Sertac Kayar/Reuters/Ritzau Scanpix
Hvis man var journalist og sad på en af avisernes udlandsredaktioner på denne tid for 26 år siden, så var navnet Abdullah Öcalan sådan et, der blev råbt frem og tilbage i de åbne kontorlandskaber. ‘Formand Apo’ eller ‘Onkel’, som hans tilhængere kaldte ham, blev i februar 1999 pågrebet og bortført i Nairobi af den tyrkiske efterretningstjeneste med hjælp fra CIA, mens han var på vej til lufthavnen fra den græske ambassade i Kenyas hovedstad, hvor han havde holdt sig skjult.
I de foregående fire måneder havde lederen af Kurdistans Arbejderparti, PKK, været på en spektakulær rundrejse, efter at det var lykkedes for Tyrkiet, for hvem han var statsfjende nummer 1, at presse Syrien til at stoppe med at huse ham. Öcalan rejste rundt for at advokere for en løsning på den væbnede kurdisk-tyrkiske konflikt, der havde stået på i årtier, men rejsen udviklede sig gradvist til noget, der lignede en desperat flugt. Først søgte Öcalan asyl i Italien, derefter opholdt han sig en uge i en lufthavn i Rusland. Så rejste han til Grækenland for en kort bemærkning, inden turen gik mod Haag, hvor Öcalan håbede at kunne finde en løsning med FN-organet Den Internationale Domstol (ICJ). Men Nederlandene ville end ikke lade hans fly lande, så han måtte returnere til Athen.
Det korte af det lange er, at en halvmilitær domstol idømte Abdullah Öcalan livsvarigt fængsel – og ikke en dødsdom, hvilket var for politisk risikabelt for Tyrkiet – for hans medansvar for 15 års terrorkrig mod den tyrkiske stat i landets sydøstlige provinser og mange tusinde døde. Siden har han afsonet sin dom i et højsikkerhedsfængsel på øen İmralı i Marmarahavet cirka 70 kilometer fra Istanbul.
I sidste uge var der en stor nyhed fra fængselsøen – en nyhed, som druknede lidt i mediernes umådeholdne dækning af Donald Trump og Elon Musk: Abdullah Öcalan opfordrede sine tilhængere i PKK til at lade sig afvæbne. “Alle grupper må lægge våbnene og PKK må opløse sig selv,” lød det fra Öcalan, der opfordrede tyrkerne og kurderne til at komme videre “i en ånd af broderskab”. Gennem årene har der været forsøg på at løse konflikten, men hver gang er bestræbelserne af den ene eller anden årsag strandet og konflikten brudt ud i lys lue igen.
I oktober sidste år opfordrede Devlet Bahçeli, som er formand for det højreorienterede Nationalistisk Bevægelsesparti (MHP) og en af præsident Recep Tayyip Erdoğans allierede, Abdullah Öcalan til at tage det skridt, han nu har taget. Ifølge politiske iagttagere har forandrede dynamikker såvel regionalt som internt i Tyrkiet fået den tyrkiske regering til at overveje, om der er et vindue til at skabe politisk stabilitet hjemme.
Noget af det handler om, at Syriens nye styre er støttet af Tyrkiet, hvorved de kurdisk-ledede Syriske Demokratiske Styrker i det nordøstlige Syrien står til at miste magt. Som Tyrkiet-analytikeren Sinem Adar fra den tyske tænketank Stiftung Wissenschaft und Politik udtaler til The New York Times (betalingsmur), så er Tyrkiets manøvrerum blevet udvidet væsentligt: “Der er et ‘nu eller aldrig’-momentum for Tyrkiet”, hvis landet ønsker at svække de kurdiske militser i Syrien, der opfattes som en sikkerhedstrussel af regeringen i Ankara.
Hvis PKK gør, som Öcalan siger, kan han blive en fri mand. Og kurderne skal glemme ideen om det, som PKK har kæmpet for, siden det leninistisk-marxistiske parti blev grundlagt i 1978: en uafhængig kurdisk stat. “ “Respekt for identiteter, fri selvudfoldelse, demokratisk selvorganisering af hvert segment af samfundet baseret på deres egne socioøkonomiske og politiske strukturer er kun muligt gennem eksistensen af et demokratisk samfund og politisk rum,” lød det videre fra den i dag 76-årige Öcalan. “Der er ikke noget alternativ til demokrati i kampen for og realiseringen af et politisk system. Demokratisk konsensus er vejen frem.”
Det er meget spændende, hvad der nu sker. PKK, der figurerer på flere landes terrorlister, har alle årene kæmpet for det kurdiske mindretals rettigheder i Tyrkiet. Kurderne er blevet nægtet at tale deres eget sprog, gå i deres klædedragter, bruge kurdiske navne, lære kurdisk i skolen og høre kurdisk musik. Kurderne har ikke passet ind i det nationalistiske Tyrkiet og slet ikke de seneste mange år under præsident Erdoğans autoritære styre. /Oliver Stilling