Win Mcnamee/Reuters/Ritzau Scanpix
“Hvis I vælger det, byder vi jer velkommen i USA,” trompeterede præsident Trump i sin første tale til USA’s samlede Kongres: “Vi har brug for Grønland af hensyn til den nationale sikkerhed og endda den internationale sikkerhed.”
Tidens nykolonialisme er på nogle måder mere nedrig end fortidens: Her i 2025 tvinges verdens små og svage vasalstater nemlig ikke blot til at overlade deres mest værdifulde naturressourcer til stormagter, men tilmed også til at acceptere udbytningen.
Til at skulle dukke nakken – og ligefrem sige ja tak til overgrebet.
Ukraine har anvist selvydmygelsens vej for Grønland.
Efter et nedværdigende forløb er USA’s præsident Donald Trump trådt frem som kejseren af Amerika og har tilsyneladende fået bøllet sig til både at vinde kontrol med Ukraines sjældne jordarter og til at få præsident Volodymyr Zelenskyj til selv at hejse det hvide flag:
“Vores møde i Washington, i Det Hvide Hus fredag, forløb ikke som planlagt. Det er beklageligt, at det skete på denne måde,” skriver Ukraines leder på det sociale medie X, som tankevækkende nok er ejet af Trumps tech-broder Elon Musk:
“Ingen af os ønsker en endeløs krig. Ukraine er klar til at komme til forhandlingsbordet så hurtigt som muligt for at bringe varig fred tættere på,” lyder det videre og resigneret i opslaget, hvor præsident Zelenskyj samtidig slår fast, at Ukraine er klar til at underskrive den råstofaftale, som Donald Trump har krævet som betaling for den amerikanske militærstøtte.
I en spektakulær manøvre, som meget vel kan få NATO-alliancen til at bryde sammen, har USA’s præsident på destruktiv vis insisteret på, at Ukraine skal betale en form for omvendt krigsskadeerstatning. I stedet for at lade aggressoren, Rusland, bøde for den blodige invasion, har Donald Trump krævet, at Ukraine skal donere en slags løsesum til USA.
Ansporet af Tesla-ejeren Elon Musk og andre amerikanske tech-oligarker, som gerne vil have fingre i billige mineraler, herunder de eftertragtede sjældne jordarter, har Trump iværksat et kolonialistisk erobringstogt, hvor USA udnytter sin militære dominans til at høste økonomiske fordele.
Magtspillet er skruet tilbage til tiden før Første Verdenskrig.
Strålende skattekiste
Ingen skal forvente, at udbytningen stopper med Ukraine: Grønland er næste land på listen.
“Både Ukraine og Grønland er kendetegnet ved stor mineralrigdom og har nogle af de samme kritiske råstoffer og udfordringer i forhold til at realisere dette forretningsområde,” udtaler Jakob Kløve Keiding, geolog og chefkonsulent ved GEUS, til Videnskab.dk.
Eller som senator Ted Cruz mere direkte sagde i forbindelse med den høring, han havde arrangeret om USA’s interesser i Grønland:
“Jeg tror, det er aldeles realistisk at erhverve sig Grønland, og det vil medføre enorme fordele for grønlænderne,” sagde den republikanske Trump-støtte, som også særligt fik fremhævet potentialet ved udvinding af råstoffer i Grønland.
Mere og mere tyder imidlertid på, at det ikke kun er de sjældne jordarter, som amerikanerne ønsker at overtage, men i endnu højere grad det strategisk set endnu mere afgørende grundstof uran. Ja, det radioaktive grundstof, som anvendes i både atombomber og kernekraftværker.
I Kvanefjeld i det sydlige Grønland findes verdens femtestørste forekomst af uran, som amerikanerne i dag er storforbrugere af, men ikke selv er i besiddelse af. På den ene side anvendes op mod 30 procent af det globale uran-forbrug i USA, mens der på den anden side udvindes nul procent i netop Amerika.
Indtil videre er den tidligere sovjetrepublik Kasakhstan den største leverandør af uran, efterfulgt af Canada og det sydvestafrikanske land Namibia. Men hvis den angivelige plan lykkes, skal USA fremover have sine egne uran-reserver – i lige netop Grønland.
Skønt den konkrete forekomst af uran i Kvanefjeld – specifikt i form af mineralet steenstrupin – hverken er enorm eller i den højeste kvalitet, er den inden for rækkevidde for Trump. Hvis han skal gøre alvor af planerne om både flere kernekraftværker og en opgradering af USA’s atomarsenal, ligger Grønland som den nærmeste forsyningskilde. Som en strålende skattekiste, der kan stjæles ved højlys dag.
Den stærkes ret
Udvindingen af uran har i årevis været et højeksplosivt emne i grønlandsk politik. Særligt regeringspartiet Inuit Ataqatigiit, SF’s søsterparti, har været lodret imod udvinding af radioaktive mineraler. Og netop heri skal forklaringen på Trumps aggressive fremfærd formentlig findes. For amerikanerne frygter, at grønlænderne vil blokere for uran-eventyret.
Ved det såkaldte “uranvalg” for fire år siden, tilbage i 2021, vandt Inuit Ataqatigiit, og den nye landstyreformand Múte B. Egede, som byggede sin første regeringskoalition på modstand mod uran-udvinding, konkluderede straks: “Vi vil stoppe Kvanefjeldsprojektet. Det ligger klart i vælgernes dom – især i Sydgrønland, hvor mineprojektet er – at man er imod projektet.”
Efter Grønland først havde hjemtaget råstofområdet, og dernæst ophævet nultolerancepolitikken over for potentiel uran-udvinding, fik Múte B. Egede altså i 2021 sat en effektiv stopper for minedrømmene. Simpelthen ved at indføre et de facto forbud. Men et forbud, som nu rammer tilbage som et rekyl, fordi Trump-rådgiverne vurderer, at fuld amerikansk kontrol er den eneste vej fremad. Uran er for vigtigt et spørgsmål til at overlade til grønlændernes følelser.
Derfor kan grønlænderne og resten af den civiliserede verden efter alt at dømme godt begynde at spænde sikkerhedshjelmene. Kvælergrebet på Ukraine har vist, at præsident Trump er villig til at bruge selv de mest bestialske virkemidler til at opnå kontrol med vigtige råstoffer. Og Grønland må forvente at blive lagt i en tilsvarende geopolitisk skruetvinge. Ved valget til Inatsisartut nu på tirsdag kan grønlænderne – ifølge Trump – vælge mellem at lægge sig på maven eller ryggen.
Med direkte henvisning til Grønland sagde USA’s præsident i nat dansk tid: “Jeg tror, at vi får det – på den ene eller anden måde”. Enten gennem militære trusler eller ved simpel overgivelse.
Kravet er ikke blot underdanighed, men selvvalgt underkastelse. Kolonitiden er tilbage: Ukraine og Grønland skal skubbes helt ud over kanten, så de ender med at sige tak for at betale beskyttelsespenge og blive berøvet deres værdier. De svage skal gøres svagere. /Lars Trier Mogensen