David W Cerny/Reuters/Ritzau Scanpix
At ville “se giraffen” har altid slået os som et lidt aparte udtryk. Dels er der den umiddelbare omfavnelse af kendiskulturen, som selve det at ville se giraffen signalerer: At hele ens begrundelse for at troppe op blot er at bevidne spektaklet; at se det, alle andre vil se, snarere end at følge sine egne præferencer. Og så er der jo giraffen i sig selv, som vi heller ikke forstår. Hvis du har alle dyr i verden at vælge imellem, hvorfor skulle giraffen så være det største tilløbsstykke?
Angiveligt refererer udtrykket – som ifølge Information blev populariseret med en sketch i Scala-Revyen i 1922 – tilbage til dengang, man i 1902 skulle betale 10 øre ekstra for at få lov til at se girafungen Mimi i Zoologisk Have. Her må tiderne virkelig siges at være skiftet, for skal man tro lokalmediet TV2 Nord, har Aalborg Zoo nu noget nær det omvendte problem: På et skilt ved girafindhegningen bemærkes det i en lidt undskyldende tone, at man har “mange giraffer i øjeblikket”, og at der “arbejdes på at finde en løsning.”
“Mange” giraffer betyder mere konkret otte styk, med to nye unger på vej til sommer. Det er flere, end Aalborg Zoo reelt har plads til, særligt nu hvor det er koldt, og girafferne helst vil være inde i varmen. Ophobningen skyldes ifølge dyrlæge Sara Abreu, at den såkaldte bluetongue-virus – som kan være dødelig for klovdyr – lige nu hærger i Europa. Derfor kan man ikke bare få lov til at flytte girafferne rundt på må og få, hvor gerne man end ville.
Som garvet Føljeton-læser har du måske allerede regnet ud, hvor vi er på vej hen; du kender vores staldkneb. Men prøv alligevel at strække hals med os: Er problemet anno 2025 netop ikke, at der er alt, alt for mange giraffer at se alle vegne? Selv de flotteste, sødeste eller mest deforme af slagsen orker man jo knap nok at bruge tid eller penge på. Girafferne vælter frem i en lind strøm og ødelægger dermed deres egen nyhedsværdi – for når alt er opsigtsvækkende, bliver intet det.
Giraffen over dem alle er selvfølgelig Donald Trump. Siden i går, altså mandag, har USA’s præsident både sat al våbenhjælp til Ukraine på pause og genoptaget strafolden 25 pct. på varer fra Canada og Mexico. Begge nyheder er så rablende vanvittige, at de under “normale” omstændigheder – eller måske bare i Mimis velmagtsdage i 1902 – ville have affødt omfattende demonstrationer, strejker, marcher, kupforsøg og whatnot. Nu bliver de mest bare set som en naturlig forlængelse af alt det andet møg, der er sket siden præsidentvalget i november.
Time for time er verdensordenen, som vi kender den, i disse dage ved at blive omskrevet. Men det er, som om ingen helt ved, hvordan det skal formidles eller tackles. Hvilket måske kan forklare, hvorfor så mange medier stadig bruger forbløffende meget tid og spalteplads på at undre sig over Trumps “intentioner” og analysere hele menageriet, som var det et spil med regler, der er til at regne ud og forudsige – også selvom der mest bare er tale om impulsive terningekast fra præsidentens hånd.
Før Charles Darwin kom og satte skabet på plads, udviklede den franske biolog Jean-Baptiste Lamarck i begyndelsen af 1800-tallet sit eget bud på en evolutionsteori. Lamarck brugte giraffen som eksempel på, hvordan det muligvis fungerer med nedarvede egenskaber: Ifølge franskmanden måtte giraffen generation for generation have fået en længere hals, i takt med at dyrene strakte sig efter grene, der befandt sig længere og længere oppe.
Lamarcks evolutionsteori skulle hurtigt vise sig at være mangelfuld og fejlbehæftet, men billedet kan vi i det mindste stadig bruge: Hvis vi bliver ved med at strække os for at “forstå” Donald Trump, ender vi i sidste ende med selv at blive den udstillede giraf. Ligesom det i øvrigt virker komplet ubrugeligt at tale girafsprog til manden. Noget, europæiske statsledere også er ved at sande, heldigvis.
Torsdag mødes EU-lederne til et nyt krisemøde, og på forhånd har formand for Europa-Kommissionen Ursula von der Leyen foreslået en gigantisk ny oprustningsplan til flere tusind mia. kroner. Sideløbende er bl.a. Tyskland og Frankrig så småt blevet lune på idéen om, at man alligevel godt kan beslaglægge de russiske aktiver til en værdi over 200 mia. euro, som man fik fastfrosset ved krigens udbrud. Langt om længe er EU begyndt at spørge, hvad unionen selv kan gøre, snarere end hvad USA kan gøre for unionen. Det manglede også bare – for hvis vi alle er blevet til giraffer, kan ingen længere være hævet over situationen. /David Dragsted