynazistisk demonstration arrangeret af den højrepopulistiske influencer og tidligere AfD-politiker Ferhart Zentürk.

Nynazisterne består mest af maskerede unge mænd, der formentlig er blevet forført af Zentürks nationalkonservative tirader på TikTok og Instagram. “Ost, Ost, Ostdeutschland!” synger de og slynger skældsord tilbage.

I det højspændte øjeblik fremstår floden som det perfekte billede på Tysklands politiske kløfter: Land over for by, øst over for vest, de højreradikale over for dem, der frygter en gruopvækkende gentagelse af 1930’erne.

Blandt de fremmødte til den antifascistiske demonstration står to ældre kvinder i 70’erne med hver deres skilt: “Björn Höcke ist ein Nazi” og “Stoppt die AfD”

“Det gør mig en smule bange, at højreorienterede kræfter bare kan gå gennem byen sådan her. Vi er nødt til at sende et signal imod det,” siger Brigitte med Höcke-skiltet til Føljeton.

Ifølge de to kvinder handler protesterne ikke kun om AfD eller nazisterne, der i dag har fundet vej til hovedstaden. De protesterer også mod den højreradikale ideologi, som de mener langsomt, men sikkert siver ind i midten af tysk politik.

“Prognoserne ser ikke gode ud,” siger Brigittes ven, der holder Stoppt die AfD-skiltet. “AfD er massive, og der er en tendens til, at de andre partier bevæger sig mere mod højre. Det er faktisk det, jeg frygter mest.  De eneste, der står fast, er mange unge mennesker – og så vi ældre, som ved, hvilken historie Tyskland har bag sig. Vi kender den fascistiske historie, og den må vi simpelthen ikke glemme,” siger hun.

Sprækker i muren

Det er langtfra kun i den progressive hovedstad Berlin, at befolkningen viser deres modstand mod højrefløjen. De landsdækkende protester mod det ekstreme højre begyndte for alvor i begyndelsen af 2024, efter mediet Correctiv afslørede et møde mellem ledende AfD-skikkelser og nynazister i Potsdam. Her planlagde de bl.a. massedeportationer af indvandrere med tysk statsborgerskab.

Protesterne tog ekstra fart under valgkampen i januar 2025, da CDU-formand Friedrich Merz vedtog en symbolsk stramning af asylpolitikken i Forbundsdagen ved hjælp af stemmer fra AfD. Tyskerne tolkede Merz’ beslutning som et opgør med den historiske udelukkelse af den yderste højrefløj – også kendt som die Brandmauer – og tyskerne strømmede igen ud på gaderne med slagord som ‘Aldrig igen’ og ‘Sammen mod fascismen’.

Fredagen efter Merz’ manøvre samles 25.000 demonstranter i Bielefeld i Nordrhein-Westfalen. En usædvanlig alliance af venstreanarkister, spidsborgere og pensionister. “Vi håber på, at vi stadig kan nå at afværge et scenarie som i Østrig,” siger tjeneren Max, som lukkede sin tyrkiske restaurant tidligt for at deltage i demonstrationen.

Østrig er skrækscenariet for mange tyskere, der ønsker at holde højrefløjen uden for indflydelse. Ved valget i september blev det højreradikale parti Die Freiheitliche Partei Österreichs (FPÖ) landets suverænt største med 34 pct.  af stemmerne. Formand Herbert Kickls regeringsforhandlinger med det konservative ÖVP brød sammen i midten af februar, og landet står nu over for et muligt genvalg, der kan give FPÖ endnu mere indflydelse.

Indtil videre kan de tyske demonstranter glæde sig over, at det trods alt ikke bliver AfD’s forkvinde Alice Weidel, der får lov at lede regeringsforhandlingerne. Men FPÖ og AfD’s fremgang viser, at højrepopulismen er blevet mere mainstream i europæisk politik. Brandmuren slår sprækker, og flere frygter, at det kun er begyndelsen. Efter demonstrationen taler den tyske udenrigsminister Annalena Baerbock til en forsamling i en murstenshal lidt uden for byen: “Mure eksploderer aldrig pludseligt eller falder væk af sig selv – det er små huller, der hakkes i dem, og gennem dem siver populisternes giftige røg ind,” siger hun.

Hjem mod øst

Tilbage i Berlin er andre mure udfordret. Antifascisterne har bevæget sig væk fra floden og forsøger at blokere nynazisternes fremmarch på Invalidenstraße. Men en mur af pansrede politibetjente invaliderer demonstranterne i deres forsøg på at bygge en symbolsk brandmur. Betjentenes vigtigste opgave i dag er at holde fjenderne adskilt. Selv med pistoler og plastikskjolde er det ikke let.

Nogle hundrede meter nede ad gaden har en gruppe energiske antifa’er i en hurtig Houdini-manøvre halet ind på de højreradikale. Da politiet spærrer vejen, forsøger flere af demonstranterne at bryde igennem. Den tyske Ordnungsmacht er ikke sådan at spøge med og reagerer med kraftige knippelslag og peberspray.

Foruden et par blå mærker eksekverer betjentene en håndfuld anholdelser og opnår gradvist kontrol over situationen. De tager dog ingen chancer, da de kort efter eskorterer nazisterne til Berlins hovedbanegård.

En stemme annoncerer over højttalerne, at politiet har gjort krav på toget mod Ostbahnhof. Passagererne, der allerede sidder i toget, må forlade det og forbløffet observere, hvordan toget i stedet suger et par hundrede nazister til sig efterfulgt af cirka halvt så mange pansrede betjente.

Nynazisterne får et sidste farvelkys fra en gruppe antifascister, der er brudt gennem afspærringen og nu står og banker på togets ruder og råber: “Deutsche Polizisten schützen Faschisten!” (Politiet beskytter fascisterne).

På den ene side kan man hævde, at politiet i dag har gjort en del for, at der ikke er udbrudt en decideret borgerkrig i Berlins gader. På den anden side gemmer der sig en meningsfuld pointe bag demonstranternes budskab. For hvor langt bør demokratiet egentlig gå for at beskytte anti-demokratiet?

Toget forlader perronen mod øst. Nynazisterne er ude af Berlin. Men kan de også holdes ude af parlamentet? Det kan kun Merz og den kommende regeringsperiode i tysk politik svare på.

 

/Claes T. Sørensen, Føljeton, og Fabian Sommavilla, Der Standard (Østrig)

Reportagen er skrevet som en del af PULSE – et europæisk initiativ for at fremme tværnationalt journalistisk samarbejde, som Føljeton er nyt medlem af.

 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12