Lindsey Wasson/Reuters/Ritzau Scanpix
Den russisk-amerikanske journalist og politiske kommentator M. Gessen, 58, har på det seneste skrevet og talt en del om anticipatory obedience. Det kan oversættes til foregribende lydighed eller forudseende lydighed. Det er ikke Gessens eget begreb, de har det fra Yale-professoren Timothy Snyder, der i sin bog Om tyranni – 20 ting vi kan lære af det 20. århundrede (2017) præsenterer det som lære nr. 1: “Adlyd ikke på forhånd.” Hvis man forsøger at efterkomme en undertrykkende regerings krav, inden de krav overhovedet er blevet stillet, bidrager man til at give dem, der har magten, en følelse af, hvad de er stand til – hvor langt de vil kunne gå, skriver Snyder i sin bog.
I en klumme udgivet i The New York Times tidligere på måneden skriver M. Gessen, at Snyder har ret, men at han et stykke hen ad vejen får forudseende lydighed til at lyde irrationelt: “Det er det ikke,” anfører de. “Min erfaring er, at når personer eller institutioner frivilligt afstår fra magt, handler det som oftest ikke om frygt, men snarere et sæt tilsyneladende fornuftige argumenter.” M. Gessen nævner en række argumenter inden for fem kategorier. Et argument kan være: ‘Hvis ikke jeg gør det, så gør nogen andre det nok.’ Et andet argument er af pragmatisk karakter: “Rationelle mennesker holder ikke fast i deres principper for princippernes skyld. De vælger deres kampe,” skriver M. Gessen.
Et tredje argument handler om zeitgeist – tidsånden. M. Gessens eksempel her er Metas grundlægger Mark Zuckerberg, der for nylig begyndte at snakke om, at “vi befinder os i en ny æra”, og at virksomheder skulle have mere “maskulin energi” og en “kultur, der fejrer aggression”. Sjovt nok lige hvad en fyr som Trump gerne vil høre; ikke en masse ligestillings- og diversitetsfis.
Men som M. Gessen, der har en del erfaringer med totalitarisme i Putins Rusland (og som i øvrigt har skrevet en fremragende bog om Putin), konkluderer: “Der er mange gode grunde til at imødekomme spirende diktatorer, men kun én grund til ikke at gøre det: Foregribende lydighed er en nøglekomponent i opbygningen af deres magt. Det 20. århundredes autokratier benyttede sig af masseterror. Det behøver det 21. århundredes autokratier ofte ikke; deres undersåtter adlyder villigt.”
Washington Post er sådan set et hæderkronet dagblad med en rig nyere historie. I 1930’erne gik det ikke så godt for avisen. Det var kun den femtestørste i den amerikanske hovedstad, og i 1933 blev den sat til salg på en offentlig auktion. Katharine Grahams far købte den for 825.000 dollars. I 1939 overdrog han jobbet som udgiver og administrerende direktør for avisen til sin svigersøn, Katharines mand, Philip L. Graham. Svigersønnen havde psykiske problemer og begik selvmord i 1963. Det var her, Katharine Graham, som ikke selv havde nogen erfaring med ledelse eller avisdrift, så sig nødsaget til at overtage tøjlerne. Det viste sig, at hun var en fremragende udgiver. Hun ansatte legenden Ben Bradlee som chefredaktør, og i de kommende år bedrev avisen fantastisk journalistik – om Pentagon-papirerne og Watergate-skandalen.
Men tiderne skifter. Katharine Graham døde i 2001, og i 2013 måtte familien sælge en lettere skrantende avis – desværre til grundlæggeren af Amazon, techmilliardæren Jeff Bezos. Prisen var kun 250 mio. dollars. I en periode blev avisen bedre. Den begyndte at fungere på internettet. I 2017 fik avisen pludselig et nyt slogan: Democracy Dies in Darkness. Der var noget mørkt og ildevarslende over det, selv om meningen var den modsatte: at give et billede af Washington Post som et lys i mørket.
Op til det amerikanske præsidentvalg i 2024 meldte avisens ledelse pludselig ud, at den ikke ville pege på en præsidentkandidat, sådan som det ellers havde været kutyme i årtier. Endnu et fingerpeg. Og onsdag var Bezos så ude med en besked om, at han har bedt avisens ledelse om at indskrænke opinionsstoffet. Han vil gerne have debatindlæg og klummer og kommentarer, men det skal ikke handle om alt muligt uvedkommende. Fremover skal stoffet bæres af “to søjler”: “Personlig frihed og frie markeder”. Med andre ord: ikke alt muligt kritisk gejl, der kan støde Donald Trump og hans regering. Katharine Graham og Ben Bradlee må vende sig i graven.
Tænk at være så rig som Jeff Bezos og alligevel underlægge sig magten på den måde. Ingen har bedt ham om det. Men han tænker vel, at det vil gøre livet nemmere for ham selv og hans virksomheder. Det er anticipatory obedience, og hvis Bezos læste M. Gessen i The New York Times, ville han vide, at der ikke kommer noget godt ud af det. /Oliver Stilling