Man fødes ikke som affald, man bliver det

I den danske offentlighed skete der noget spektakulært for ret præcist et år siden. Det affald, vi normalt er så gode til at få sorteret, smidt ud og skaffet af vejen, og derfor sjældent ser i større forsamlinger, viste pludselig tænder. Efter et usædvanligt vådt år var en samling af forurenet jord forvandlet til et jordskred med retning mod den lille by Ølst lidt syd for Randers. Kendt som Nordic-Waste-skandalen blev det opkaldt efter virksomheden, der stod for jordrensningsanlægget og gik konkurs, da affaldet begyndte at skride. Episoden endte heldigvis ikke så katastrofalt som frygtet, men den skabte en synlighed af noget, vi normalt ikke ser så meget til i Danmark; nemlig affald.

For den italienske historiker Marco Armiero har sådanne øjeblikke meget at fortælle os om vores tid og samfund. Så meget, at han har givet vores tid et nyt navn på engelsk: den wasteocæne tidsalder – eller affaldets tidsalder, lidt mere mundret oversat.

“Affaldets tidsalder peger ikke så meget mod årsagerne til krisen, men mere mod konsekvenserne. Produktionen af affaldssamfund og -økosystemer,” forklarer Armiero, da vi mødes i København. Under coronakrisen udgav han bogen Wasteocene, og det er den, han er kommet til Danmark for at tale om. Normalt holder han til ved Universitat Autonoma de Barcelona i Spanien, hvor han forsker i miljøhistorie. Han er derudover formand for European Society for Environmental History.

Ideen om affaldssamfundet skal supplere de mere kendte begreber om vores tid. Det antropocæne, der understreger, at mennesket som art nu har fået så stor en magt, at vi ændrer på klodens geologiske processer. Og det kapitalocæne, der tillægger vores økonomiske systems tendens til overproduktion og ulighed afgørende betydning.

“Jeg prøver ikke at fjerne fokus fra det menneskelige i det antropocæne, men jeg vil belyse noget andet,” fastslår Armiero.

For Armiero er det ikke affald isoleret, men den kontekst, det indgår i, der er interessant.  Skabelsen af affald, som han kalder det, rækker langt ud over affaldet i sig selv. Til at illustrere det parafraserer han Simone de Beauvoirs kendte citat om kvinden: “Der foregår en produktion af affaldsgjorte mennesker og samfund. Man kunne sige, at man ikke er født som affald, men man bliver det.”

Synligt og usynligt affald

Det ligger som en næsten selvfølgelig mekanik, at produktion har brug for lossepladser til alle de biprodukter og forældede ting, der ikke længere er brug for. Men Armiero vil understrege noget mere, nemlig, at alt og alle, der lever omkring lossepladsen, defineres ud fra den: “Vi har altid brug for en social losseplads, hvor vi kan dumpe dét, vi ikke kan lide. Samfund og økosystemer, der servicerer nogle andre.”

Det handler om at rykke affaldet væk. Hvis man har prøvet at gå en tur i indre by i København en tidlig lørdag morgen, ved man, hvor meget skrald der hurtigt kan forsvinde ud af syne og blive glemt. I en times tid er spulere og fejemaskiner det eneste, der fylder bybilledet. Og på ingen tid er nattens fester næsten ikke til at spotte længere.

Det er netop den dynamik, Armiero gerne vil påpege: “Det er nemt for os at glemme affald, fordi vi generelt rykker vores affald til andre grupper, til steder der er mere eller mindre langt væk fra os selv.”

Men det er ikke tilfældigt, hvor affaldet flyttes hen. Det ender der, hvor økosystemer og mennesker ses som mindre værdige til at leve rene liv, siger Armiero: “Det kan være en losseplads lige uden for dit nabolag, men det kan også være et sted som Agbogbloshie i Ghana, der er verdens største losseplads for elektronik.”

Det er også nogle særligt sårbare grupper, der står for oprydningen. Dem, der skaber overgangen mellem nat- og dagsbefolkningen, og for hvem affaldet er deres primære beskæftigelse.

“Hvis du er migrantarbejder, er det sandsynligt, at du er den, der udfører de farlige jobs, og dem hvor der er størst risiko for at blive syg eller komme til skade.”

Her nævner Armiero den danske sag fra Flemløse, hvor to medarbejdere på 20 og 25 år døde i en arbejdsulykke ved en silo i november. De var begge fra Rumænien, og for Armiero er deres tragiske dødsfald blot et af en række eksempler på det samme. Som Armiero konstaterer: “Det er ofte sandt, at bæredygtigheden for ét sted afhænger af, at et andet sted gøres ubæredygtigt.”

Og det er særligt tilfældet for os, der bor på denne del af kloden, understreger han: “Lossepladsen vendes hele tiden væk fra os, især her i Nordeuropa og Skandinavien.”

Det er dog en sandhed med modifikationer. Armiero kan godt huske Nordic Waste-skandalen, der også fik international mediedækning, og viser, at det ikke er så adskilt som så. Eller mere skarpt formuleret af ham selv: “Det er nemt at blive fordrevet fra paradis. Helvede er lige om hjørnet.”

Nordic Waste afslørede, at de skarpe opdelinger ikke altid holder. Armiero mener, at vi skal være skeptiske over for, at den adskillelse, der er opretholdt nu, kan holde i længden. På et tidspunkt flyder affaldet måske over igen, som det var ved at gøre i Ølst.

Murene, der adskiller

Det mest bemærkelsesværdige ved Armieros idé om affald er, at han rykker den i centrum for vores økonomiske system og den logik, der er fundamental for den.

“Kapitalismen virker gennem at gøre nogle lokalsamfund og økosystemer til lossepladser. Profit for de få er skabt gennem affaldsrelationer. Affaldsrelationen handler altså ikke så meget om skraldet i sig selv, men om skabelsen af den mur, der gør det muligt. Middelhavet er sådan en mur, ikke?”

Spørgsmålet er tydeligt retorisk, og Armiero bevæger sig hurtigt videre til nogle af de mest konkrete dele af sin politiske analyse, der netop omhandler de mange mure, han ser i moderne samfund.

“Det er en mur, der adskiller, hvem der er værdige, og hvem der er uværdige. Det skaber en radikalt anden. Du og jeg er også forskellige. Jeg er italiener, og du er dansker, men den radikalt anden er én, jeg ikke giver samme rettigheder eller medfølelse.”

Murene sikrer, at affaldet kan holdes ude af syne, og de tager mange former; fra landegrænser til hav og konkrete mure, som den præsident Trump baserede sit første kandidatur på. For Armiero er disse mure mere end noget andet det, der definerer, hvem der er mennesker, og hvem der ikke er.

“Min hund er på mange måder mere menneske end mange mennesker. Han har et godt pas,” konstaterer Armiero i sin fortsat skarpe stil. Og uddyber:

“Vi tænker generelt, at det er et spørgsmål om rationalitet eller noget fysisk, der gør os til mennesker. Men det er mest af alt passet. Hvis du har et godt pas, er du menneske, og min hund har et spansk pas.”

Katastrofekommunisme og enden på neoliberalismen

Armieros bog om affaldets tidsalder er skrevet under coronakrisen, og det flettes ind i hans analyse – også i dag. Han blev selv dødeligt syg af sygdommen og nåede gennem nogle af de mørkeste dele af krisen at sige farvel til sin familie over telefonen. Han overlevede trods oddsene, og den voldsomme oplevelse har måske fået ham til ikke at fortrænge krisen lige så hurtigt som de fleste andre.

For ham markerede coronakrisen, at thatcherismen endegyldigt var skudt til hjørne. Samfundet, som hun var kendt for at erklære en fiktion, fik afgørende betydning.

“Covid-19 var en oplevelse, som ved mange andre katastrofer, af solidaritet, opbygning af lokalsamfund og en afvisning af ideen om, at vi kæmper mod hinanden.”

Der er faktisk et begreb for den slags, forklarer Armiero; katastrofekommunisme. Hollywood vil så gerne fortælle historien om, at der med apokalypsen også følger en social apokalypse, hvor alle kæmper mod hinanden, men det er ikke altid sandt.

“Det er ikke, fordi det aldrig er sket. Jeg er historiker, jeg ved det godt. Men det modsatte sker også ofte. At folk hjælper hinanden.”

Hvordan hænger det sammen med affaldssamfundet og dets mure? For Armiero viser den slags katastrofekommunisme, at en anden samfundsorden er mulig – også i nutiden. Og den slags konkrete begivenheder, der peger mod visioner, er vigtige for at overkomme den ulykke, som affaldssamfundet grundlæggende er.

“Jeg tror på, at det er min rolle som underviser på et universitet at fortælle de historier, som folk ikke er blevet fortalt,” forklarer Armiero.

Et af de eksempler, han giver, er den berømte artikel Fælledens Tragedie, der blev udgivet i 1968 af den amerikanske mikrobiolog Garrett Hardin. Den lagde fundamentet for 80’ernes neoliberale politik (båret frem af Thatcher) med sit argument om, at privatisering af jord leder til bedre forvaltning af dens ressourcer.

“Artiklen havde en meget smuk, meget forkert åbningslinje om, at middelalderlig jord var åben for alle. Men han havde ikke læst sine lektier. Havde han været min elev, havde jeg dumpet ham. For et sådant sted fandtes ikke. Middelalderens jord var fællesejet, men med meget specifikke regler for, hvordan den måtte anvendes.”

Argumentet om, at fælleseje ville føre til udpining af jorden, baserede sig altså på en falsk præmis, forklarer Armiero. Hans historieforskning viser noget andet. Næsten et modsat forhold, fordi privatiseringen ledte til konkurrence, udpining og de kæmpe lossepladser, vi ser i dag. Den førte til affaldssamfundet.

Ideen om affaldssamfundet skal altså fremhæve nogle af de dele af historien, som har været skjult eller misforstået. For Armiero handler det ikke kun om at omskrive historien, men gennem en udvidelse af historien at give alternative fremtidsscenarier.

“Jeg foreslår ikke, at vi går tilbage til en fortid, hvor alle svarene findes. Der er nogle svar, men de skal omformes til nutiden, dette årtusind, nutidens udfordringer. Og vi er nødt til at være kreative, for vi er nødt til at forestille os, at en anden verden er mulig.” /Christine Roj

ØKOTANKER er en artikelserie lavet i samarbejde mellem Føljeton og Center for Applied Ecological Thinking (CApE) på Københavns Universitet. Denne artikel bygger på arrangementet ‘The Wasteocene is Still Here (But We Are Trying to Sabotage It)‘.