Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Intet kan skræmme dig væk fra arbejdsmarkedet som konstante pisk. Du bliver tvunget til at samle skrald på stranden, du får næsten ingen penge for det, og der kommer kun mere affald dagen efter. Nogenlunde det er tankegangen bag den 37 timers arbejdspligt, som regeringen ønsker skal ramme “ikke-vestlige” indvandrere. Det er især “kvinder med ikke-vestlig baggrund, der skal opleve, at de har noget at bidrage med,” sagde beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S), da aftalen blev præsenteret for små to år siden.
Nu viser det sig så, at arbejdspligten også omfatter danskere, der er adopteret efter 1968, når lovændringen træder i kraft den 1. juli i år. Konkret betyder det, at personer, der er i kontanthjælpssystemet, og ikke opfylder en række krav for ophold og beskæftigelse, skal tvinges til at arbejde 37 timer om ugen i nyttejobs så nytteløse, at selv Beskæftigelsesministeriets egne tal viser, at de ikke virker.
Efter Dagbladet Information og TV 2 har dækket sagen, har en række adopterede rettet henvendelse til Halsboe-Jørgensen om, at det forstærker en grundfølelse af ikke at være velkommen i et land, man tilmed ikke selv har bedt om at komme til – præcis som de mange flygtninge, arbejdspligten i forvejen er rettet mod. På den anden side står Dansk Folkeparti, der bruger anledningen til at lave en Dovne Robert 2.0:
“Hensigten med arbejdspligten er jo at gå direkte efter dovne udlændinge, som ligger derhjemme og ser Al Jazeera. Det har aldrig været hensigten at gå efter personer, som er adopterede. De er 100 procent danskere, selvom de er født i for eksempel Korea,” siger partiets beskæftigelsesordfører Nick Zimmermann til TV 2.
Ane Halsboe-Jørgensen (S) skriver i et svar til nyhedskanalen, at hun vil “kigge ned i”, hvordan man kan lave en undtagelse for adopterede: “Men regeringen kommer ikke til at bakke på intentionen med arbejdspligten”. Hendes ministerium oplyser videre, at det ikke er en utilsigtet fejl, men helt overlagt: Ministeriet undlod bevidst de her undtagelser, fordi det ville være forskelsbehandling.
Regeringen har allerede undtaget ukrainere fra arbejdspligten.
Globalt symbol
Ane Halsboe-Jørgensen (S) har flere gange forsvaret forslaget om arbejdspligt som en nødvendighed – ikke for indvandrerkvinderne eller de adopterede, men for Socialdemokratiet selv. For Beskæftigelsesministeriets egne tal viser ifølge Altinget, at kun 1,4 pct. af de omfattede af pligten vil få et job, og derfor har regeringen holdt fast i, at der snarere er tale om en principsag.
Det er også den fortælling, som statsminister Mette Frederiksen (S) turnerer med. I et meget langt interview møder The New York Times statsministeren på hendes kontor i København for at tale om regeringens stramme udlændingepolitik, som ifølge avisen stikker ud fra linjen i resten af Europa. Hvor journalisten fremhæver Mette Frederiksen som et “globalt symbol” for modstand mod Trump, bliver Danmarks udlændingepolitik set som “uhyrlig, racistisk og reaktionær”, opsummeres det. Mette Frederiksen fortæller, at mange indvandrere trives i Danmark, men at alt for mange “ikke er villige til at blive integreret”.
Tallene peger på noget andet. I 2023 kom rekordmange af det, Danmarks Statistik kategoriserer som “ikke-vestlige” indvandrerkvinder, i arbejde. Samtidig er deres privatøkonomi kun blevet dårligere i takt med, at regeringen har fastholdt dem i en lav integrationsydelse. Og uligheden er kun yderligere blevet forstærket under Mette Frederiksen. Man har dermed skabt en “ny underklasse af udlændinge i Danmark”, skrev Dagbladet Information, da arbejdspligten første gang blev fremlagt: Et sådant forslag er derfor både et “voldsomt indgreb” og “åbenlys forskelsbehandling”, fortsatte de: “Derfor er det svært at se arbejdspligten som andet end pisk og mobning af en i forvejen udsat gruppe af langtidsledige indvandrere.”
Ganske opsigtsvækkende forklarer Mette Frederiksen ligeledes i The New York Times, at regeringens politik ikke skyldes taktik, men principper. “Der er en pris at betale, når der kommer for mange mennesker ind i dit samfund … De, der betaler den højeste pris for det, er arbejderklassen eller underklassen i samfundet. Det er ikke – lad mig være helt direkte – det er ikke de rige mennesker. Det er ikke dem af os, der har gode lønninger og gode job.”
Mens regeringens ghettolov til sommer står til at blive dømt for diskrimination ved EU-Domstolen, er der således masser af tegn på, at Socialdemokratiets forskelsbehandling foregår på systemisk niveau. Også i Socialdemokratiets egen tænkning: “At være en traditionel socialdemokratisk tænker betyder, at du ikke kan lade alle, der ønsker at blive en del af dit samfund, komme ind,” fortsætter Mette Frederiksen. Ellers “er det umuligt at have et bæredygtigt samfund, især hvis man er et velfærdssamfund, som vi er.” Hvis regeringen reelt frygtede forskelsbehandling, havde de droppet arbejdspligten i første omgang. /Emma Louise Stenholm