I Hollywoods konklave vil alle være biroller

Der bliver hvisket i krogene. Information sniges ind og ud af ellers lukkede døre. En computer efterlades logget ind og tændt. En forsegling brydes. I centrum for denne intrige står den moralske vogter, kardinalen Thomas Lawrence, der har ansvar for de 108 kardinaler, der er ankommet til Vatikanet. Paven er død, og der skal være konklave.

Konklave, der kommer af det latinske cum clave – “med nøgle” – refererer til det aflukkede lokale, hvori kardinaler fra hele verden forsamles og skal udvælge en ny pave. Det sidste konklave fandt sted i 2013, da den nuværende pave Frans blev valgt som pave med to tredjedele af stemmerne efter fem afstemningsrunder og dermed fire omgange sort røg. Det tog to dage, og 115 kardinaler deltog.

I den Oscarnominerede film Konklave følger vi kardinal Thomas Lawrence (Ralph Fiennes), en meget dydig og retskaffen mand, der som følge af pavens død har fået til opgave at lede det forestående konklave. Men aftenen før konklavet begynder, dukker prefekten, der har ansvaret for den pavelige bolig, op temmelig panisk og beruset for at skrifte til Lawrence. I spekulationerne om, hvem der kunne blive ny pave, er den canadiske kardinal Tremblay blevet nævnt som mulig arvtager, og prefekten bliver derfor nødt til at lette sit hjerte. Paven havde et møde med kardinal Tremblay den aften, han døde, fortæller prefekten. Mødets formål var at kræve Tremblays opsigelse.

Et konklave har vist sig at være et fænomenalt sted for et kammerspil. Ralph Fiennes snor sig ind og ud af et hav af rødt, mens den katolske kirkes smag for det teatralske får lov til at komme til sin fulde magt.

Kardinalerne hvisker sig til nye og gamle alliancer, mødes i gården over en smøg og inddeler sig i kliker i kantinen. Kardinal Lawrence støtter sin ven, den progressive Aldo Bellini (Stanley Tucci), som ny pave, i stærk kontrast til den konservative italiener Goffredo Tedesco, der kommer spankulerende klokken fem minutter i konklave og vil have en katolsk kirke med et italiensk overhoved og latin som fællessproget. Og som derudover også har en vape med ind i Vatikanet.

Ralph Fiennes, der spiller med åbent ansigt og lukkede kort, prøver i kulissen at afdække sandheden om de papable kardinaler, som potentielt kunne overtage paveembedet. Det er klassiske politiske intriger tilsat kirkelig pomp og pragt, og det fungerer.

Main character energy

Det er i kulissen, dramaet eksisterer i Konklave. Når en nonne pludselig taber en tallerken i spisesalen, eller et skænderi overhøres gennem murene. Det er periferiens spillere, de ellers ret oversete bikarakterer. De små karakterer, som alligevel driver plottet frem, får os til at indse noget om hovedkarakteren i deres interaktion eller som bare underholder. Bikaraktererne er med til at skabe fortællingerne, også selvom det ikke er dem, der fylder allermest. Og dette er i den grad også tilfældet i Konklave. Som når førnævnte Tedesco ude i øjenkrogen tager et veltimet sug af sin vape, efter en kardinal beskyldes for at være en judas. Eller når Isabella Rossellinis stiltiende nonne Søster Agnes, der ellers bare har kigget og lyttet, pludselig åbner munden og ændrer hele konklavet.

Det kan ikke komme som nogen overraskelse, at alle i Hollywood gerne vil have main character-energi, men når det gælder deres egen form for konklave, nemlig de utallige awardshows, der i disse dage løber af stablen, så vil alle helst være bikarakterer eller biroller.

Fænomenet er ikke som sådan nyt, bare kig på Al Pacino, hvis hovedrolle som Michael Corleone i The Godfather blev gjort til en birolle til Oscar-uddelingen i 1973. Hovedroller, der pludselig bliver biroller, er også på tapetet til dette års Oscars, hvor især to nomineringer i birollekategorien bliver anfægtet: Kieran Culkins birollenominering for at spille fætteren Benji Kaplan i Jesse Eisenbergs film A Real Pain, hvor Culkin er på skærmen lige så ofte som Eisenberg. Og Zoe Saldañas birollenominering for musicalen Emilia Pérez, hvor hun faktisk har den største skærmtid, men dog ikke er den titulære hovedkarakter.

Det skal ikke gøres op i sekunder og minutter, men balancen er ulige. I samme kategori som Saldaña, der altså havde utallige minutter til at cementere sin rolle, er også Ariana Grande, der er nomineret for Wicked i en rolle, der i Broadway-musicalen var defineret som en hovedrolle, men nu er en birolle. Derudover er der Isabella Rossellini, der i modsætning til de to førnævnte kun har omkring fem replikker (max) og i alt otte minutters skærmtid.

”Vished er enighedens største fjende,” siger hovedrollen kardinal Lawrence i sin indledende tale til de andre kardinaler, inden konklavet skal i gang. Og mens hovedroller kaldes biroller, kan man med fordel bruge tiden på at kigge i periferien efter dramaets spillere. /Astrid Plum